Da naboen i gæstehuset kom hjem, var hendes kuffert gennemrodet og tingene spredt hulter til bulter over hele værelset. Spioner, tænkte vi straks, men hvorfor mon så sjuskede? Vores mistanke til inderne viste sig at være ubegrundet.

Det var en af universitetsparkens aber, der var gået ind gennem vinduet og havde givet sig til at søge efter chokolade. Derefter sov vi for lukkede vinduer. Det hele var begyndt med, at jeg mødte Chella, der er inder og professor i politisk filosofi på et eliteuniversitet i Madras. Hvad laver du, spurgte han, da vi boede dør om dør på et institut i Italien. Jeg fortalte ham, at jeg havde planer om at skrive en bog om tolerance sammen med min kollega Lasse Horne Kjældgaard, og at jeg derfor var i færd med at studere den europæiske tolerances begyndelse i tiden op mod år 1700. »Begyndelse – for bare 300 år siden, hvad tænker du på«, sagde Chella. »I Indien er tolerancen 3.000 år gammel«. Det er grunden til, at jeg befinder mig her, på The Indian Institute of Technology at Madras, som det stadig hedder, skønt byen for længst er omdøbt til Chennai. Jeg havde ellers opgivet at finde ud af den indiske tolerance. Nu er jeg så kommet til Sydindien, officielt for at holde nogle forelæsninger om, hvad Lasse og jeg har fundet ud af om den europæiske tolerance, uofficielt for at få sat et par streger på mit stadig blanke kort over indisk tolerance. Så imellem de officielle opgaver går jeg rundt og spørger studenter, lektorer, professorer og en enkelt rektor om tolerancen på disse sydlige breddegrader, der er fødested for vores senere europæiske sprog, der af samme grund kaldes de indoeuropæiske. Forskellige veje til sandheden Findes der mon også en indoeuropæisk tolerance? Sudarsan, der er lektor i filosofi og har skrevet ph.d.-afhandling om Habermas, giver mig det første lynkursus i oldindisk tolerance. Den fremgår, siger han, af de ældste religiøse tekster, især Upanishaderne, som hele tiden betoner, at der er mange forskellige veje til sandheden og derfor ikke nogen måde at dyrke gud på, som er bedre end andre. Der er egentlig heller ikke nogen gud, der er bedre end de andre. Eller rettere, enhver har lov at kalde sin foretrukne gud for den bedste. Blandt gudefortællingerne i Mahabharata er der en historie om en gud, der ankommer til himlen ledsaget af en herreløs hund. Hunden er et urent dyr, så han får ikke lov at komme ind, for han insisterer på, at hunden skal med. Der er også nogle mere abstrakte og tågede argumenter om, at eftersom alt er et, kan også alt muligt forskelligt tolereres inden for dette ene. Jo, tænker jeg bagefter, det er meget godt med al den teoretiske tolerance, men har ikke også hinduernes religion i praksis leveret et af de mest afskyelige instrumenter for intolerance, verden endnu har set: kastesystemet, som fra fødselen skiller folk i lag og anbringer de kasteløse i bunden, som de aldrig kan rokke sig fra i det ene liv, vi véd, vi har. Hvorpå man så opfinder en sjælevandring, de kan trøste sig med. Måske er det netop i afstanden mellem teori og praksis, at der består et fællesskab af nærmest indoeuropæiske dimensioner mellem hinduernes verden og kristenheden. For er ikke også Det ny Testamente et af verdens smukkeste udtryk for tolerance? Siger Jesus måske ikke ‘lad de små børn komme til mig’, og mener han ikke dermed alle små børn, piger såvel som drenge, og toldernes og farisæernes og syndernes børn med? Men det er også en kristen praktiker som Thomas Aquinas, der med usvigelig logik har formuleret teorien bag kristen intolerance: Når man henretter falskmøntnere, der blot snyder legemet, hvorfor skulle man da ikke også dræbe kættere, der snyder sjælene? Tur til Kapaleeshawar-templet Vi bliver taget på en tur af vores værter til Kapaleeshawar-templet i Mylapore. Inderst inde i helligdommen, hvor vi ikke må komme, kan vi skimte Shiva gengivet som en flot fallos, der rejser sig fra en stiliseret udgave af den kvindelige hofteskål. Og på siderne af templets tag, der har form som en kæmpemæssig hat, er der et flor af guder i farver, som Poul Gernes må have lånt de sidste sjatter af til Palads-biografen. Her er også min personlige yndling blandt de indiske guder, Ganesh, der har en elefants hoved og