Dronning Margrethe var 11-12 år, da hun for første gang så Nationalmuseets Arbejdsmark. »Hæftet lå på min moders bord, og jeg kastede mig nysgerrigt over det. Himlingøje-graven, Kalash-kafirerne i Chitral, Umiak’en fra Pearyland står stadig lyslevende klart for mig; og ser jeg i dag på indholdet, omfatter det jo smukt de mange sider af Nationalmuseets virke i både tid og rum«, skriver majestæten i forordet til det kilotunge bind, der fejrer Nationalmuseets 200-års dag. Mens hendes egne nu voksne børn ikke offentligt har vist den mindste interesse for arkæologi og historie, er jubilæumsbindet en omfangsrig lækkerbisken for såvel dronning som andre historieinteresserede. Fortid af alle hånde slags blandes med nutid, men der er mest af det første. Indledningskapitlet står museets nuværende direktør, Carsten U. Larsen, for.
200 års arbejde
Han gennemgår de 200 års arbejde, udvikling, besparelser, nyanskaffelser og navne på de for museet mest betydningsfulde personer. Her lykkes det Larsen helt at undgå den navnkundige Christian S. Nissen – hvis jeg da ikke har skruet lorgnetterne helt forkert på – om end denne selv aldrig undlader at opgive 1985 på sit cv som det år, han var administrator på Nationalmuseet. Nissens regime glemmer de helst i Frederiksholms Kanal 12.
I andre sager fejler hukommelsen ikke noget. Henning Haslund-Christensens to ekspeditioner til Centralasien i slutningen af 1930’erne genoplives med al deres maleriske drama.
Højdepunkterne opstod, når det lykkedes Haslund at skaffe sig nogle af de højhelligste shamandragter. De var omgærdet af så megen magi, tabu, frygt og rædsel, at Haslund efter anskaffelsen måtte afskedige sine skrækslagne tjenere og forlægge sit arbejde til andre egne, »thi paa den fortsatte Rejse hørte man Shamandragterne rasle om Natten. Dyrene, de var lastet paa, blev syge, og det spøgte omkring os«, skriver Haslund i sine optegnelser. Men der var råd for rasleriet og spøgeriet: »Saa tog jeg til Dairen (Kina) og fik Dragterne desinficeret i et Frysehus – og det hjalp! I al fald kom de hjem med et af ØK’s Skibe, og det forliste ikke på Vejen!«.
Kronprinsebrylluppet
Mere nutidig magi finder man i et kapitel om kronprinsebrylluppet 14. maj 2004. Her var forskere på Nationalmuseet sammen med folk fra Københavns Universitets Saxoinstitut på stikkerne fra først til sidst. Ikke alene var man fysisk til stede i Københavns gader under brylluppet og tog flittige notater om de indfødtes sære gøren og laden. Man havde også oprettet en hjemmeside, hvortil folk kunne sende kommentarer, film, billeder og oplysninger om dagen.
