Det er altid sin sag at anklage en forfatter for at skrive for meget. Hvis bøgerne er gode nok, er der vel ikke noget problem? Det gælder ikke mindst for krimier, hvor udgivelseskadencen er høj, og hvor ikke mange fans kunne drømme om at beskylde fordums Simenon eller nutids Ian Rankin for at skrive for mange bøger om henholdsvis Maigret og Rebus. Problemet antager en lidt anden karakter, når der er tale om krimier, der i udpræget grad samtidig med at hæge om plot og atmosfære også sprogligt lægger billet ind på at være litteratur i bred forstand – og bliver betragtet som sådan. Som James Lee Burke gør det med sine romaner om den tørlagte Louisiana-politimand Dave Robicheaux. Burke bliver helt naturligt sammenlignet med Faulkner og andre tunge drenge. En uhyre stærk forfatter Også selv om han skriver i et tempo så hæsblæsende, at det kan konkurrere med de fleste samlebåndsforfattere af pulp fiktion. Med novellesamlingen ’Jesus på dybt vand’ og den seneste Robicheaux-krimi ’The Tin Roof Blowdown’ viser James Lee Burke, at han stadig er en mester på sit felt, og også en uhyre stærk forfatter, når han for en gangs skyld, som i sin karrieres vår, skriver noget andet end krimier. Men den danske oversættelse af ’Pegasus Descending’ fra 2006 minder om, at Burkes enorme produktivitet ikke er uden omkostninger. I hvert fald ikke hvis krimierne vil tages alvorligt som litteratur. Hastværk er ikke nødvendigvis lastværk, men i tilfældet ’Pegasus i frit fald’ må man fremføre en stadig mere relevant kritik af Burkes sene krimier: Klichéen findes i detaljen. Karaktertegningen er både spraglet, opfindsom og sikker Fokuserer man på de kriminelle grundelementer, er ’Pegasus i frit fald’ en muskuløs og intelligent krimi, der giver det meste inden for genren baghjul. Plottet er godt skruet sammen. Tungt åndende af spænding og sanselighed og i intens diskussion med sin amerikanske samtids udfordringer. Karaktertegningen er i romanens store persongalleri både spraglet, opfindsom og sikker. Temaerne er velkendte. Forbryderne bag de pæne facader. Den politiske klikes fuldstændige mangel på moral og lukrative parløb med lyssky kræfter. Små mennesker kommer i klemme i de store tandhjul for at de store kan gå fri og kun den retfærdige ridder Robicheaux og hans løbske eksmakker Clete Purcell stritter imod, når de bekvemme syndebukke går i saksen. Man genkender for mange tanker fra bog til bog At en forfatter gentager sine temaer, er der ikke noget betænkeligt ved. Tværtimod. Hvad der i ’Pegasus i frit fald’ er problematisk, er repetitionen af detaljer og idéer. Man genkender simpelthen for mange tanker og idéer fra bog til bog. De skvulper rundt og dukker lidt for tilfældigt op hist og her og gør det lidt for tit. Det er en i sig selv slem kliché at bruge madlavning som metafor, men dette er jo en anmeldelse og ikke et stykke litteratur, så hvorfor ikke bare fastslå, at James Lee Burke i alt for høj grad griber ud efter de samme ting på hylden med cajun-krydderier, når han skal røre endnu en omgang god gumbokrimi sammen? Der er tilsyneladende ingen ende på lageret af skæbnesvangre psykopater fra Robicheaux’ fortid. Der er ingen ende på gangstere, han kender fra sin opvækst. De samme lommepsykologiske elementer Og aldrig kan psykopaterne nære sig fra at true Robicheaux’ familie. Hvilket lige så sikkert er en rigtig stor fejltagelse. Uanset hvad nummer hustru Robicheaux er nået til (Molly er nummer 3, en reformeret nonne reddet fra cølibat), så boller hun som kødelighedens svar på en frelsende engel. Nu med fregner. Også den tørlagte alkoholiker Robicheaux’ rituelle, voldelige raserianfald, rummer de samme lommepsykologiske elementer igen og igen. Læg dertil, at alligatorerne plumper i vandet så præcist som kukuret, siger kuk-kuk, at himlen er blodstribet rød ved solnedgang, at Robicheaux tænker flygtigt på sydstatssoldaterne i fortidens tåge og at en betænkelig tendens til terapeutisk bedreviden har sneget sig ind i Robicheaux’ måde at kommunikere med andre mennesker på. Hvis ’Pegasus i frit fald’ er den første James Lee Burke-krimi, man læser, vil alt dette intet betyde. Så er det nemlig bare krydderi og det skal der jo være i en krydret ret. Hvis det derimod er nummer 10, er indsigelsen til gengæld relevant. En sproglig genbrugskrimi En fin linje adskiller den detalje, der skaber atmosfære, stilfornemmelse og genkendelse fra den detalje, der samtidig ved genbrug er blevet devalueret til vane og repetition. Burke har med ’Pegasus i frit fald’ skrevet en god krimi præget af den sædvanlige imponerende energiske fremdrift. Der er knald på og dét i en brutal grad. Men han har også skrevet en sproglig genbrugskrimi, som gør, at man ikke bare uden videre kan betragte det som lurmærket litteratur som f.eks. kollegaen James Ellroys hovedværker. At udgivelsen så også godt kunne have brugt en skarpere korrektur til at fange de mange småfejl, gør ikke hastværket mindre iøjnefaldende.