Det religionspædagogiske forlag Anis har fået den indlysende gode idé at tage etablerede forfatterskaber under både teologisk, filosofisk og litterær behandling – samtidig.
Det sker i en antologi-serie ved navn ’Syv sind’, hvor syv fagfolk, repræsenterende de tre videnskaber, skriver fra hver sit faglige udgangspunkt om den pågældende forfatter. Den første, der fik æren, var Milan Kundera, og i november udkom så ’Thomas Mann – i syv sind’. Antologien er bygget kronologisk op i den forstand, at Manns første hovedværk, ’Buddenbrooks’ (1901), behandles først, nemlig af en af redaktørerne, lektor i filosofi Ole Morsing. Han gør rede for tilblivelsen af forfatteren Mann, hans erotiske kvababbelser mellem homo- og heteroseksualitet og de konstituerende påvirkninger fra Nietzsche, Wagner og Schopenhauer. Dansk lektor i Lyon Christian Bank Pedersen gennemgår den selvbiografiske ’Døden i Venedig’ (1912) med et særligt blik for den sorte komik og Manns næsten latterliggørende humor i forhold til sit alter ego Aschenbach. Ikke nogen sandhed Manns næste hovedværk, ’Trolddomsbjerget’ (1924), bliver af forskningsprofessor i München Børge Christiansen slået fast som en ironisk roman. Med forfriskende brug af Tjekhov (som kunne fortjene sin egen Syv sind-antologi) citerer han Manns svar til en korrespondent, der spørger, om han er troende:
