Det er egentlig en besynderlig dobbelthed, påpeger den norske filosof Arne Johan Vetlesen, der præger vores indstilling til moral. På den ene side dyrker vi etik i al almindelighed som et fancy og fashionabelt emne – i form af for eksempel virksomhedsetik, bioetik og presseetik – mens vi på den anden side stejler nærmest automatisk over for mindre generel moralsk kritik af vores adfærd. Den affejer vi ved at stemple den som ’moralisme’, og når det ord er sagt, behøver man ikke at sige mere, for vi er jo per konvention enige om, at det er forkert at stille sig til dommer over andres moral eller livsførelse. Romerbrevets ord – »med din dom over andre fordømmer du dig selv« – er også i dag gyldige, men i en væsentlig anden betydning end Bibelens. Det friske ved Vetlesens nye indføring i etik, ’Hvad er etik?’, er, at den har sat sig for at byde denne skelnen – mellem uforpligtende etiske artigheder og mere udfordrende moralsk påtale – trods, ligesom den nægter at anerkende den dertil belejlige distinktion mellem etik og moral. Det egentlige sigte med moralfilosofi Bogen er ikke blot en akademisk gennemgang af skiftende moralfilosofiske skoler – det er den også – men den udmønter ydermere teorierne i beske moralske kommentarer til verdens og samfundslivets aktuelle tilstand. På den måde mindes læseren konstant om, at det egentlige sigte med at interessere sig for moralfilosofi ikke er at bestå en eksamen eller opnå en lærestol. Således er udgangspunktet for Vetlesens etikindføring også konkret og velkendt, nemlig oplevelsen af uretfærdighed – en følelse, som børn jo fra et meget tidligt tidspunkt bliver i stand til at formulere. Det er i krænkelseserfaringen, at Vetlesen finder etikkens udspring. Fra denne elementære følelse fører Vetlesen læseren igennem en række af de tunge moralfilosofiske teorier. Gennemgangen er mere dialektisk end kronologisk lagt an: Kants pligtetik, Aristoteles’ dydsetik, Hans Jonas’ kritik af nærhedsetikken, Løgstrups etiske fordring, Habermas’ diskursetik, Rawls’ retfærdighedsteori samt Humes og Nietzsches kritik af den sandhedsværdi, som man tillægger moralske vurderinger, præsenteres elegant og essayistisk. Grundsten i forbrugersamfundets reklameretorik Hele tiden med blik for de sammenhænge, hvori de moralske teorier er opstået, hvem de antageligvis skulle gælde for, samt hvilken brug eller misbrug de eventuelt har været genstand for. Som nu for eksempel Nietzsches radikale individualisme, der senere er blevet en grundsten i forbrugersamfundets autenticitetsetiske reklameretorik: »Individualitets-, friheds- og valgretorikken er blevet assimileret af et samfund, hvor de kommercielle kræfter opfordrer alle til at være sig selv og følge deres egen stil i tråd med deres egne autentiske og højst individuelle værdier, blot de gør det som forbrugere og ved at vise, hvem de er, ved at iføre sig ’deres’ mærkevarer«, påpeger Vetlesen. Det er bemærkninger som disse, der gør ’Hvad er etik?’ til en læseværdig og anderledes introduktion til etik.