Hvordan afslutter man en serie, der er fuld af uløste konflikter? Drengen Jakob er sparket til grønsag af en flok 2. g’er. Drengen Yusuf har mistet sin lillebror og sin veninde af samme grund. Senere udløste hans tidligere kumpaner en bombe foran selve Rosenborg. Hvem er den mystiske ’Budbringeren’? Og hvordan får taxachauffør Halim respekt fra sin opbrudsramte familie? Spørgsmålene er mange, når Bertill Nordahl og Lene Hein Sørensen lægger an til at lande serien med endnu et ordsprog. ’Den som intet vover, intet vinder’, er en god sætning at tygge videre på. Den gælder vel for hele serien, der indledtes med ’Øje for øje’ og fortsatte med ’Som man sår, så høster man’. Portrættet af Yusufs forvirrede far Forfatterne kommer rundt om de fleste ømme punkter. De beskæftiger sig med pigers rettigheder, sex før ægteskabet, overdreven religiøsitet og vreden. Sandt nok er de fleste ur-danskere beskrevet med venlighed, men det er alligevel portrættet af Yusufs forvirrede far, der står stærkest. Det er tegnet med varme og forståelse. Halims indre monologer med sig selv og sin gud er som at følges med Job på indre og ydre Nørrebro. For hele serien gælder, at den er trivi på højt niveau. Det vil sige, der tales lige ud af posen og til den indre tårekanal. ’Den som intet vover, intet vinder’ fortæller om ’Budbringeren’s seneste forsøg på at sprænge en bombe. Den fortæller om Halims selvstændige børn. Og den afdækker en problemfyldt side af samfundet med rene ord. Forfatternes historie er fuld af moral, men de praktiserer det ikke selv. Det fine ved disse bøger er, at de er fortalt nøgternt, registrerende og i nutid. Således indledes f.eks. dette sidste bind: »Yusuf Zafer er på vej gennem byen på cykel«. De uløste konflikter er ikke svundet meget ind ved det sidste cykelstativ. Men der arbejdes på sagen.