Historien i Jón Hallur Stefánssons debutkrimi er smart bundet sammen af kursiverede afsnit, som er ’skrevet’ af den formodede morder, uden at man regner ud, hvem det er
– før til allersidst, hvor man bliver grundigt narret, uden at man bagefter kan påstå, at man ikke var advaret. Det er en glimrende gimmick, som fungerer, præcis som det skal. Desværre er det næsten lige så svært at finde ud af, hvem der er hvem i romanens store persongalleri, som det er at finde ud af, hvem der er morderen. Det vrimler med familier, arbejdskolleger, elskere, børn, politifolk og japanske lejemordere, som alle er viklet ind i sagen om kvinden, der går så grueligt meget igennem, inden hun forsvinder ud i den blå islandske luft. Det gør det ikke nemmere, at Jón Hallur Stefánsson lader synsvinklen skifte mellem sine mange personer ved at ændre fortæller fra kapitel til kapitel. Mange mennesker at fare vild i Fortælleteknisk er det jo et dynamisk virkemiddel, som oven i købet her med held bliver brugt til at vise, hvor mange mennesker, der kan være involveret – og medskyldige – i en forbrydelse, ene og alene fordi det er farligt at handle uden at tænke sig om. Men puha, hvor er der mange mennesker at fare vild i. Taber man tråden eller har svært ved at leve sig ind i alle skæbner, kan man til gengæld nyde de islandske navne som fin sproglig konfekt: Drífa og Skúli. Hallgrímur, Haflidi og Hildigunnur. Sigrún, Sunneva, Björg og Björn. Vigdís, Valdimir, Eirí og Ingi. Gullfoss og Geysir. Og holder man ud, ligger der som sagt en gedigen overraskelse – eller snarere to – til slut. For man kan ikke være sikker på, at forbrydelsen er opklaret, før sidste person og sætning er vendt. Og måske ikke engang da. Under krimihistorien med den unge arkitektstuderende Sunneva, der har en affære med tegnestuens virile ejer, den tyve år ældre familiefar Björn, ligger et tema om sex som destruktiv kraft. Handlingen er mere kompleks end som så Og der ulmer et opgør med flowerpower-generationens lemfældige omgang med kønsdrifterne, en promiskuitet, som ødelægger familier og stjæler barndomme. Gyldendal har valgt en lidt Sjöwall og Wahlöösk lige-ud-ad-landevejen-titel med ’Kvinden der forsvandt’, mens den originale islandske ’Krosstré’ lader skinne igennem, at handlingen er mere kompleks end som så. ’Krosstré’ er retfærdigvis et svært ord at oversætte direkte til dansk. Det kan betyde korstræ eller kors. Finurligt er det Men i Island har man i tilgift et ordsprog, som lyder: »Svo bregðast krosstré sem önnur tré«, hvilket cirka betyder, at selv det, man tror er ubrydeligt, kan gå i stykker. ’Krosstré’ er også et søfartsbegreb, som oversat til engelsk hedder ’quersailing’ ... Mere skal ikke røbes her, men finurligt er det, hvis man vil have hjælp til at finde frem til en mulig morder før tid.
