Bartenderens næse lignede en gennemperforeret tomat; et rigtigt drukansigt med små ar og knyster, som alle sammen bar på en anekdote til sidst på natten«. Kære læser, hvis du ikke vidste bedre og havde læst denne anmeldelses manchet, så ville du erfarent gætte på, at det måtte være selveste Raymond Chandler, der var fader til dette lakoniske og metaforiske portræt. Men det er altså hans skotske oldebarn, den efterhånden midaldrende Ian Rankin, som så sublimt fortsætter arven fra dengang i Los Angeles i 1940’erne, nu og for lidt siden i den koldt udseende, gråmelerede stadsanlagte og ganske smukke skotske hovedstad, det enigmatiske Edinburgh. Det er så lige her, hvor John Rebus i slutningen af ’Navn på de døde’ for en gangs skyld er et smut indenfor hos ærkefjenden England for at møde en bartender med et ansigt lig et maleri af det geneverfordrukne nederlandske geni ved navn Rembrandt. Men til sagen. Vi er i juli 2005, og der er G8-møde i Skotland, først i hovedstaden med kastellet med alle de skotske regimenter og så siden udenfor, lidt oppe i turistens højland. FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan og præsident George W. Bush vil ankomme sammen med magtens mænd og kvinder. Plus et kølvand af poppens nikkedukker på politisk korrekthed, anført af Geldof og Bono med et trendy engagement for alle de fattige stakler i den tredje verden, som hverken ejer en iPod til begge ører eller en klejne til dagen og vejen. Hævnende gud eller en selvhjulpen djævel? En sympatisk venstreorienteret politiker falder ned fra slottet, selvmord eller mord? Men samtidig er nostalgiske, men nøgterne John Rebus og hans tro og platoniske følgeveninde, den lidt mismodigt kærestesøgende Siobhan Clarke, på sporet af en seriemorder, der imidlertid kun tager sig af de slemme drenge, dem til voldtægt og det, som er værre. Taler vi om en hævnende gud eller en selvhjulpen djævel? Ian Rankin er i mine øjne intet mindre end sublim til at flette en speget tematik om det menneskeligt almene, vi alle kender, hvis forbrydelsen rammer vores kære, sammen med det specifikt politiske, om hvorledes vi (om)fordeler verdens goder til alles bedste. ’Navn på de døde’ handler overordnet om selvtægt, for og imod, og hvem kan sige sig fri for en flirt i så henseende? Drikker fadbamser og sluger whiskysjusser Kriminalassistent Siobhans pæne akademiske forældre, midaldrende kulturradikale, som helt klart kunne abonnere på denne avis, er med i demonstrationen mod verdenskapitalismen oppe i Edinburgh. Men så får hendes mor et ordentligt gok i nøden, og den professionelle politikvinde Siobhan bliver pludselig til datteren, der både vil hævne mor lige meget hvad og synkront angler efter dennes nølende anerkendelse for i sin tid at have valgt at gå strømervejen stik imod sin akademiske baggrund. Alt imens vor mand, stovte, charmerende og kyniske Rebus, drikker fadbamser og sluger whiskysjusser og selvfølgelig på godt og ondt opklarer det meste.
En dum brite hjemvendt fra Irak Sågar får smidt præsident Bush af cyklen og smækket en skalle eller to til en dum brite hjemvendt fra Irak, som troede fatalt, at Skotland var en boksering for lystige lejesvende. Slutningen er åben. Men meningen er klar – under fucking Tony Blair gik både skotter og briter i seng med fjenden. Så nej du, knib dig selv i armen, vågn op i endnu en veldrejet, velturneret og eminent velorganiseret krimi af mesteren Ian Rankin. Hvad er det nu, vi siger henne på min krimibodega? At krimien er vor tids eleganteste samtidsroman. Læs selv efter!