0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På orlov fra livet

Norsk roman om ung mands livskrise er alt for lang, men relativt velfortalt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg var ham du gik i klasse med i folkeskolen, i de store klasser, på gymnasiet, hvis navn du ikke kan huske når du finder klassebilledet frem ti år efter for at vise din kæreste hvordan du så ud dengang«.

Sådan præsenterer hovedpersonen Mattias sig selv i den unge norske forfatter Johan Harstads skæve dannelsesroman ’Buzz Aldrin, hvor blev du af?’ – med en skabelon, som mange af os nok kan fylde ud, mens vi genkendende nikker:

Nå, ham! Og på den måde, ved at positionere sig selv som outsider, får Mattias læseren til at føle sig som en af insiderne, hvilket burde give stof til eftertanke.

Sagen med Mattias er imidlertid, at han ikke har det fjerneste imod at være overset og skrevet i glemmebogen. Tværtimod har han nærmest indrettet sin tilværelse på at være anonym og undselig.

Hans astronautiske fikspunkt og forbillede har siden barndommen været Buzz Aldrin, den anden mand på Månen efter Neil Armstrong. For Mattias står han som sindbilledet på den evige nummer to.

Han befinder sig godt i anden række
I denne henseende slægter Mattias drengen Ingemar i Lasse Hallströms film ’Mit liv som hund’ (1985) på – ham, der hele tiden »jämför« sin egen højst tragiske livssituation med rumhunden Laikas for at forsikre sig selv om, at andre faktisk har haft det endnu værre.

Men Mattias’ sammenligninger med Aldrin tjener kun til at bekræfte, hvor godt han befinder sig i anden række, uden for ethvert søgelys og altid hellere i begivenhedernes periferi end i deres centrum.

Ved romanens begyndelsei 1999 er han 29 år, bosat i Stavanger, ansat som gartner og kæreste med samme pige på trettende år.

»Jeg ville have forudsigelige dage«, fortæller han, og dette ønske er så godt som gået i opfyldelse. Indtil kæresten skrider en dag, og gartneriet lukker ned.
Mattias’ hidtidige liv i stykker, og et nyt begynder

Så går Mattias’ hidtidige liv i stykker, og et nyt begynder. Denne krise er omdrejningspunktet for romanen, som hiver Mattias ud af skyggen og blæser hans historie op til en småpikaresk fortælling på over 600 sider.

Han vil gerne være biperson, men gør sig ikke desto mindre til hovedperson, som kræver mange timers opmærksomhed. Mindreværdsfølelser dækker jo ikke sjældent over stor selvfølelse.

Da livet i Stavanger går i mos, drager Mattias af sted med to venner og deres band til Færøerne på koncertturne. På båden derop drikker han sig plørefuld – og finder næste dag sig selv på en bænk uden for Tórshavn, forkommen og med hul i hukommelsen.

Her bliver han samlet op af en venlig sjæl ved navn Havstein og installeret på en slags udslusningshjem for psykisk syge i en nedlagt fabrik på et udsted.


Det samtaleterapeutiske forløb er jævnt kedeligt for læseren
Dette bofællesskab og beskyttede værksted bliver Mattias en del af sammen med tre – senere fire – andre beboere samt Havstein, som er stedets leder og psykiater.

Flere hundrede sider går nu med at falde til i dette kollektiv og udfritte de andre beboere om deres skæbneberetninger.

Dette samtaleterapeutiske forløb er jævnt kedeligt for læseren, men har dog for Mattias den lykkelige konsekvens, at han kommer til sig selv – eller til et andet selv – igen.

Han må erkende, at hans blotte tilstedeværelse har konsekvenser på liv og død for andre, og at det er umuligt at stille sig udenfor. »Kom ind i kampen«, lyder en af tidens yndlingsklicheer, som vist fint kan bruges om den prås, der går op for Mattias på Fabrikken.

Alt for meget og alt for lidt på samme tid
Endelig følger til sidst et temmelig påklistret og komprimeret efterspil, hvor Mattias rejser til Caribien og retur igen med kone og børn, der leder op til det tilbageblik, som hele beretningen er fortalt i.

Dette tilbageblik er foregrebet undervejs, men kun for at skabe en smule spænding – for eksempel i forhold til spørgsmålet om, hvad der egentlig skete den nat, hvor Mattias gik i land på Færøerne.

Vi er dog alt for længe undervejs. Der er ingen tvivl om, at Johan Harstad er en lovende fortæller, men han mangler noget væsentligt at fortælle om. Det lange format holder Mattias’ krisefortælling slet ikke til. ’Buzz Aldrin, hvor blev du af?’ er alt for meget og alt for lidt på samme tid.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce