I slutningen af Anden Verdenskrig omkommer 4-årige Kristin i den jordskakt, en mand har lukket hende ned i. Udåden observeres fra vinduet i et nærliggende hus, men det hjælper ikke pigen, der i en blanding af angst og resignation lægger sig til at dø med hånden lukket om et vigtigt brev. Makaberheden er afsæt for islandske Yrsa Sigurdardóttirs andet krimiudspil om Reykjavikadvokaten Thóra Gudmundsdóttir. Men selv om der smøres godt på fra start, holder løfterne om højfrekvent spænding forløst med talent ikke for et nærmere eftersyn. Thóra kaldes mange år efter barnemordet til et afsidesliggende wellness-center af sin klient Jonas. Som ejer af stedet mener han sig taget ved næsen af de tidligere ejere, da det har vist sig, at området er hjemsøgt. Flere af wellness-centrets sensitive ansatte har hørt mystisk barnegråd i de sene nattetimer, og Jonas er selv rystet efter intermezzoet med et barnespøgelse i hans lejlighed. Mystiske personer dukker op Desuden går rygtet, at uønskede børn led en krank skæbne på området i ældre tid. I forsøget på at skrue en erstatningssag sammen, begynder Thóra at snuse rundt. Gamle fotografier dukker op, og gennem samtaler med lokalbefolkning og gæster ruller en dramatisk slægtshistorie sig efterhånden ud. Samtidig finder man stedets kvindelige arkitekt bestialsk myrdet på en nærliggende strand. Wellness-centret er fyldt af mystiske personer med ting og sager i bagagen. Hvem er den unge mand i rullestolen med det vansirede ansigt? Og den bredskuldrede kajakroer, der helst undgår Thóra? Og hvorfor tuller en gammel, estimeret toppolitiker rundt mellem healingmassage og spiritistseancer? Krydret med mord i tågede, barske naturomgivelser I selskab med sin tyske elsker forsøger Thóra på bedste Miss Marple-maner at rede trådene ud ikke mindst for sin klient Jonas, der fedtes mere og mere ind i hele balladen, efterhånden som dagene går. Sigurdardóttir har helt sikkert haft en god skrivebordsidé. Metafysiske fænomener krydret med mord i tågede, barske naturomgivelser er jo guf for uhyggeelskere. Men ... dels foldes historien ud med et minimum af de spændingsmæssige højdepunkter eller cliffhangers, der almindeligvis kan drive en fortælling – og læserens læselyst –frem. Resultatet er en langstrakt, handlingsmæssig grød, hvor hovedpersonerne tilmed forbliver skabelonagtige uden overbevisende identitet og dybere psykologisk tegning. Og uden hud og hår på figurerne bliver man flintrende ligeglad med deres videre skæbne. Relativ tung og ujævn tekst Sprogligt er der endvidere tale om en relativ tung og ujævn tekst primært båret af dialoger, der godt nok fungerer momentvis, men også skæmmes af for mange klicheer. Ukyndig i det islandske sprog kan jeg ikke vurdere, om det er oversættelsen, den er gal med. Men den sproglige side af sagen kompenserer i hvert fald ikke for en krimi, der burde være kraftigt beskåret, peppet og strammet op i fortællingen og ikke mindst gennemskrevet endnu en gang.