Åsne Seierstad er stadig halvvejs oppe i det røde felt, da hun peger på overskriften i Jyllands-Posten. »Når virkeligheden bliver journalistikkens første offer«, står der ud for den anmeldelse, kulturredaktør Flemming Rose har skrevet af bogen, som den norske journalist og forfatter netop har fået udgivet på dansk med titlen ’Englen i Groznyj’ og undertitlen ’Historier fra Tjetjenien’. Seierstad har på det tidspunkt allerede talt om sit mangeårige arbejde som udenrigsreporter og sin litterære arbejdsmetode i det meste af en time, men det har ikke fået blodet til at rulle langsommere i hendes årer. »Han har peget på et par historiske unøjagtigheder, og så drager han hele projektet i tvivl. Jeg har været i landet 15 gange, og mit projekt er at formidle, hvordan et samfund ligger helt radbrækket tilbage. Et samfund, hvor alle samfundsstrukturer er opløst, og midt i det hele vokser der nogle børn op, hvis hjerter er fulde af had og hævn. Jeg vil formidle hele dette post-krigshelvede«, siger hun. En forrygende flot fortælling Her, onsdag formiddag, er hun allerede i fuld gang med at få arrangeret et duelmøde med Flemming Rose for at få sine synspunkter igennem. »Danmark kan være stolt af, at man har kritiske journalister, men det er også, som om I har to lejre i kulturdebatten, hvor journalisterne har deres helt egen dagsorden«, siger Seierstad. Dette siger hun, fordi Flemming Rose ikke er den eneste, der sætter spørgsmålstegn ved hendes metode. Rose medgiver, at Seierstad leverer en forrygende flot fortælling, men han er heller ikke sikker på, om han kan stole på, hvad han læser. En anden dansk journalist har under et interview sagt til Seierstad, at hendes beretning om, at det er lykkedes hende at komme ind i Tjetjenien uden at blive stoppet og registreret af myndighederne, simpelt hen ikke kan passe. Muligt at smyge sig uden om de officielle kontrolinstanser Så har hun overhovedet været der de 15 gange, hun påstår, og er hendes beretninger ikke bare den sædvanlige snak fra en journalist, som hævder at have været i et land i ugevis, men i virkeligheden kun har været der få timer? »Først blev jeg helt chokeret. Derefter blev jeg stridslysten«, siger Åsne Seierstad om mødet med den danske journalist. Ja, det er faktisk muligt, siger hun, at smyge sig uden om de officielle kontrolinstanser, når man flyver i Rusland, for dér fungerer det ellers så opreklamerede overvågningssystem ikke nær så godt, som man ellers hævder. Det er mistilliden til hendes arbejde, der får kæden til at ryge af hos Seierstad, som netop har som projekt at give et troværdigt billede af Tjetjenien af i dag. Det er et billede, som hun ikke mener, man finder andre steder. »Alle andre bøger om Tjetjenien i dag er retrospektive. Der findes en enkelt bog, som er skrevet af en mand, der ikke selv har været der. Når det gælder reportagebøger om Tjetjenien i dag, tror jeg ikke, der findes andre end min. Og hvorfor ikke? Fordi de fleste som Flemming Rose sidder bag nogle skriveborde og mener noget om andres bøger«, siger hun og banker med en finger på Jyllands-Posten. Det glemte Tjetjenien Hun er indtil videre langt mere berømt for bestselleren ’Boghandleren i Kabul’, om livet hos en afghansk familie, men ’Englen fra Groznyj’ er den bog, hun har arbejdet hårdest med. Det meste af to år. Time efter time, dag efter dag, har hun brugt på at få historierne om tjetjenske børn og voksne, som de seneste år har gennemlevet en hverdag, en almindelig dansker kun ville kunne betegne som kaotisk og mareridtsagtig. Og, ja, forklarer hun, researchen er faktisk i orden, når hun fortæller om, hvad børn på børnehjemmet hos kvinden Hadizat – også kaldet Englen i Groznyj – går rundt og tænker, og det er helt bevidst, når hun vælger at fortælle om deres følelser og oplevelser, som var det i en roman. »Tjetjenien er i dag glemt, og jeg skriver for folk, som ikke har Tjetjenien højt på deres dagsorden. Jeg vil gribe folk, og når folk i min bog læser om en dreng som