Berlingske kunne ikke vente, avisens litteraturredaktør måtte allerede tirsdag, dagen før udgivelsen, have sagt, at »Grøndahl bør have røde ører over 'Røde hænder'«. Nils Gunder Hansen giver ganske vist topkarakter for bogens valg af stof: »Terrorismen i 1970'erne er et spændende emne for en romanforfatter at udforske«. Men ifølge Hansen er det udførelsen, den er gal med: »Der er i denne bog noget underligt uoplagt over Grøndahls prosa. De 'store' diskussioner om, hvad der dengang drev unge mennesker ud i vold og drab, lyder postulerede og pseudo-filosofiske. Og har man selv oplevet 70'erne, virker romanens tidsbillede uden stoflighed og nerve«. Renskuret omhyggelighed Det er det, kritikere altid siger i revyer og parodier: Det mangler nerve. Nils Gunder Hansen lever op til rollen og formulerer sig selv sådan her i sin beskrivelse og parafrasering af Grøndahl: »Som skønlitterær forfatter drages han uimodståeligt af begær og kærlighed. Hvad sker der mellem en mand og en kvinde i det særlige rum, der åbner sig, når det fysiske begær overskrider konventionens normale distance, uden at en følelsesmæssig nærhed endnu er oprettet«. Andetsteds i Det Berlingske Hus, nemlig på Weekendavisen, er anmelderen Klaus Rothstein ikke slet så kritisk. Han synes, at Grøndahl »skriver interessant og udfordrende om de antidemokratiske frygtstifteres radikalisering og terror - og om de nyttige og naive, der drev med strømmen uden at sige fra«. Rothsteins udgangsreplik er, at der kommer »en særdeles aktuel og relevant roman« ud af Grøndahls greb »tilbage til de venstreradikale børn af de europæiske velfærdsdemokratier«, og så må Grøndahl jo afgøre med sig selv, om han synes, at det har nerve nok at blive kaldt aktuel og relevant. For resten har Rothstein også fat i romanens kærlighedshistorie, der »som så ofte før i forfatterskabet« handler om »mennesker, der diffunderer ind og ud af hinandens liv og favntag (romanens sprog er som altid præget af en renskuret omhyggelighed, og den evige desillusion og kærlighedsmangel hos forfatterskabets personer virker lige lovlig rutineret) ...«. Velklædt længsel Mellem det renskurede og det velklædte er der et slægtskab, som kan føre videre til Dagbladet Information. Her skriver Lilian Munk Rösing under overskriften 'Velklædt længsel' en anmeldelse, der er grundlæggende positiv, men på en sjovt negativ måde. Hun konkluderer sådan her: »Forekom Grøndahl mig med sin forrige bog ('Piazza Bucarest', 2004) at være for kosmopolit-cool og transitagtig, er den nye lille roman cool på en mere interessant, mere dæmonisk måde, og transitrummet underkastes en eksistentiel analyse, som klæder forfatterskabet, hvis problem dog er og bliver, at det let bliver for velklædt«. Det er tilladt at læse sætningen en ekstra gang. Når Munk Rösing på sin egen måde er positiv, skyldes det udviklingen i forfatterskabet, som med den aktuelle roman er nået frem til følgende (siger Rösing): »Manden længes så at sige ikke efter at udfylde sin mangel med kvinden, men i bedste fald efter at dele den med hende. Så nu begynder Grøndahls romaner måske endelig at handle om kærlighed«. Denne klare følgeslutning tyder altså på, at Informations anmelder sidder inde med selveste definitionen på kærlighed, så man må sige, at abonnenterne får noget for pengene på sådan en onsdag i maj. Flygtige, fatale kvinder På Politiken anmelder Marie Tetzlaff 'Røde hænder' nogenlunde stik modsat af Lilian Munk Rösing, det vil sige negativt på en forholdsvis positiv måde - og med fokus på den kvindelige helt frem for den mandlige. Ganske vist hedder det i underrubrikken, at »to kedelige danskere prøver at føle noget i Jens Christian Grøndahls nye roman«, og vel skriver hun i allerførste linje, at en »mand uden egenskaber« mødes med »en kvinde, der har endnu færre«. Men hun fortæller dog også, at »Grøndahl holder sin stil, og nogle vil måske komme i en slags meditativ tilstand af den. Jeg kan bedst lide hans præcise detaljer, såsom at føle sig som en dødvægt på passagersædet i en bil, eller at se sin ungdommeligheds »ophovnede selvfølelse, der som en bullen finger gør én så let at støde«. Og så siger Tetzlaff sådan her om romanens kvindelige hovedperson: »Sonja er nemlig ikke den, der lader nogen komme ind på livet af sig. Her ligner hun Grøndahls andre tavse, blinde eller på anden måde amputerede og flygtige, fatale kvinder (eller mænd). Men nu skal jeg passe på ikke at afsløre for meget. Romanen er nemlig ikke for spændende i forvejen ...«. Anmelder hele forfatterskabet Ja, hvordan refererer man en handling uden at afsløre for meget? Marie Tetzlaff afslører ingenting på en forholdsvis afslørende måde, mens Jyllands-Postens Erik Svendsen skriver sådan her: »Vanen tro handler Jens Christian Grøndahls roman om en midaldrende mands møde med en kvinde, Sonja, som han som ung havde et parentetisk forhold til. Jo kortere et møde, jo stærkere kan det brænde sig ind i sjælen, hvis det vel at mærke besidder det uforløste mødes charme«. Erik Svendsen mener om romanens terrorplot, at det »reelt er en anledning til at genfortælle den historie, som Jens Christian Grøndahl har gjort til sit speciale: Historien om et møde, der i første omgang var for kort og i anden omgang sker for sent i livet. Forfaldet er sat ind«. Og således ser Jyllands-Postens anmelder ligesom alle de andre den aktuelle roman som en Ærke-Grøndahl. Og Svendsen anmelder akkurat som Hansen, Rothstein, Rösing og Tetzlaff ikke kun 'Røde hænder', men hele forfatterskabet. Til gengæld knytter han ikke et eneste vurderende udsagn til romanen, men lader læseren selv læse sig til en konklusion gennem et løbende referat, der sådan set er sigende nok, når det for eksempel koncentreres i et spørgsmål såsom: »Hvad skal man engagere sig i? Kan man transformere den svindende livsappetit i mondæn selvtilstrækkelighed?«. Eller et udsagn om fortælleren: »Gnisten er bare væk ...«.