Giv agt. Af og til skal der noget så stort og uomgængeligt som en elg til, før vi trækker i nødbremsen og ændrer kurs i vores liv. Om elgen får held med sit forehavende i Ina Merete Schmidts roman, må læseren selv afgøre.  Foto: John Hagen/AP

Giv agt. Af og til skal der noget så stort og uomgængeligt som en elg til, før vi trækker i nødbremsen og ændrer kurs i vores liv. Om elgen får held med sit forehavende i Ina Merete Schmidts roman, må læseren selv afgøre. Foto: John Hagen/AP

Bøger

En elg bag øret

Andet romanudspil fra Ina Merete Schmidt er en muntert drillende balanceøvelse om et ægteskab på kanten af afgrunden. Og en realisme på randen af sammenbrud.

Bøger

Trænger man til at få bekræftet alle sine fordomme om Norge – og det gør man jo en gang imellem – så er Ina Merete Schmidts anden roman et godt sted at søge tilflugt.

I ’Fåresyge’ er det yngre danske par nemlig installeret i hele den rødmossede fjeldidyl med frisk luft i provokerende mængder og et beklumret lokalsamfund, der i den grad gisper efter ilt.

Her er små norske nissekoner, der samler bær og stikker næsen i alt, tavse mænd, der graver huller i baghaven, tårnhøje fødevarepriser, rødvin på ration og ikke en hujende fis at tage sig til, medmindre man snører vandrestøvlen og overgiver sig til fjeldet. Hvilket den kvindelige fortæller så omsider også gør.

Lars er læge på den irriterende sammenbidte måde, mens Miriam er ’illustrator’ på den vege måde. Han arbejder uden grænser, hun er gået i stå.

En mesalliance af dimensioner, men fortiden har lagt beslag på deres fælles fremtid: De mistede en datter, og sorgen kan kun netop de to gennemleve i alle dens faser og nuancer. Tror de.

Meget enkel og gennemskuelig historie
Her er Ina Merete Schmidt en eminent iagttager, der ikke forfalder til at fremstille den ene reaktion mere loyalt end den anden, samtidig med at hun på den anden side heller ikke bruger sorgen som undskyldning for de to karakterer – deres skønhedspletter folder sig ud i fuldt og underholdende flor, mens få øjeblikke af ømhed og forståelse punkterer den isolerende boble, Miriam er ved at kvæles i.

Minsandten om man ikke tager sig selv i at håbe det bedste.

For det er egentlig en meget enkel og gennemskuelig historie om sorgbearbejdelse i ’eksotiske’ omgivelser, flugten til det fremmede som overlevelsesstrategi og noget med, hvornår pokker den forsømte lægekone lader doktormand være doktormand og springer på det første SAS-fly hjem til Kastrup.

Men så er det, at naturen åbenbarer sig i skikkelse af en vejrbidt lokal anorakfyr med »sunde hvide tænder« og en skovtursinvitation af de mere uimodståelige.

Persongalleriet udvides
Forudsigeligheden lurer da stadig lige rundt om næste gletsjerspalte, tænker læseren måske, men Ina Merete Schmidt lader heldigvis ikke sine personer slippe så let.

Ironien – den gode, danske – har hun lagt den fortællende Miriam i munden, mens selve handlingen løber af med realismen og ud ad psyko-gyserens slingrende tangent.

Persongalleriet udvides bl.a. med et sæt svigerforældre hentet fra den ondeste vittighedstegning og en savlende fyr i kørestol, der lander som en tvivlsom deus ex machina.

Lidt af en drillepind
Og nok så vigtigt: en galoperende elg på afveje. Ja, nogle gange er det jo lige sådan en krabat, der skal til, før vi stopper op! Derefter tager den efterhånden ret fårede og syge roadmovie endda endnu en overraskende drejning ...

At Ina Merete Schmidt (f. 1976) er lidt af en drillepind, stod klart allerede i debutromanen ’Fra dag et’, 2005. Også her – i historien om et forsømt overklassebarn, der bakser med at blive voksen i Paris, lod hun læseren dingle et sted i munter uvished om hensigten med udleveringerne af sine personer.

Rendyrket misantropi eller tro, håb og tilgivelse? Dengang kunne læseren med en vis ret klamre sig til det sidste. Med ’Fåresyge’ er det blevet sværere. Men ikke mindre underholdende.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce