Tiden står stille i Julie Kyhls billedverden, men det gør den ikke i billedbogen om ’Anton og uret’.
Det er en bog om klokken for de allermindste. I tilgift får de også at vide, at jorden er rund. Når Julie Kyhl laver sine berømte »perspektivkasser«, er det med dybde og bevægelse. Som tegner dyrker hun det flade look og en bevidst kedsommelig farvelægning. Alt sammen på den mest raffinerede måde. Julie Kyhl bor godt i en tidslomme af halvtredser-retro. Forventningsfuldt spejder man efter en sporvogn. Hun havde passet fint til Politikens Magasinet. Historien er også retro. Anton keder sig derhjemme, fordi far og mor har travlt, og han må heller ikke få en hund. Derfor holder han sig til bedstefar, der fortæller ham, at nu drikker de morgenkaffe i Grønland, selv om Anton snart skal hjem og spise aftensmad. Han får bedstefars ur, som skal trækkes op hver morgen. Og til sidst får Anton lært det. Han får også en hund. Og når tiden er gået, får han en lillesøster eller lillebror. Så kan det vist ikke være venligere. Julie Kyhl rammer en tilstand af rarhed i glas og ramme. Hendes billeder er lige til at hænge op på væggen. De er fulde af pjank og kun lidt sære. Hun løfter før-fjernsynets billedsprog op til sin egen tid. Og nu er der ikke så længe til, at klokken bliver 12!