råder for tålmodighed, held og oplysning, med en afskåret stødtand som griffel i den ene af sine fire hænder. Her er guder med rottehoveder og guder med otte hoveder. Lyder det ikke rimeligt, at en gud med mange hoveder giver plads for mange bevidstheder? På femtedagen skal jeg på høflighedsvisit hos selveste rektor. Jeg vil benytte lejligheden til at spørge ham om den indiske tolerance. Han er kemiker af fag, så han vil nok ikke spise mig af med citater fra de hellige bøger. »Det er i hvert fald rigtigt, at der er mindre aggression i Indien end oppe hos jer«, siger rektor og professor Ananth. »Det har noget at gøre med troperne. Forestil dig, at der kommer en tiger efter dig. Så kravler du op i et træ og venter, til tigeren glemmer dig. Det gør den jo før eller senere. Og selv om det skulle vare en uge, kan du bare leve af bananer og kokosnødder så længe. Står du derimod på en isflage, og der dukker en isbjørn op, er du nødt til at dræbe den, hvis du ikke vil ædes. Det er enten isbjørnen eller dig«. Sådan blev Pakistan til Men undskyld, indvender jeg, var det ikke enten hinduerne eller muslimerne, lige efter landets uafhængighed? Og eftersom der var flest hinduer, var det så måske ikke ud af vagten med muslimerne, og sådan blev Pakistan til? »Jo, men det skyldtes nu nok mest en tilfældighed. Englænderne var krigstrætte og ville ud af Indien i en fart. Og så gik det galt. Læg mærke til, at i dag er der flere muslimer i Indien end i Pakistan. Og for det meste lever hinduer og muslimske indere fredeligt med hinanden. Bushs politik i Irak har skam skabt flere muslimske fundamentalister end nogen begivenheder i Indien«. I dagens udgave af Indian Times har jeg læst en historie om den 18-årige Chandrakant Gaikwal, en kasteløs student, der er forelsket i en jævnaldrende pige af højkaste. Forældrene har forbudt de unge at gifte sig. De har så gemt sig hos en ven. Her finder pigens forældre dem og stikker øjnene ud på drengen. Han redder kun livet, fordi han lover, at han ikke vil gå til politiet. Æresdrab, altså. Det er næsten som at være hjemme i Skandinavien. Rektor Ananth har en interessant trøst at byde på. »Jeg er rolig, så længe den slags historier kommer på forsiden af aviserne. For det betyder, at de er undtagelser. Jeg bliver først urolig, når de ikke længere bliver rapporteret«. Guderne må vide, hvordan vi vil opdage, når det er kommet dertil, tænker jeg i mit stille sind. Aassiss og Siddhart, to af ‘mine’ studenter, har inviteret min kone og mig på cykeltur i weekenden. Efter toleranceforelæsningen havde de time i deres kursus i etik. De fortæller, at de her diskuterede emnet videre. Eksemplet var selvmord. Selvmord er forbudt i Indien, siger de, mens abort er tilladt. Selvmord skal ikke tolereres, mener Siddhart, for selv den, hvis liv er som tortur, har dog en bevidsthed, der kan registrere, at det forholder sig sådan. Den bevidsthed må man ikke udslette. Indien er et tolerant land Er Indien et tolerant land, spørger jeg de to. Ja, siger de begge, og begrunder det med hver sine eksempler. I landsbyen, jeg kommer fra, siger Aassiss, er folk gæstfri og tolerante over for deres naboer. Selv dem, der kun har en smule, deler det lidt, de har, med andre. Prøv at se på omgangsformerne i storbyen, føjer Siddhart til. Der er så ufattelig overfyldt, og alligevel bliver folk ikke aggressive. Jeg tænker på den drønende trafik i Chennais gader, som det tager et stykke tid at aflæse. Men når man begynder at forstå koderne, forstår man også, hvad studenten mener. Trafikken glider faktisk. Og aggressionerne er færre end derhjemme. Måske er der noget om det med tigeren og isbjørnen. Foran vinduet hjemme i gæstehuset har en af campusens mange aber væltet en skraldebøtte og fået fat i en plasticbrik med appelsinjuice. En af den slags forpakninger, som det er umuligt for et menneske at få hul på. For aben er det ikke noget problem. Den kan bruge alle fire lemmer på opgaven, holde kartonen med fødderne og bruge begge hænder til at åbne den med. Betjenten, der skal holde plænen ren, står stille på afstand uden at kyse aben væk. Tålmodigt lader han den drikke ud, inden han går i gang med at rejse bøtten og samle affaldet. Måske tror han, der sidder en sjæl i aben.