Alfred Wegener var naturvidenskabsmand af den gamle skole.
Han befandt sig bedst i de højere luftlag omgivet af meteorologiske instrumenter, og selv om han skal have været et behageligt menneske og en hensynsfuld familiefar, stod der først og fremmest ’Wissenschaftler’ på visitkort og meritter. Wegener blev født i Berlin i 1880, og allerede i gymnasietiden stod det klart, at han – som et åndeligt barnebarn af Humboldt og Agassiz – skulle ud at mærke verden ruske i botaniserkassen. Han tog universitetseksaminer i matematik og astronomi, men unge Alfred var først og fremmest empiriens mand, og sammen med storebror Kurt travede han de østrigske Alper tynde, mens han gjorde flittige notater om vejr- og vindforhold, geologi og botanik.
Efter kandidateksamen blev Wegener ansat som assistent ved Aeronautisk Observatorium (alene navnet!) i Lindenberg (alene stedet!), og især arbejdet med bemandede luftballoner tiltalte den eventyrlystne akademiker. Med livet som indsats lod Wegener sig begejstret opløfte til 5.700 meters iltfattig højde, og i 1906 slog han og Kurt tilmed verdensrekorden, da de tilbragte ikke mindre end 52 timer svævende i gondolen – i isnende frost og med et forråd bestående af et pund chokolade, to koteletter, en appelsin og en flaske vand.
MEN DEN dristige ballonskipper ville andet og mere end at imponere, og da han i 1905 hørte om en forestående dansk polarfærd, tog han øjeblikkeligt nattoget til København for at gøre sine hoser grønne hos ekspeditionsleder Mylius-Erichsen. Charmeoffensiven lykkedes, og da dampskibet ’Danmark’ under stor jubel stævnede ud fra Københavns Havn en junidag i 1906, stod den 26-årige meteorolog på dækket og gjorde sig sine tanker: »Mon man også vil juble sådan, når vi kommer tilbage?«, noterede han samme aften i sin dagbog. Han blev indlogeret i et lukaf med premierløjtnant og kartograf J.P. Koch, som blev hans nære ven og senere videnskabelige makker.
Wegeners dannelsesrejse
’Danmark-Ekspeditionen’ blev på alle måder Wegeners dannelsesrejse. Den stakkels berliner var ganske vist så godt som socialt isoleret, og hans uformåenhed udi det danske sprog gjorde ham – ifølge dagbogen – »tavs som en dør« og efterlod kollegerne med indtrykket af »en stilfærdig mand med det elskværdigste smil på ansigtet« (tegneren Achton Friis’ signalement).
