0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ud til venstre

Venstrefløjen er død. Og tidsskriftet Kritiks forsøg på at høre, om en genopstandelse er på vej, afslører intet nyt. Vi venter stadig på, at venstrefløjen begynder at tænke og handle.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Mette Dreyer

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da jeg var 15 år gammel, mente jeg en overgang, at man umuligt på samme tid kunne være intelligent og venstreorienteret.

Med pubertetsdrengens studentikose og skingre overdrivelse kunne jeg slet ikke forlige mine egne antropologiske iagttagelser af menneskets natur med den, der forekom mig at skinne som et blegt, ideelt månelys ud af Marx’ og mine SF-venners tankeverden.

For er mennesket måske ikke uomtvisteligt grådigt, egoistisk, beregnende, lunefuldt, kortsynet, hyklerisk og vindskibeligt? Og hvordan skulle man dog kunne forvente af dette væsen, at det uselvisk hengav sig til at vise godhed og barmhjertighed og gavmildhed over for alle andre, måske endog på egen bekostning?

Man kan da gerne stille det som en ideel fordring, sådan som Jesus optimistisk gjorde det, men denne fordring må forblive et mærkelig magert gespenst, der svæver af sted ude i intetheden.

Når først WTO, Verdensbanken, IMF, NATO, EU og Folketinget skal afklare vitale økonomiske og militære spørgsmål, er der så vist ikke længere rum til det godhjertede, men ikkeeksisterende idealvæsen, mine flinke, men naive venner påstod forekomsten af.

Antagelsen er, at venstrefløjen er i dyb krise
Denne simple anekdote og denne pubertære intuition bliver nu – gudskelov – taget under langt mere moden og kyndig behandling af et antal skribenter i Kritiks nr. 186, der i enquetens form har stillet spørgsmålet om venstrefløjens status og tilstand i dag og fremover.

Antagelsen er, at venstrefløjen er i dyb krise. En historisk krise, der tydeligst viste sig ved Murens fald i 1989; og en ideologisk krise, der ytrer sig som et forvirrende og tåget miskmask af ofte modstridende værdier og projekter, f.eks. dyrkelse af menneskerettigheder parret med antivestlighed.

Spørgsmålet til de indbudte skribenter er da: »Hvordan ser en aktuel venstreposition ud i dag? (…) Hvad baserer den sig på, politisk, filosofisk, videnskabeligt? Hvilke er dens vigtigste sager og mål?«.

Svarene peger i nogen grad både mod øst og vest, men man kan uden videre identificere en række tværgående temaer:

Kollektivet og fællesskabet frem for i individet alene
Venstrefløjen kerer sig om miljøet; om at sikre, at vi får færrest mulige sociale tabere, nationalt såvel som globalt, hvor særlig det sidste problem rummer en kolossal udfordring; venstrefløjen er prodemokratisk og sekulær og tilhænger af menneskerettigheder såvel som af størst mulig integration og lighed; og den tager udgangspunkt i kollektivet og fællesskabet frem for i individet alene.

På dette olympiske og let luftige plan ånder alt idel enighed mellem bidragyderne, som er en broget flok: Vi har f.eks. politikeren Antorini (S), litteraten Rune Lykkeberg og sociologerne Willig og Harrebye.

Hertil kommer en euroamerikansk suite bestående af f.eks. fysikeren Bricmont og den politiske filosof Michael Walzer, hvorefter Stjernfelt har oversat det engelske ’Euston-manifest’, et forsøg på at artikulere en både sammenhængende, begavet og hæderlig ansats til fremtidig politik på venstrefløjen.

Man skal med det samme bemærke, at enighedens liste er mistænkeligt indlysende. Jeg mener, hvem er for alvor for forurening, tilhænger af at skabe tabere, imod demokratiet og menneskerettighederne, imod lighed og for egoisme?

