Marquis de Sade havde formentlig slået en hånlatter op som svar på alle de kys og gode ønsker, der blev udvekslet ved overgangen til det nye år. I markisens litterære univers er ondskab, egoisme og seksuel bestialitet naturens stemme, som alle klodens væsner uanset antallet af ben må adlyde, hvis de vil opleve lykke af den ægte slags. Civilisatorisk hykleri som kærlighed, tilgivelse, omsorg og empati er løgnagtige kulturprodukter strategisk sat på formel for at tvinge menneskets sande natur i knæ. Men »Rejs dig!«, befaler han læseren med fast greb om pikken og alle de øvrige mandlige privilegier, der kredser sært genkendeligt om kødlunsen stiv som slap. Og det kræver dæleme noget forhud, eller minimum en tatovering på overarmen, at komme igennem de tre Marquis de Sade-tekster fra slutningen af 1700-tallet, som Tiderne Skifter nu udgiver i Kim Witthoffs udvalg og oversættelse. Denne anmelder væmmedes undervejs, og det hjalp ikke en tøddel at lægge bogen væk. Billederne blev stående. Eugenie, Jerome og Juliette, hovedpersonerne i hver af de tre fortællinger, følger markisens naturlov til punkt og prikke. Ingen af de pinsler, man kan påføre andre mennesker for at tilfredsstille sin seksuelle appetit, er dem fremmede. Veritabel udryddelseslejr Og til tider slår deres fantasi end ikke til, når adspredelserne mellem seksuel mishandling af småbørn og anal voldtægt af højgravide er afprøvet, og fundet kedelige. De tre hovedpersoner er rejsende i perverteret bestialitet. Opfindsomheden gøres til virkelighed af store pengesummer inddrevet via klassetilhørsforhold, rovmord eller prostitution. Trods ild i røven slår Jerome sig ned på Sicilien, hvorefter hans slot i en periode antager karakter af veritabel udryddelseslejr – uden den nazistiske racefanatisme, men med samtlige andre rædsler til fælles. Alle tre navigerer de behændigt rundt på uhyrlighedernes overdrev med liv og lemmer på samvittigheden, uden at samvittigheden på nogen måde forstyrrer deres nattesøvn. Og med god grund, for med undtagelse af Eugenie er alle handlinger uden konsekvens for hovedpersonerne selv. Ingen deux ex machina nedfarer fra himlen og svinger Justitias sværd, naturens stemme kan nemlig ikke straffes, den er jo bare natur. En konklusion, der ændrer begrebet ’kynisme’ for bestandigt. Markisens filosofiske diskussioner Det skal IKKE udelukkes, at alt, der er skrevet i denne anmeldelse, indtil nu kan opfattes som en anbefaling. I så fald er den givet i respekt for ’hver sin smag’-princippet. Denne anmelder nåede en slags Waterloo cirka midtvejs. Her når udpenslingerne at trivialisere sig selv i gentagelse på gentagelse. De rammer så at sige en næsten parodisk modus, der kulminerer i kedsommelighed. Til sidst sidder man pligtskyldigt og læser siderne, vel vidende at tematikker og hændelsesforløb hober sig op i én lang identisk række. Og det hjælper ikke stort, at markisens filosofiske diskussioner til forsvar for excesserne måske gør ham til civilisationskritiker, før civilisationstanken for alvor var stablet på benene af oplysningsfilosofferne. Gentagelserne æder de filosofiske ansatser. Nøjagtig som de litterære kvaliteter, Witthoff ellers taler så varmt for i sit fremragende efterskrift. Jeg kan dæleme ikke se dem bag al den seksuelle vold. Derimod får jeg udmærket øje på de ekkoer af markisens skriverier, man finder i nutidige film og romaner. Kilder til forståelse af fortiden Og i pornografien selvsagt, der spinder guld på markisens delirium. Han har unægtelig sat sig spor, den gode markis, selv om han – i parentes bemærket – døde på en galeanstalt efter 11 års indespærring. Derfor ærgrer det, at Witthoff ikke udfolder udgivelsens relevans i dag, eller hvilke perspektiver på vores samtid teksterne eventuelt åbner for. Relevansen af at have adgang til hans tekster i dansk oversættelse er, vil jeg derfor hævde for egen regning, identisk med relevansen af potteskårene på Nationalmuseet. Begge dele er kilder til forståelse af fortiden og dermed til traditioner, man bør tage i øjesyn, hvis man vil forstå samtiden – herunder den hedonisme, der påberåber sig hævd på at være tidens løsen i dagens seksualitetskultur.