Han er 35 og hun 53 år, da de bliver gift i 1924. Men spørgsmålet er, om han kender hendes alder på dette afgørende tidspunkt, den er nemlig opgivet som 43 på vielsesattesten. Hun bliver gift for tredje gang, måske med en 30-årig jomfru, som bortset fra en heroisk soldatertid i Første Verdenskrig, har boet hele sit liv sammen med sin mor. Hun er smuk og mystisk med en fortid fra århundredskiftets bohemeliv i New York, hvor hun både røg opium, havde affærer og lod sig portrættere mere eller mindre nøgen på franske postkort og et maleri som i årevis hang over en bar i et mondænt hotel i storbyen, som aldrig sover. Han er succesrig direktør for små rige oliefirmaer, flot fyr med pibe og tweedjakke, aristokratisk i almen væremåde og arrogant over for alt amerikansk. Han hedder Raymond Chandler, hun Cissy Pascal, men med hans ring på sin finger selvfølgelig Mrs. Chandler. Et af de mest skelsættende forfatterskaber i moderne tid Dette navn førte hende for sidste gang væk fra sin dåbsattest, lydende yderst nøgternt på Pearl Eugenia Hurlburt, født i 1870 ude i det midtvestlige bibelbælte, staten Ohio. Men Cissy Chandler er og bliver en slags Mona Lisa-smil i et af de mest spændende og skelsættende forfatterskaber i moderne tid, Raymond Chandlers romaner om enspænderen og privatdetektiven Philip Marlowe. En elegant rapkæftet jeg-fortællende detektiv, hvis forhold til mænd og kvinder, især de sidste, har været omdiskuteret fra forfatterskabets første roman, ’Den lange søvn’ fra 1939 til den sidste ’Playback’ i 1958. Marlowes ambivalente og nu og da groft misogyne og homofobiske kønsopdeling, er gerne blevet sat i perspektiv af Chandlers ægteskab med en 17 år ældre kvinde. Og hans egne fatale sidespring med yngre kvinder ofte. Bog om ægteskabet i almindelighed Chandler var dranker i den genre, som hedder en sjus er for meget, 100 for lidt. Forfatteren Judith Freemans bog om ægteskabet i almindelighed, Cissy Chandler i særdeleshed, ’The Long Embrace’, er ikke en biografisk udredning, men sådan set en elegisk og nysgerrig rejse ind i et parforhold, hvor hustruen er en inspirerende gåde, husbonden den enfoldige flue i sin egen ravklump. Frossen inde i forne tider og en senromantisk opfattelse af hin eneste ene og så alligevel paradoksalt til fals for vampede duller, som falder til føje uden møje for en midaldrende mand, som på en god dag ligner Cary Grant. Heldigvis kan Chandler ikke døje børn, så at hans kone mere er på menopause end moderskab, går aldrig rigtigt op for ham. Hun er et væsen af kærligt kviksølv, som han selv smelter stabilt fast i egne illusioner. En femme fatale på flugt for fortiden Aldrig gammel og rynket, affældig og aseksuel, men som på den første dag, det første kys og det første favntag en duft af æterisk parfume, ødipal tryghed og i den grad moden og sofistikeret erotik. Judith Freeman forsøger at opspore den enigmatiske Cissy. Hvem var hun? Men på denne lange rute, ægteparret flyttede i deres 20-årige ægteskab mere end 30 gange rundt i Californien med eneste bagage bortset fra tøj og kat, en samling små dyr af glas, som de hver især kaldte ved kodede kælenavne, slipper Cissy sporløs ud af fokus i sidste ende og side, just som i en klassisk film noir om en femme fatale på flugt for fortiden. Samtidig bliver Freeman besat af Chandler og bliver til Philip Marlowes datter på sporet efter en tid, som fortaber sig i skæbne og slum, huse som bliver revet ned, sæder og skikke der bliver omkalfatret til den labile californiske løsagtighed og livsstil, allerede Chandler advarede imod. Pendling mellem fakta og fiktion Bogen er således en crossover, en fascinerende pendling mellem fakta og fiktion. Freeman begynder at drikke hans yndlingscocktail, en ’Gimlet’, halv limejuice og halv 47 procent engelsk gin, ja taler og bjæffer præcis som detektiven i romanerne. Vi kommer på en tur til Oxford, hvor halvdelen af Chandlers arkiv opholder sig. Plus de få breve mellem ham og konen, som han ikke fik brændt kort før sin død af druk i 1959. Raymond Chandler var ikke nogen stor forfatter i klassisk forstand, hvor parametret hedder Balzac, Dickens og Tolstoj, men med sin melankolske og nostalgiske og især enerverende nerve for kriminalitet og kærlighed, er og bliver Chandler unik og original. Lidt i retning af komponisten Erik Satie inden for musikken, enstrenget monoton, men med absolut gehør og gehalt. En besættende beretning om et ægteskab og forfatterskab ’The Long Embrace’ er på sæt og vis en besættende beretning om et ægteskab og forfatterskab, som på ydersiden lignede amerikansk anstændighed. Ægteskabet forvandler sig imidlertid fra en grænseløs forelskelse til et kærlighedsløst fængsel, hvor man tvivler på, at Chandler nogensinde erkender sin kones alder og forfald. Judith Freeman finder ingen sigende fotografier af fru Chandler efter 1930. Men hun synes at være gået klædt som Barbara Cartland, lyserød, fimset og i tyl og silke. Aldrig tilfreds med det Raymond skrev, så få år efter hendes død, dør hendes ridder af skam og sprut, pinligt smidt ud af venner og bekendte, hoteller og lejligheder i hans elskede London. Alligevel og for altid skrevet op til en lille, men absolut solid andelslejlighed i verdenslitteraturens store hus.