Det er så forskelligt, hvad vi husker.
Tag nu 2007:
Statsministeren vil muligvis engang huske året som dét, hvor han endnu ikke var blevet EU-præsident, men måtte tage hul på endnu en regeringsperiode i et Folketing på vippen. Andre vil huske, at vi – næsten – trak os ud af Irak det år, mens en hel del snarere vil mindes kampen for at lægge tobakken på hylden, stærkt ansporet, for nu ikke at sige pisket, til det af samme Folketings ny rygeforbud for hver en plet på Danmarks kort – undtagen Christiansborg, selvfølgelig.
Og skulle vi have glemt det, vil majestæten måske mandag aften minde os om, at 2007 også var det år, hvor prins Joachim fandt en dublet af storebrorens Marie, næ, Mary, og at sidstnævnte udvidede arvefølgerækken med cirkusprinsessenavnet Isabella. Hvilket jeg selv allerede lykkeligt havde glemt, indtil jeg så den særlige årbog om kongehuset.
Årets vigtigste emne
Hvad der er værd eller ikke værd at notere for eftertiden, har vi nemlig årbogsredaktører til at beslutte, og jeg misunder dem ikke opgaven. For når ingen kender dagen, før solen går ned, hvordan så overskue et helt kalenderår, når man må afslutte redaktionen i september?
Ikke desto mindre har redaktionen af ’Hvem Hvad Hvor’ nu udført kunststykket i 75 år i træk. Det er en regulær journalistisk og forlagsmæssig bedrift, i grunden en Cavling- eller Publicistpris værdig. Året ordnet måned for måned (siden sidste september, så når rækken af bind står på hylden, kommer hele året alligevel med) og derefter emne for emne: ’Årets døde’, ’Dansk politik’, ’Verdenssamfundet’, ’Erhverv og miljø’, ’Transport’, ’Indsigt’ (? – jo, det betyder sundhed m.m., herunder rygningen), ’Kulturliv’, ’Landefakta’, ’Atlas’ og et 3-års indeks (der jo også hjælper på kontinuiteten).
Selvfølgelig kan denne leksikalske inddeling godt stå i vejen for den prioritering efter væsentlighed, som aviser gerne skulle redigeres efter. I mine øjne er årets vigtigste emne f.eks. kulturministerens og regeringens forenede udsultning og undergravning af Danmarks Radio som kulturinstitution, men den proces registreres jo i H-H-H kun drypvis hen over årets måneder.
Kransekagefigur bag facaden
At oppositionen ikke engang kunne gøre det til noget valgtema, lugter desværre først og fremmest af rævekager, studehandler og medansvar for Ørestadsfinansieringen, men dette store »Hvorfor?« får vi måske besvaret inden næste års ’Hvem Hvad Hvor’ – medmindre Pia Kjærsgaard har fået drevet ’oprydningen’ på DR så vidt, at licensen allerede da kan afskaffes og æteren totalprivatiseres.
Jubilæumsårgangens bind bliver det, vi skal slå op i, når vi skal finde datoerne for, hvornår Ingmar Bergman, Jytte Borberg og Otto Brandenburg døde – for nu kun at nævne begyndelsen af alfabetet. ’Hvem Hvad Hvor’ er forbilledlig kulturhistorie, fortalt næsten samtidig. Til den årvågne tilrettelæggelse hører illustrationssiden, som samtidig gør bindet til en gedigen samling af Politiken-fotografernes og -tegnernes bedste billeder.
Billeder er unægtelig hovedsagen i den helt anderledes årbog om, hvordan året gik for det danske kongehus. Imponerende, hvad den familie stiller op til, høj løn eller ej. Jeg er langtfra hovedmålgruppen for en bog som den, men jeg må lette på hatten for redaktøren, der med en fin balance mellem det nærgående og det taktfulde har held til i levende tekst at gengive kransekagefigurerne en del af det liv, de da sikkert rummer bag facaden.
Hvorpå jeg med let royal forstoppelse søger tilflugt i en tredje årbog, som allerede blev omtalt her i sektionen for en uge siden, men hvor jeg finder følgende notits: »Hendes Højhed Prinsesse Alexandra, grevinde af Svanemøllevej (tidl. hendes Hongkongelige Møghed Kornprinsesse Alexandra af Schnakkengaard), har fremsat ønske om at nedtrappe sit engagement i foreningslivet, når hun 3. marts 2007 har indgået ægteskab med kameraherre Martin Jørgensen ...«.
ATS 2007 når heller ikke helt frem til det ny år – men den får det gamle til at glide lettere ned.
