Historikernes bevågenhed retter sig af indlysende grunde især imod ting, der er sket – res gestae. Faktiske hændelser er da også ubestrideligt betydningsfulde, men de bør ikke stå alene i beskrivelsen af et tidsrum. Andre dimensioner må inddrages, ikke mindst hvis man vil forsøge at forstå, hvordan det har været at være i et historisk tidsrum. Det har især tyske historikere og filosoffer i det tyvende århundrede – med baggrund i fænomenologien – formået at gøre, det vil sige skikkelser som Karl Löwith (1897-1973), Reinhart Koselleck (1923-2006) og Hans Blumenberg (1920-1996). For de to sidstnævnte har man kunnet spore en stærkt stigende interesse i Danmark i det sidste års tid. I 2007 er udkommet en fin antologi med tekster af Koselleck, ’Begreber, tid og erfaring’, mens tidsskriftet Slagmark i efteråret 2006 udgav et righoldigt temanummer om Blumenberg. Den indsats følges nu op med en udmærket introduktion til Blumenbergs værk af Ulrik Houlind Rasmussen, som er ph.d.-stipendiat i systematisk teologi ved Københavns Universitet. Hvad var det, vi ville vide? Hvad var det, vi troede, vi kunne håbe på? Hvad var det, vi troede et menneske var? Sådan definerede Blumenberg engang – med en omskrivning af Kant – de store spørgsmål, som hans forskning kredsede om. Den store udfordring er at undersøge fortiden bag om de forudsætninger, som vores nutid definerer – altså det, vi i dag vil vide, tør tro og tænker om mennesket. Fortiden bør ikke blot forstås som et forstadie til nutiden. Metaforer og myter Til det formål lancerede Blumenberg et forskningsfelt, metaforologien, som skulle kaste lys over »de fundamentale, bærende visheder, formodninger og vurderinger, ud af hvilke en epokes holdninger, forventninger, virksomhed og uvirksomhed, længsler og skuffelser, interesser og ligegyldigheder reguleres«, som han skrev i 1960. Metaforer og myter var for Blumenberg de uundværlige redskaber, hvormed mennesket orienterer sig og skaber mening og sammenhæng i verden. Selv var han en sand mester til at identificere og analysere sådanne grundlæggende metaforer og myter, som sætter skel i historien, når de skiftes ud. Kristendommen havde Blumenberg af nærliggende grunde en stor interesse i – som hovedleverandør af hjemløse håb og skuffede forventninger igennem tiderne. Frelseshistorien – forestillingen om, at historien forløber efter en guddommelig masterplan – har jo sammen med forventningen om den nært forestående dommedag spillet en central rolle for, hvad man har troet, håbet og frygtet i fortiden. I sin introduktion lægger Ulrik Houlind Rasmussen dog efter min mening lovlig meget vægt på de religionshistoriske og sekulariseringshistoriske motiver i Blumenbergs værk. Lidt mere almene metodologiske betragtninger og sideblik til lignende bestræbelser blandt Blumenbergs samtidige skorter det på. Af den grund tilgodeser bogen først og fremmest teologer og religionshistorikere og forsømmer andre faggrupper – historikere, filosoffer og litterater – som også kunne have stor glæde af at stifte bekendtskab med Blumenbergs omfangsrige værk og dets forbilledlige tværfaglighed.