Hans Magnus Enzensbergers nye bog, ’Hammerstein eller Egenrådigheden’, skildrer en prøjsisk adelsfamilies sammenstød med Adolf Hitlers tyske og Josef Stalins sovjetiske revolution. Familien Hammerstein var centralt placeret i opgøret mellem det gamle, udtjente Tyskland og det nye, der heilende gik sin egen undergang i møde. Hærchefen Hammerstein sagde nej til Hitler, og to af hans døtre arbejdede aktivt for Den Røde Hærs efterretningstjeneste i Tyskland. Alligevel blev familien bare et luksusoffer for Hitler og Stalin. Den klarede skærene. I den forstand er bogen beskrivelsen af et sugende blik ned i en afgrund, på hvis kant netop denne familie blev reddet. Bogen er let at læse, men Enzensberger er en ræv. Hans biografi redegør for det, vi kunne kalde den store europæiske borgerkrig, altså et drama, der strækker sig fra Første Verdenskrig til den kolde krigs afslutning med hovedvægten lagt på 1930’erne. Men den afbrydes igen og igen, når forfatteren sætter sin båndoptager foran tragediens for længst afdøde hovedpersoner og beder dem om venligst at forklare sig. Kisten er klappet i Disse fingerede interview advarer læseren om, hvad Enzensberger gerne ville have vidst mere om. Men fælles for dem er, at de døde kvier sig ved at linde på låget til hemmeligheder, de for længst har taget med sig i graven. Kisten er klappet i. Læseren må selv på arbejde. Bogen handler, som titlen siger, om den tyske hærchef fra 1930-33 Kurt Friherre von Hammerstein-Equord og hans familie. Men den handler også om Egenrådigheden i bestemt form – Der Eigensinn på tysk. Nu kunne man tro, at dette egensind især gjaldt Hammersteins nej til Hitler. Men det overraskende er, at ordet kun forekommer to gange i bogen og ikke i forbindelse med Hitler. Den ene gang bruger Enzensberger det til at forklare, hvorfor friherren i al stilhed trådte ud af sit adelige miljø i 1933-34, da familiedynastierne distancerede sig fra deres jødiske medlemmer. En kamp mellem trodsig troskab og den fuldstændige underkastelse I det andet tilfælde gælder det hans ældste datter, kommunisten Marie Luise, der efter krigen slog sig ned i DDR, men i sidste ende blev grebet af en livsangst, der ikke kunne forenes med hendes egenrådighed, hendes troskab og hendes trods. Vi må altså forstå dette egensind som noget dybt personligt, der både rummer troskab og trods. Det har intet med stædighed at gøre. Enzensbergers »egenrådighed« er viljen til hårdnakket at fastholde sit eget sind. Hans bog skal læses som en kamp mellem denne trodsige troskab mod sig selv og den fuldstændige underkastelse, der greb en generation af tyskere, da nazismen først fik tag i dem, og i lige mål det partidiktatur, nazismens kommunistiske modstandere underkastede sig, når de gjorde sig selv til »døde på orlov«, som en tysk kommunist udtrykker det i bogen. I den forstand er Enzensbergers bog naturligvis ikke historie. Den kan læses som et bidrag til vore dages europæiske selvforståelse, der igen, om end i uendelig svagere målestok, udfordres af terror og den lyst til det ubetingede, der ødelagde to store europæiske nationer i det 20. århundredes midte.
To skæbnesvangre øjeblikke Selvmordsterrorister er også »døde på orlov«. For fuldstændighedens skyld har Enzensberger på bogens omslag som eneste ledetråd gengivet general Hammersteins ord om, at »angst er ingen verdensanskuelse«. Det er, om noget, et aktuelt problem, der her formuleres med dræbende præcision. MEN DERMED er sagen mindst af alt afsluttet. For temaet egensind og underkastelse krydses af et andet tema, man kunne kalde ubeslutsomhed. Det er ingen heldig egenskab i en verden, der tilbeder beslutsomhed. Enzensberger bruger general Hammerstein til en nøje fastsættelse af to skæbnesvangre øjeblikke, 26. og 29. januar 1933, da det værste måske endnu havde kunnet forhindres ved en militær indgriben. 26. januar får Hammerstein og hans ven Kurt von Schleicher, den afgående tyske rigskansler og forsvarsminister, foretræde for rigspræsident Hindenburg. De advarer ham mod at lade Hitler danne regering. 29. januar erkender de to mænd, at den bedagede Hindenburg har besluttet sig for Hitler, og de når den konklusion, at de ikke råder over midler, hvormed hæren kan modsætte sig dette valg. Det mislykkede kup mod Hitler 31. januar siger Hammerstein til sin familie: »Vi har taget et hovedspring ud i fascismen«. 3. februar er den ny rigskansler middagsgæst hos hærchefen, og her fortæller Hitler i al hemmelighed det øverste tyske militærapparat, at Tyskland kun kan overleve gennem en tilintetgørelseskrig mod Polen og Rusland. Den vil følge efter seks til otte år. Herefter trækker Hammerstein sig langsomt ud af sit lands historie og får ved årets udgang bevilget sin afsked. Han ved, at Tyskland vil tabe Hitlers forbryderiske krig. Han genindkaldes kort efter verdenskrigens udbrud i 1939, og det er muligt, at han overvejede at arrestere Hitler, hvis denne havde aflagt besøg i hans kommandoområde. Hammerstein lagde også grunden til det mislykkede kup mod Hitler 20. juli 1944, hvor hans to sønner var aktivt impliceret. Selv var han ikke med. Kræften indhentede ham i 1943. Der er gode grunde til Hammersteins ubeslutsomhed. Han ville ikke have haft beføjelse til at afsætte Hitler, den alt for lille tyske hær var Hitlers stormtropper langt underlegen, og tyskerne var grebet af en sådan uforstand, mente han, at de måtte tømme den bitre kalk til sidste dråbe, før de for alvor sandede, at de havde givet magten til en galning.
»samtidighedens skandale« Hammerstein så med vidt åbne øjne, at hans nation gik til grunde. ENZENSBERGER analyserer den paradoksale situation, der udvikler sig under såvel Hitler i Tyskland som Stalin i Sovjetunionen. Det dagligdags lever side om side med det uhyrlige, som det kan bevidnes af enhver, der evner at læse avis eller følge med. Enzensberger kalder det »samtidighedens skandale«. Denne skandale er en moralsk udfordring til det civile samfund, fordi vi så nemt vænner os til forhold, vi ikke kan leve med som civilisation. Vores egensind døves af de beslutsommes ufattelige grusomhed. Vi er tæt på »ondskabens banalitet«, om hvilken Hannah Arendt i 1945 spåede, at det ville blive det fundamentale spørgsmål i det åndelige liv i efterkrigstidens Europa. Enzensbergers biografi om Hammerstein og hans døtre og sønner diskuterer spørgsmålet, om generalen valgte rigtigt. Eller rettere, den spørger os, hvordan vi selv skal forholde os til samtidighedens problem og kravet om at vise beslutsomhed, når tiden er inde. For angst er ingen verdensanskuelse.