Timur, skal det være som et åbent sår at læse om ham«, siger Åsne Seierstad. Benytter sig af flere forskellige fortælleteknikker Timur er et skadet barn, som om sig selv siger, at han i dag er ond. Han er en af de gennemgående børnehjemsdrenge i beretningen om ’Englen i Groznyj’. Det er en beretning, som benytter sig af flere forskellige fortælleteknikker for at kunne rumme, hvordan en dreng slår sin søster ihjel for at forhindre hende i at bringe skam over familien. Hvordan børn misbruges af deres egen familie og får uoprettelige skader. Hvordan magthaverne flår et samfund fra hinanden med terror og grådighed. I bogen fortæller Seierstad blandt andet, hvordan Timur en dag går ned til floden ved aftenstide. Solen er på vej ned, og dens lyserøde stråler skærer ham i øjnene. Han kaster sten i vandet, og læseren følger uroen i vandet og derefter drengens søgen efter en stor sten, som han kan smadre ned i hovedet på en mager hund. Journalistik handler om valg »Bliver det mere rigtigt, hvis man sætter en talestreg foran en sætning og afslutter den med et punktum. Jeg har skrevet en slags indre monolog, og den er baseret på ni-ti interview med ham. Jeg var med ham nede ved floden på det tidspunkt, hvor han normalt var dernede. Jeg så himlen på den tid af døgnet. Jeg var med ham nede på byggepladsen, hvor han fortæller, hvordan han var bange, og hvornår han frøs. Det er fakta, og hvis man ikke kan skrive det, skaber det problemer for hele reportagen. Så sætter man spørgsmålstegn ved indlevelsen og hele genren. Sagen er, at selv om man stillede et kamera op et sted og filmede 24 timer i døgnet, så ville man få noget, der ganske vist var korrekt, men det ville heller ikke være hele virkeligheden. Journalistik handler om valg«. Et af dine valg med denne bog er, at du afslutningsvis fortæller, at Hadizat og Malik fra børnehjemmet i Groznyj har fået læst deres og børnenes historier op, og at de har godkendt historierne om dem og børnehjemmet. Og at du har givet børnene andre navne? »Jeg havde dem på besøg i Norge, hvor jeg læste historierne op for dem. Noget måtte jeg fjerne, blandt andet et helt kapitel om Malik, desværre, som ellers var en fantastisk historie. Oplysningerne til slut er faktisk ikke af hensyn til kritikerne af bøgerne, men af hensyn til læserne«, siger Åsne Seierstad. Balladen om boghandleren I efterskriftet er der bl.a. oplysninger om, at det selvfølgelig indebærer en risiko at være med i en bog som ’Englen i Groznyj’, fordi myndighederne mildt sagt ikke fremstår i et gunstigt lys, men Hadizat er citeret for at sige, at det også er farligt at tie. Og som Åsne Seierstad ser det, er der måske endda et element af beskyttelse i, at børnehjemmet optræder i en bog, som nu bliver internationalt omtalt. Tilføjelsen til den nye bog er, siger Åsne Seierstad, også en lære af erfaringerne fra bogen ’Boghandleren i Kabul’, som gjorde store ophævelser over det billede, den norske journalist tegnede af hans familie. »Men det betyder ikke, at jeg burde have sendt mit manuskript til gennemlæsning hos Shah Muhammad Rais (boghandleren, red.). I denne bog ville jeg have, at folk kunne tale frit, og derefter måtte vi se, hvad vi blev nødt til at skære væk. Når man er ude i felten og har et mål I boghandlerens tilfælde havde vi en aftale om, at jeg var der som journalist, og eftersom jeg ikke kunne afghansk, blev alt fortalt til mig på engelsk, så det var ikke et spørgsmål om, at jeg fik hemmelige ting at vide. Hvis jeg ser tilbage, ville jeg sikkert ikke have ændret ret meget i ’Boghandleren i Kabul’, men måske kunne jeg have sløret nogle historier lidt mere«. Politikens anmelder mener, din nye bog blandt andet er skrevet med dødsforagt. Hvad siger du til det? »Når man rejser til områder som Tjetjenien, beslutter man sig for ikke at tænke på døden. Man går ind i et andet modus. Når man er ude i felten og har et mål, så skubber man alt andet til side. For at skrive en bog som denne her, må du simpelt hen glemme dig selv«.