Affolkning af landsbyer i samfundets udkanter er ikke noget nyt fænomen.
En historisk romanversion af en lille flækkes afvikling giver den amerikanske forfatter Anita Diamant med romanen ’Dogtown’, der er en fortælling om et afsides, barsk og forblæst sted i det nordligste hjørne af Massachusetts. Affolkningen begyndte i starten af 1800-tallet, og hvad man ved om landsbyens sidste og udholdende beboere blev nedskrevet i 1906 i et lille skrift baseret på de historier og skrøner, som efterkommere huskede at have fået fortalt engang for længe siden.
Hvad vi ved om forne tiders indbyggere i Dogtown, der også har det mere neutrale navn Commons Settlement, er med andre ord: sladder og rygter. Formuleringen er Anita Diamants, der dermed lægger afstand til sine sporadiske kilder og tillader sig selv romanforfatterens ret – fri fantasi over mangelfulde historiske kilder.
Anita Diamant, der både har romaner – på dansk ’Det røde telt’ og ’Tidevand’ – og religionshistoriske fagbøger bag sig, spørger i forordet til sin roman: »Hvorfor ikke bare forestille sig deres historier som virkelige, om ikke sande, så længe denne fortælling varer – hvad er der galt i det?«.
Sort mand og hvid kvinde
Romanen tager sin begyndelse med en begravelse i 1814 af en mand, der har spillet en fremtrædende rolle i landsbyen. Her møder vi et udsnit af de sidste standhaftige beboere. Judy, der er romanens gennemgående skikkelse, er en gammeljomfru, der en tid har haft et hemmeligt forhold til en frigiven slave, Cornelius. I en periode tør han hendes forfrosne sjæl og krop op, inden han pludselig forsvinder ud af hendes liv. Efterhånden erfarer vi, at hensynet gælder Judy – landsbyen ville ikke tolerere en sådan alliance mellem en sort mand og en hvid kvinde.
Den altfavnende kvinde Easter, der holder begravelsen i det eneste hus med to etager, har givet afrikaneren Ruth husly på sit loft. Molly og Sally er to ludere. Den ene er flygtet fra mrs. Stanleys bordel i den nærliggende by. Nu har de deres egen lille business i et forladt Dogtown-hus. Den smukke Sammy med de gode manerer er vokset op i bordellet som mrs. Stanleys barnebarn, og han finder ud af at komme videre. Oliver er plejebarn hos den brutale tante Tammy, som har skjult en testamentarisk bestemmelse om, at hendes hus faktisk er hans fra hans sekstende år. Han slår sig sammen med en ung enke, oplever kærlighed og familielykke. Der er flere endnu, og deres historier er vidtforgrenede og flettet ind i hinanden.
DET ER EFFEKTIV og dygtigt fortalt underholdning, bestsellerforfatteren Anita Diamant disker op med. Første del er en kras skildring af forslåede skæbner, der prøver at holde skindet på næsen et sted, hvor man lever af et par stykker kvæg, en køkkenhave, indsamling af bær og rødder, og hvad der ellers hører til i en naturalieøkonomi – hvis man da ikke slår sig på mere eksotiske måder at opretholde livet på. Trods al deres umage bliver de stemplet som »affaldsædere« af det omliggende samfund.
En feel good-fortælling
Men det er ikke en melankolsk forfaldshistorie, Diamant vil fortælle. Hun lader romanen udvikle sig til en feel good-fortælling. Muligheder viser sig, når de forlader de vaklende rønner. Judy får forbindelse med sin tidligere elsker, som hun passer som døende, en sen bekræftelse af kærlighedsforholdet. Inden da har hun været en værdsat plejerske i den nærliggende by for dommerens syge kone, og godhed belønnes i dette romanunivers!
