Der er gået fire år, siden strømerparret Ole Larsen og Erik Rohde blev indviklet i en celeber sag om dekadence og kommunisme, jetset og seriemord, ’Om et øjeblik i himlen’.
Tiderne har ændret sig til det bedre og det værre. Forbruget stiger, og gode tider synes bedre, sådan da, her i slutningen af 70’erne på trods af økonomisk uføre.
Dog har ikke alt udviklet sig godt siden sidst. Larsens kone er dødssyg af kræft og selv om Rohde modigt er trådt ud af skabet som bøsse, har det også sine bitre omkostninger med børn og ekskone.
Og Danmark stander i vånde og ve, i hvert fald ifølge den socialdemokratiske og netop i 1979 afgående finansminister Knud Heinesen, som clairvoyant ser sit land rutsje mod afgrundens rand og en statsbankerot stige op i horisonten.
Men så bliver Larsen kaldt ud til en gusten og gedulgt homoklub, hvor en finansfyrste ligger død midt i al mørket, sammen med en tyrkisk dreng, meget under den kriminelle lavalder. Imidlertid er Rohde også til stede på det klamme sted, fortvivlet og desperat væk fra sin sambo, som ligger i med en anden svans i fælles bolig.
Forfulgt af STASI
Samtidig ankommer strømeren Anita Jensen, eksgift med en led og voldelig urobetjent og enlig med en adfærdsvanskelig søn, som lærere og psykologer gerne vil behandle, eventuelt fjerne fra hende. Og så skæres rouladen i store sorte skiver med mørk glasur af et sjældent set sprogligt overskud i genren.
Via homoseksuelle relationer kører plottet hæsblæsende ned ad fortidens boulevard, som engang var besmykket og befolket med hagekors og mænd i grønne og sorte uniformer. Tre gamle drenge, fra den gang overklassen ude i Hellerup kunne deres ’Horst Wessel’ og ’Mein Kampf’, rulles ind i en omgang pædofili og forræderi, svig og svigt, nuværende dobbeltmoral og fortidig førerdyrkelse.
