De fleste af os vil enten selv være stjerner, eller også kårer vi udvalgte ofre til vort hjertes stjerne. I begge tilfælde risikerer vi at få vingerne svedet af, for supernovaer er farligt selskab. Nej, så er det anderledes beroligende at læse selvforglemmende om verdensrummets stjerner. De behøver ikke vor tilbedelse og forældes ikke, men vor viden om dem opdateres hele tiden. Astronom og forsker Anja Andersen vandt sidste år Rosenkjærprisen for ypperlig videnskabsformidling og har nu udgivet en bog om universet ifølge Anja: stjernernes oprindelse og skæbne, livets opståen og mulige forekomst på andre planeter. Må gerne læses med en vis undren Sådan en bog må gerne læses med en vis undren over, hvordan man sådan kan ’vide’ universets alder, afstande til galakser osv. For moderne naturvidenskab er som en storby, hvor ingen kan overskue hele showet i detaljer, og hvor vi må stole på, at kamerafolk, lydmænd og andre teknikere kan deres håndværk. Og kun en dumrian ’forstår’ det. Vi kan derimod godt tilegne os et tegneserieagtigt overblik med enkelte belysende eksempler på ’hvorfor’ og ’hvordan’. Den oprindelige spore til ’Big Bang’-versionen af Bibelens ord »Og der blev lys« var således dette: Med alle milliarder af stjerner burde nattehimlen være helt badet i neonlys. Men hvis derimod samtlige galakser, herunder Søren Krarups og vores egen lokale www.mælkevejen.dk flyver fra hinanden ligesom rosinerne i en dej, der hæver med voldsom hast, så er det en anden snak. Derfor er nattehimlen altså mørk For så kan vi ikke se ret mange galakser/rosiner bort: Mens nabogalakser nemlig endnu kan se hinanden, så vil vi jo fjerne os med den dobbelte hastighed fra nabogalaksens sidemand på venstre hånd – osv. derudad ... Derfor kan vi ikke se alle de fjerne galakser, der flyver fra os med overlyshastighed, højt oktantal og endnu højere promille – og derfor er nattehimlen altså mørk, takket være Big Bang. Mælkevejen rummer200 milliarder stjerner, i alle størrelser – for som sagt er det en demokratisk ret at være stjerne. En del af stjernerne har som vor egen sol planeter, men disse er umulige at se: Derimod vil deres masse påvirke deres respektive sol, der nemlig vil beskrive en minimal og temmelig autistisk cirkeldans omkring solsystemets ’tænkte’ massecentrum. Ukendt ’mørkt’ stof Planeter kredser om deres moderstjerne; men Mælkevejens stjerner optræder atter i grupper, der i deres tur roterer omkring Mælkevejens centrum i form af en gigantisk og forslugen gøgeunge af et sort hul. Rotationen er nemlig så hurtig, at stjernerne ville flyve ud af Mælkevejen, hvis ikke de havde en sådan skjult masse som tyngdemagnet. Men ikke nok med det: Hele 90 procent af universets masse består af helt ukendt ’mørkt’ stof, som kun vekselvirker med resten via tyngdekraften. For ellers ville hele karrusellen snart gå op i limningen. Men det bliver endnu værre: For der findes tilsyneladende tillige ’mørk energi’, som har omvendt tyngdekraft! Det viser sig nemlig nu, at galaksernes hastighed væk fra hinanden ikke aftager med tiden, men ligefrem stiger:
Lys vi aldrig når at se For jo fjernere de kommer fra hinanden, desto mindre nytter tyngdekraftens fornuftige bremse, og så får den ’mørke energi’ med sit omvendte fortegn lov til at sætte farten. Så derfor bliver der næppe en dag et nyt ’Big Bang’ ud af lige den surdej. Nej, så er de store dimensioner lidt lettere at gå til: Hvis Solen er som en grapefrugt, så roterer Jorden omkring den som et fnug på hele 15 meters afstand. Og hvis atter alle Mælkevejens stjerner er som grapefrugter, så er der flere tusinde kilometer mellem to nabostjerner! Går man derimod videre til galakserne og tænker dem store som grapefrugter, så har de hyggeligt nok kun få meter til deres naboer. Sagt til hvem dette måtte vedrøre ... Det med tiden er derimod ikke helt let: Galakser ti millioner lysår borte ser vi ikke, som de er i dag, men som de så ud for ti millioner år siden. Det lys de nemlig udsender i dag, når jo ikke frem til os i denne dronnings levetid, trods den bedste vilje. Supernovaer Og det lys, de udsendte endnu længere tilbage i tiden, har omvendt for længst passeret os – for det er her som med kærlighed: Timingen er alt. Men pyt – dinosaurerne skulle jo også leve og være stjerner. Nuvel – stjernerne lyser, fordi de er veritable fusionsreaktorer, som sammensmelter brintatomer til helium. Men efterhånden er der ikke mere fri brint tilbage i stjernen, og strålingens eksplosionstryk aftager: Så imploderer stjernen af bare tyngdekraft – men dermed bliver det snart så hedt, at heliumatomerne i deres tur smelter sammen til kulatomer. Stjerner overen vis størrelse ender til sidst med at eksplodere som supernovaer, og i den ulykke fusionerer mange enklere atomer til alle de tungere grundstoffer – der i samme snuptag eksporteres som stjernestøv langt ud i rummet. * Liv kræver et stort forarbejde Men dette stjernestøv samles takket være tyngdekraften efterhånden igen til nye solsystemer. Så hvis det ikke var for tidligere supernovaer, ville vort solsystem slet ikke indeholde ilt, kvælstof, jern, uran eller andre euforiserende stoffer. Dette har betydning for spørgsmålet om liv. For liv opstår således ikke i første stjernegeneration, men kræver et stort forarbejde. Endvidere bør en egnet stjerne ikke være for stor: Store stjerner lider nemlig så voldsomt af tyngdekraft, at de brænder op, længe inden livet har nået at udvikle sig på deres planeter. Disse bør desuden hverken være for tæt på eller for langt fra deres sol: For i det første tilfælde fordamper alt vand, mens det i det andet tilfælde fryser til is.
Hård videnskabsformidling er sikrest at overlade til videnskabsfolkene selv Og planeten bør helst også være så stor og tung, at den kan holde på en ordentlig atmosfære som paraply mod kosmisk stråling: For ellers kommer det nok aldrig til flercellede organismer. Med bakterier er det en anden sag, og meget tyder vitterlig på, at der engang har været encellet liv på den lille og derfor atmosfæreløse planet Mars. Bevidst liv er derimod nok en sjældenhed i universet. Men måske gør det ikke noget, hvis vi skal tro forfatteren Bernard Shaws ord på oldingelejet om livets mening: »Well, I can’t recommend it!«. Derimod tør jeg anbefale denne bog som et godt eksempel på, at hård videnskabsformidling er sikrest at overlade til videnskabsfolkene selv.