Svømmer rundt i en konsensuel grød
Ifølge de inviterede er højrefløjen modsætningsvis alle disse slemme ting. Og det passer måske på George Bush Jr. og dele af hans bagland, men spørgsmålet er, om det ikke er en grov fortegning af f.eks. store dele af såvel den europæiske som den amerikanske højrefløjs egentlige standpunkter?

Ifølge en anden populær hypotese gælder det nemlig, at højrefløjen i disse dage – i hvert fald i Skandinavien – helt igennem har approprieret socialdemokratismens arvegods, sådan at man strengt taget kun med små justeringer forvalter velfærdsideologien.

Men så er problemet jo, at vi alle er enige og svømmer rundt i en konsensuel grød, hvor ideologi er noget bras, og opportunistisk pragmatisme parret med teknokratisk snusfornuft i realiteten regulerer hele biksen?

Og så er venstrefløjen usynlig og indlemmet i en midtersøgende højrefløj, der er blevet til en slet, men vælgerpopulær fordobling af den oprindelige venstrefløj.

Venstrefløjen er genopstået
Og måske må vi på dette punkt sande, at Marx’ gamle ord (fra ’Louis Bonapartes attende Brumaire’) om, at alt i historien gentager sig, først som tragedie og dernæst som farce, er sket fyldest.

Farcen består da i, at venstrefløjen er genopstået, men nu som blød og forstående højrefløj, der vil gøre noget for miljøet, øge integrationen, styrke den offentlige sektor, arbejde for fred og dialog og menneskerettigheder, sikre samfundenes sammenhængskraft og indgå i et stærkt internationalt samarbejde ...

Mens den oprindelige venstrefløj har sedimenteret sig i Enhedslistens stokkonservative og vidunderligt uforpligtende programmer, SF’s veldesignede og svagt intetsigende identitetspolitik eller modsat har sprunget et led over og er blevet til Danmarks eneste virkelige parti for arbejderne og de udstødte, nemlig Dansk Folkeparti og dets drevne populisme, der taler til den rørte eller indignerede indre svinekonsument.

Positivt sagt: På bedste demokratiske vis tages hånd om alle de tabuiserede, men helt reelle og legitime bekymringer, der optager den såkaldt jævne mand og udmattede sosu-assistent.

Enig flok pragmatikere på midten
For så vidt ovenstående rent faktisk er tilfældet, er der uden overdrivelse tale om det, engelske Chantal Mouffe har kaldt »politikkens død«.

Politikkens død viser sig som den samtidige og lige håbløse krise for både højre- og venstrefløj, der reelt er kollapset ind i hinanden og nu udgør en foruroligende enig flok pragmatikere på midten, naturligvis behørigt garneret med al den officielle sabelraslen, polemik og spin, så folk ikke får færten af al denne mistrøstige død.

Hvis hensigten fra Kritiks side har været at lokke venstrefløjen ud af busken eller blot at animere til forsøg på en eksplicit, positivt defineret positionering af en kommende, revitaliseret venstrefløj, synes jeg således ikke, der er så forfærdelig meget at komme efter i bidragene.

Vi kan provisorisk optegne et spektrum, hvor vi i den ene ende har dem, jeg bryder mig bedst om. Det dybt sympatiske Euston-manifest, hvor man vitterlig kan se omridset af et anstændigt forsøg på på samme tid at bevare venstrefløjen som et oplysningsprojekt og som rampe for en progressiv politik.

Tanketom moralisme
Der tager hånd om de svage (og altså ikke falder ned i det hykleri og den dobbeltmoral, der heftigt falder over hjemlige forseelser, men nådigt overser eller undskylder vilde forbrydelser ude i verden, når blot det er undertrykte ofre, der begår dem), Christine Antorinis sobre pragmatisme, der slår til lyd for et kosmopolitisk blik.

Malene Busks skarpe kritik af venstrefløjens tendens til komplet tanketom moralisme og tagen patent på Godheden, Lykkeberg og Thorups forsøg på at opstille lister med positivt definerede krav til og udfordringer for en kommende venstrefløj.

