Hovedpersonen i ’Huskekunstnerne’, canadiske Jeffrey Moores anden roman, er en yngre mand, Noel, med den særlige evne – eller er det et handikap? – at han er synæstetiker, også kaldet samsanser.

Det er en, der kan høre farver og smage lyd; i Noels tilfælde har dage, tal, bogstaver etc. farver. Desuden har han hypermnesi (det modsatte af amnesi), dvs. en exceptionel hukommelse og sans for detaljer, som distraherer ham meget i almindeligt ensporet samkvem med andre. Dog ikke i samlivet med moderen, som er en smuk enke efter den elskede og beundrede, depressive kemikerfar og i en ung alder ramt af Alzheimers. Noel vil gøre hvad som helst for at hjælpe hende, helst opfinde en medicin, der kan genskabe hendes hukommelse; når han nu ikke kan give hende noget af sin egen overflod. Det er ikke så usandsynligt, som det kan lyde, med faderens efterladte eksperiment-dokumentation i kælderen og Noels arbejde hos neuropsykologen (senere nobelpristager) dr. Vorta. Andre hovedpersoner er en computer- og paratvidennørd samt superæsteten, forføreren og luksusnarkomanen Norval, der fysisk ligner Noel, som var de tvillinger. Samt den obligatoriske smukke, sårede kvinde. ’Huskekunstnerne’ er meget kulørt, dog ikke uambitiøs i sin leg med genrer og elementer af både klassisk psykologisk portrætroman, lidt dr. Frankenstein, lidt spændings- og sammensværgelsesplot og en gribende historie om Alzheimers. (I slægt med den, der p.t. gestaltes af Julie Christie i biograferne i ’Away from her’). Teknisk er detsvageste punkt i denne roman, at personerne holder lange faktuelle foredrag for hinanden. Underforstået: for at belære læserne og klæde dem på til plottet. Den slags virker altid ubehjælpsomt – og decideret dumt, når man prætentiøst pynter sig med lånte fjer. Det sker stedvis her.
Farmakologiske eksperimenter Bogens personer er – med forskellige motiver – gennemsyret af stor kærlighed til farmakologiske eksperimenter; nogle af dem går over grænsen til det spekulative, men det er også i orden for en kulørt roman. Hvis man interesserer sig for den slags. På den anden side er persontegningen ikke så flad, som man kunne frygte. Noels omsorg for moderen og hans fortvivlelse over hendes hjælpeløse, besværlige, barnlige tilstand som smuk 56-årig er sandsynlig, og moderens optegnelser i begyndelsen af sygdommen er sikkert velunderbyggede af virkelighedens patientjournaler.