Hun har glemt at købe tomater og stearinlys. Det kan ske for enhver. Hun orker ikke at frekventere supermarkedet for anden gang den dag. Det kender man godt. Hun ringer på hos nabokonen for at låne de der tomater. Nabokonen smiler. »Hvad så, Elisabeth (...) vil du ind (...) du er stadigvæk i nattøjet?«. Der er jo en lille statistisk mulighed for, at man selv en dag krydser grænsen, bevæger sig uden for normalitetens pæne havehæk i nattøj. Og bliver bims. Splitterravende og indlæggelsesklar. Har man denne frygt inden for rækkevidde, skal man holde sig langt fra Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ’Ingen’. Det er en respektindgydende præcis og nuancerig beskrivelse af et sart sind på vej ind i – og måske ud – af et uformeligt mørke, der trækker sammen som et tordenvejr; først en svag rumlen i udkanten af bevidstheden, så nærmere og nærmere, indtil alt går i buldrende sort. Et barn og en skilsmisse Kvinden Elisabeth gør ellers status over alt det, der ikke er galt: Ingen er død, hun er ikke alvorligt syg, huset er hverken brændt eller sat på tvangsauktion. »Alt i alt er der ikke nogen grund til at være bange«, konkluderer hun på romanens første side, mens skriften blot et par linjer længere nede begynder at skeje ud og ændre størrelse. Hen over de følgende sider slæbes man ubønhørligt med fotografen Elisabeth ind i angstens og depressionens logik, alt imens hendes syge- og livshistorie fortælles i brudstykker og glimt. Et ægteskab, et barn og en skilsmisse er det blevet til foruden en hel masse (kunstnerisk) sensibilitet, som svært lader sig placere, forklare og tåle. Aktuelt er hendes dybdeborende journalistkæreste pist forsvundet. Eller er det hende, der forsvinder for ham? Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan – som romanens fotograf – fremkalde billeder med urovækkende dybde og dirrende, sarte lag af sandhed: som erindringsscenen, hvor Elisabeth gennem ruden betragter sin legende datter, på vej ud af synsfeltet iført en alt for skrigende jakke. Ikke et rasende udfald mod ’samfundet’ Moderen farer ud og giver Molly den almindelige blå vindjakke på, fordi billedet til forveksling ligner åbningsscenen i en krimifilm. Eller åbningen i Nicolas Roegs gyser ’Rødt chok’... nej, uhyggelige film om forsvundne børn i almindelighed, fortsætter man associationsrækken. Indtil det går op for en, at billedet har fat i en langt mere uudgrundelig og bundløs angst. ’Ingen’, Marstrand-Jørgensens tredje roman, er ikke et af disse rasende udfald mod ’samfundet’, ’systemet’ eller ’kønsrollerne’, som op gennem historien har vendt op og ned på galt og normalt. Det er ikke enerens kamp mod de ufølsomme andre. ’Ingen’ er derimod en meget intim og neddæmpet rapport fra en anden verden, der ligger snublende nær den gængse. På research i nattøj Indlevelsen er uomgængelig – på grænsen til det ubærlige – og man kommer uvægerligt til at tænke på, om den biografiske forfatter selv har været på research i nattøj uden for havehækken. Genren er dog romanens, og uanset hvilken kontrakt forfatteren – i overensstemmelse med tidens litteraturteoretiske trend – måtte ønske at indgå med læseren, så løfter den stramt komponerede tekst sig langt over sygejournalens. Men ligesom sygejournalen er den absolut ikke for sarte sjæle.