Alt, hvad du ikke vidste om snemænd, står i Anne Pedersens ordløse bog af samme navn. I billeddigtet ’Snemanden’ fortælles den sande historie. Om tø og frost. Om snefolkets ark, der bringer de sejeste (=koldeste) af slagsen hjem til den evige is. Hvid som sne og sort som de kulstykker, der udgør hr. Snemands udtryksfulde mund. Bogens farvelægning er enkel og raffineret. Sejlturen nordpå er voldsom med farvesprudlende uhyrer, men det er islandets blidblå himmel, der lyser over en frostknitrende finale, hvor alle kulstykker drejer opad. Et godt blik for snemænds humør Den ordløse billedfrise kan ’læses’ fra omkring treårsalderen. Også om sommeren. Bagefter kan man gå over til Bente Olesen Nyströms ligeledes ordløse, men mere avancerede billedbøger. Hvad skal man også med alle de ord!? Det er et usselt liv at være snemand her i landet. Snart regner det, og snart kommer der en hund og letter ben. Anne Pedersen har et godt blik for snemænds humør og humpende kropssprog med akavede bevægelser. Der er også kærlighed at spore. En snekvinde vækker vor helt til dag og dåd. Det er smukt at følge med i al den kærlige kulde uden at få frost i hænderne. Og så triller tegneren dog lige en snebold igennem stuen til sidst. Er det nu så godt at være livsvarigt dybfrossen? Måske er det bedre at tø og dø.