Peter Carey er kendt som 'Australiens bedste nulevende forfatter' med intet mindre end to Booker-priser under bæltet. Dem fik han i sin tid for 'Oscar og Lucinda' og 'Ned Kelly', og begge bøger dedikerede han dengang til sin kone, Alison Summers (»With all my love«). Men hans nye roman, 'Theft: A Love Story', nævner ikke Alison Summers. Ikke ved navns nævnelse i hvert fald, og slet ikke på dedikationssiden. Til gengæld mener Summers, der i mellemtiden er blevet Careys ekskone, at hun optræder en del på bogens andre sider - som den »underholdningsbidrag-luder«, der i historien plager livet af sin stakkels eksmand, Michael Boone. Én lang smædekampagne Ved romanens begyndelse er Boone en udbrændt kunstner, hvis kone efter skilsmissen skrider med alt, hvad han ejer og har: en søn, en mindre formue og en samling af hans berømte billeder fra bedre og mere inspirerede tider. Så møder Boone Marlene, en ung og kunstinteresseret femme fatale, og sammen kaster de to sig ud i et hæsblæsende kærlighedseventyr og et stort anlagt kunstsvindelnummer, der skal give Boone alt det tilbage, hans ekskone i starten rendte med: penge, berømmelse og forældremyndighed. Men selv om det i store hovedtræk udgør bogens plot, mener Summers i The Guardian, at 'Theft' handler om noget helt andet. Den er ifølge hende én lang smædekampagne, skabt ene og alene for at svine hende til - specielt over for parrets sønner, som har boet hos hende siden skilsmissen. Litterær hvidvaskning Det er en kampagne, som Carey påbegyndte allerede under parrets skilsmisseforhandlinger, ifølge Summers, hvor forfatteren skulle have bagtalt hende som pengegrisk over for venner og bekendte. Hetzen kostede hende i første omgang en række personlige venskaber - blandt andre Salman Rushdie, Paul Auster og Siri Hustvedt - men med den offentlige tilsvining i 'Theft' har hun nu fået så dårligt et image i de litterære kredse på Manhattan, hvor de begge bor, at hun ikke længere kan opdrive en redaktørstilling på øen. Det er »følelsesmæssig terrorisme« og »misbrug af litteraturen«, mener hun i avisen. De beviser, som Summers mener at sidde inde med, er, at hovedpersonen i 'Theft' er baseret på hendes tidligere mand - og at hovedpersonens ekskone følgelig er baseret på hende: Ligesom Carey er Michael Boone født i 1943 i Bacchus Marsh, Australien, og ligesom sin forfatter arbejdede Boone i en række år i reklamebranchen, før han blev kunstner. Og så har hovedpersonen og forfatteren selvfølgelig den nylige skilsmisse til fælles, og det er beskrivelserne af den og af, hvordan en pengeliderlig kone ødelægger ikke bare ægteskabet, men også hans kunst, som Summers mener er Careys litterære hvidvaskning af sin egen rolle i historien. Kunstens sandhedsværdi Ironisk nok handler Peter Careys sidste romaner netop om, hvad der sker, når skillelinjen udviskes mellem fiktion og virkelighed, mellem sandt og falsk. Både 'Theft' og forgængeren, 'My Life as a Fake', undersøgte farerne ved at tilskrive kunsten sandhedsværdi - den første handler om kunstsvindel, den anden om et litterært fupnummer - ligesom Carey selv forklarer (i The Toronto Star), at sandheden aldrig udgør en bestemt version af historien, men altid er »kompleks og fragmentarisk. Jeg blev fascineret af den, da jeg som 16-årig læste Faulkners 'As I Lay Dying', hvor sandheden kommer frem i en række modstridende historier, fortalt fra forskellige synsvinkler«. I de sidste par ugers mange interview med den litterære stjerne svarer Carey da heller ikke entydigt på beskyldningerne om, at 'Theft' skulle være selvbiografisk. »Jeg sætter mig ikke bevidst for at skrive om mig selv. Men selvfølgelig sniger der sig noget fra mit liv ind mellem linjerne«, siger han til The Independent, men fastholder samtidig, at romanskrivning ikke har noget med hvidvaskning af forfatteren at gøre. Tværtimod beskriver han arbejdsprocessen som en nedsynkning i sin egen histories slam: »Livet er én lang flod, og der samler sig en masse mudder på bunden. Det er mudderet, jeg er interesseret i at undersøge«. Nu forlyder det, at også Alison Summers er ved at skrive en roman, 'Mrs. Jekyll', om en kvinde, der efter et langt ægteskab pludselig finder ud af, at hendes ægtemand er en helt anden, end hun troede. Vi får at læse, om også hun er interesseret i eftertænksomt at betragte livets bundfald - eller om mudderet skal smides i fjæset på eksmanden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