F.eks. at skrotte den debile antiamerikanisme, sanere ud i hykleriet, modarbejde tendenserne til et overvågningssamfund baseret på frygt, påtage sig en langt mere fræk og grov polemik. Der bryder det fedtede konsensuelle vandspejl, på ny og langt stærkere påtage sig universalismens arvelod over for kulturrelativismens fedtspil, med Lotte Folke Kaarsholm at modarbejde nationalismens stammetænkning og neoliberalismens alle mod alle, og endelig aktivt gå i rette med de internationale institutioners tilbøjelighed til at generere mere grel ulighed og heraf følgende sociale og militære spændinger – der er rigeligt at tage fat på.

Ingen konstruktive bidrag
Men intet af alt dette viser hen mod en egentlig gennemtænkt artikulation af en nutidig eller kommende position; negativt at skaffe sig af med hykleri, forældede begreber og distinktioner og inkonsistens er naturligvis altid fortjenstfuldt, og positivt at udpege fremtidige udfordringer er fint; men nærmere sagen selv kommer vi ikke for alvor i denne sammenhæng.

Og så er der den anden og mere problematiske del af spektret.

Her har vi en blanding af almindeligheder og udstillinger af syndromet, snarere end konstruktive bidrag til en vej ud af krisen.

Willig og Harresbye hengiver sig dog til et modigt eksperiment med at ’fiktivere’ deres egen fremstilling, men det grundlæggende forsøg på at slå et performativt slag for at f.eks. aktivisterne i Seattle og Rostock lykkedes med at udstille »magtens ufuldkommenhed« og derved frembragte distinkt »kritiske handlinger«, overbeviser ikke just denne læser.

Den puerile selvtilfredshed
For var der ikke langt snarere tale om, at de demonstrerendes blanding af klovneri og gadevold udsprang af afmagt og øjeblikkeligt faldt tilbage i selv samme afmagt?

Nu blot parret med den puerile selvtilfredshed: »Æh-bæ, der gav vi dem rigtig«, hvor problemet jo blot er, at ingen af verdens strukturelle problemer ændredes en nano-millimeter som følge af disse behjertede demonstrationer.

I den internationale afdeling er George Lakoffs tekst om betydningen af ’gen-indramning’ af nøgleord i den politiske debat et umådelig nyttigt værktøj til en potentiel genopfindelse af et helt nyt sprog for venstrefløjen, efter at højrefløjen nu i alt for lang tid har haft held til at knæsætte udtryk som f.eks. ’skattelettelser’ (for hvem i alverden kan dog være imod ’lettelse’ af en byrde?), mens Walzer leverer et sympatisk bidrag, der fra en amerikansk vinkel er i elementær samklang med både Antorini og Euston-manifestet.

Det politiske som reel kampscene
Mens ingen af svarene dermed for alvor leverer varen – og det er måske også en kende urealistisk at forvente en ny og komplet nytænkt ’Das Kapital’ på fem sider – er der dog i det mindste for en stor dels vedkommende tale om ihærdige og pletvis også skarpsindige forsøg på ikke bare at beskrive og diagnosticere krisens træk, men også på at udpege mulige målestokke og sigtelinjer for en nyopfindelse.

Ikke bare af venstrefløjen som sådan, men også af hele det politiske som reel kampscene eller forhandlingssted frem for som mudret midterbane hjemsøgt af en opportunistisk konsensus, der i et mere og mere forældet sprog og på stadig mere tanketomme måder forvalter det beståendes uskønne kombination af nyrig vulgaritet og småborgerlig egoisme i den første verden.

For så vidt vi alle er på nippet til at forvandle os til afarter af den klassiske kapitalist, nemlig urimeligt kortsynede og forbrugerglade servicedanskere med lommerne fulde af friværdimillioner, er der grund til at stoppe op og selv aktivt medvirke til at genopfinde det politiske som hjemsted for egentlige ideologiske og reale bataljer.

Er det nu en urimelig utopi, en forvorpen ønskedrøm eller måske også og tillige et halvvejs realisabelt ønske?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.