Én af de udfordringer, folkekirkens præster står over for, er, at de bliver sendt ud i en folkelig, praksisorienteret virkelighed med ikke andet end en interesse for arbejdet og en akademisk uddannelse i bagagen. De ved noget om græske participiumsformer, postmoderne fortolkningsmetoder, Freuds religionsteori og Luthers sondring mellem en skjult og en åbenbaret Gud; men kan de overhovedet holde en prædiken, gennemføre en begravelse og hjælpe folk igennem eksistentielle kriser på en ordentlig måde? De to pastoralseminarier i Århus og København kan ses som folkekirkens tilkendegivelse af, at det kan de ikke alene på baggrund af den teologiske kandidateksamen. Teologiuddannelsen er nemlig teoretisk og videnskabelig og således ikke uden videre praktisk anvendelig. Pastoralseminariernes opgave er i den henseende at få præster ud af de teologiske kandidater, og til det formål er der nu hjælp at hente i en ny bog, der kort og godt hedder ’Pastoralteologi’. En praksisorienteret videnskab I modsætning til den praktiske teologi, der er en teoretisk videnskab om kirkelig praksis, er pastoralteologien – en i dansk kontekst i øvrigt ny disciplin – en praksisorienteret videnskab, dvs. en brobygger mellem det akademiske og det pastorale. Således kan enhver teolog, der ikke vil være præst, roligt ignorere bogen. Eller kan han? Ikke hvis det står til en af bogens redaktører, Henning Thomsen, der er rektor ved pastoralseminaret i Århus, og som har forfattet antologiens første bidrag. Set fra Thomsens taburet kan der nemlig hverken være teologi (teori) uden kirke (praksis) eller kirke uden teologi, og de teologiske fakulteter skal derfor ikke benægte »deres afhængighed af den faktiske kirke«. Kontroversiel udmelding Hermed henviser Thomsen ikke bare til det trivielle faktum, at en stor del af de teologiske kandidater vælger at blive præst. I den (økonomiske) forstand er fakulteterne naturligvis afhængige af kirken. Men Thomsen mener også, at teologien slet og ret er en meningsløshed, hvis den ikke netop anerkender sin status som teori for den kirkelige praksis. Vi bedriver altså kun teologi på universiteterne i hverdagen, fordi der skal prædikes i folkekirkerne om søndagen! Det er en meget kontroversiel udmelding at komme med, og hvis ikke det var, fordi lektor i religionsfilosofi ved Københavns Universitet Carsten Pallesen i det efterfølgende, meget kompakte bidrag problematiserede denne forståelse af forholdet mellem teori og praksis, teologi og kirke, var bogens saglighed fra udgangspunktet af kompromitteret. En kategorial kløft Ifølge Pallesen kan teologien, der er refleksion over en række paradoksale, dysfunktionelle begreber og forestillinger – treenighed, nåde, inkarnation etc. – overhovedet ikke »positiveres«. Dette fine ord betyder formentlig noget i retning af, at der ikke kan laves institution, med alt hvad det indebærer af funktionærstillinger, kørselsfradrag og prædikenvejledninger, ud af kristendommens absurditeter, som er teologiens forskningsfelt. Således er der en kategorial kløft mellem den teologiske videnskab og den kultiske, institutionelle praksis. ’Pastoralteologi’ hører hverken hjemme på universitetet eller i kirken, men på pastoralseminariet. Uvurderlig teoribog Bogens mange øvrige bidrag handler derfor naturligt nok også om, hvordan man – i teorien – bliver en god præst, prædikant, sjælesørger, konfirmandunderviser etc., kort sagt alt det, der er værd at vide for den, der gerne vil være præst. Og der kan ikke være tvivl om, at ’Pastoralteologi’ med den høje standard, de fleste af bidragene sætter, vil være en uvurderlig teoribog, der kan hjælpe mangen en teolog videre fra den akademiske og ud i den pastorale virkelighed.