Det evige omkvæd i forbindelse med omtale af Ruslands præsident, Vladimir Putin, er at han jo har rødder i sikkerhedspolitiet, det, der på hans tid hed KGB. Det forklarer ganske rigtigt også, hvorfor russisk politik har træk fra både diverse mafiaer og fra sovjettidens totalitarisme. Men hvad er dette KGB egentlig, som har fået sit eget liv i filmindustrien, og hvorfor har det stadig Rusland i sit greb? Det kan man som interesseret borger finde svar på i Erik Kulavigs bog om de russiske sikkerhedstjenesters historie. Dens kronologiske, klare opbygning, korte kapitler og navneregister gør den sandsynligvis også velegnet som opslagsbog. Jeg glæder mig i hvert fald til at have den ved hånden, når jeg for mine synders skyld skal skelne mellem de mange forkortelser, der har været brugt om organerne for statssikkerhed. Der opstår tankevækkende associationer Essensen har gennem tiderne været den samme: at sørge for, at Ruslands autoritære – siden totalitære – ledelse vidste, hvad der foregik blandt kolleger og i befolkningen – og kunne slå hårdt ned på det. Nu, hvor terrorbekæmpelsen truer med at gøre os alle retssikkerhedsmæssigt tonedøve, er det sundt at blive mindet om, hvor langt man kan komme ud, hvis normerne skrider. For ikke at blive beskyldt for at male fanden på væggen vil jeg skynde mig at medgive, at den vesteuropæiske kultur står betydeligt bedre rustet mod barbariet end den russiske. Men der opstår tankevækkende associationer, når man læser, at antiterrorloven også blev anvendt i bekæmpelsen af dårlig arbejdsdisciplin. Det var i 1937, året hvor ’terrorbekæmpelsen’ toppede – og selv var terror. 1500-tallet og Ivan den Grusommes livgarde Bogen fører os møjsommeligt og som lovet i titlen gennem magtapparatets hemmelige tjenester helt tilbage fra 1500-tallet og Ivan den Grusommes livgarde. Allerede under den første Romanov i begyndelsen af 1600-tallet fik den hemmelige tjeneste sit eget ministerium. At understrege fænomenets lange og magtfulde tradition i Rusland ville nok være at løbe åbne døre ind. Til gengæld gør Kulavig ganske berettiget et stort nummer ud af at gentage, at i sovjetstyrets første år og især i stalintiden blev arbejdsulykker, uopfyldte mål, fiaskoer og manglende forsyninger alt sammen forklaret med sabotage. Og følgelig skulle der findes nogle skyldige. At sovjetstaten ikke kunne sole sig i solidarisk succes og opbakning fra befolkningens side, og at der sikkert også var reel sabotage, skal naturligvis ikke overses og bliver det da heller ikke af Kulavig. Folk uden fast arbejde var kriminelle Der var også masser af almindelig kriminalitet, selv om vi i demokratiske stater er tilbøjelige til at glemme, at ikke alle fanger i totalitære stater er politiske. Men det er dog et politisk valg at kriminalisere og militarisere arbejdsrelationer, der i det civile aftalesamfund højst straffes med en bod eller bortvisning. I tredivernes sovjetiske samfund var udeblivelse fra arbejde som en desertering fra fronten, med tilsvarende straf. Folk uden fast arbejde var kriminelle. Det har nok virket afskrækkende, at 55.000 personer i løbet af fem måneder i 1932 blev dømt – halvdelen skudt – for tyveri af statens ejendom. Men det løste naturligvis ikke de problemer, der var affødt af regulær nød og elendighed, bureaukrati, dårlige veje, druk og inkompetence; tværtimod forværrede det problemerne, at der også blev udrenset mange kvalificerede fagfolk i produktion og administration. Stalin fylder meget Deres forbrydelse var, at de var uddannet i tsartiden. Terroren ramte i flæng (som terror jo gør), men det betød mindre, hvis den fik de øvrige til at rette ind. Kulavig påpeger, at Stalins ’Wirtschaftswunder’, som han kalder det, ikke kunne lade sig gøre uden millioner af tvangsarbejdere. Stalin fylder nødvendigvis meget i en bog om sikkerhedstjenesternes historie, for det var ham der mest konsekvent brugte dem i sin egen kamp for at få fuld kontrol over partiet. Den samme fremgangsmåde brugte han over for militæret, som endte med at forbløde. Magtkampen mellem statsadvokaturen og sikkerhedstjenesten har i forskellige former fundet sted i hele Ruslands historie. Det har nok reddet et og andet menneskeliv, at for eksempel udenrigsministeriet ikke ville lade sig diktere af indenrigsministeriet, under hvem det politiske politi hørte i perioder. Kulavig er mærkeligt diskret Det er netop de skiftende, ofte kortvarige, perioders organisations- og tilhørsforhold og navne på cheferne, man får overblik over i Kulavigs bog. Den går lettere hen over tiden efter Stalin, især Leonid Brezjnevs mange år. Her var mængden af politiske fængslinger, tortur, henrettelser og arbejdslejre mindre, men dog stadig et fænomen, der forpestede livet i sovjetstaten, og som både sovjetborgere og udlændinge i den grad måtte tage højde for. Men her skifter Kulavig fokus til spionage, herunder et kapitel om KGB i Danmark, der inkriminerer DKP’s chefideolog, Ib Nørlund, på grund af hans landsskadelige virksomhed. Det siges med rene ord. Derimod er Kulavig mærkeligt diskret, når han omtaler »en række fremtrædende vestlige kulturpersonligheder, heriblandt danske«, der spredte misinformation om udryddelsen af den russiske bondestand i 1932-33 ved at melde, »at sulten, hvor millioner omkom, ikke var andet end antisovjetisk propaganda«. Beklageligvis lidt uambitiøs Hvorfor nævner Kulavig hverken her eller senere navne på dem, der var Lenins ’nyttige idioter’ eller godt betalte kynikere? Han ville næppe blive beskyldt for at være revanchist af den grund. Og hvis han gjorde, måtte han være forsker nok til at kunne tilbagevise anklagen. Det er nemlig en ikke uvæsentlig brik til billedet af et lands undertrykkelsesapparat, hvem det fik hjælp af udefra. Og hvordan den blev organiseret. Kulavig nævner, at den danske ’Samarbejdskomite for Fred og Sikkerhed’, oprettet 1974, var sovjetisk støttet og styret. Det var ’Nej til atomvåben’, som kritiserede både USA og USSR, ikke, trods beskyldninger om det modsatte. Og trods ihærdig indsats fra Moskva. Det giver håb om, at også nutidens pendant halalhippierne kan tænke selv. Skønt Kulavigs bog beklageligvis er lidt uambitiøs i kritisk-analytisk dybde, især og næsten eklatant i de sammenfattende kapitler, satte den alligevel tanker i gang hos denne læser. For eksempel om, hvor stor en rolle de involverede lederes nationalitet spillede. Det var russere mod georgiere mod ukrainere mod georgiere mod russere mod jøder mod russere osv. Undtagen når alle var mod jøderne … Indsigt i andre aspekter af Ruslands historie Historien om KGB kan give den opmærksomme læser indsigt i andre aspekter af Ruslands historie – netop fordi den russiske sikkerhedstjeneste til alle tider er så sammenvævet med staten. Den nuværende præsident har frygtblandet, folkelig opbakning, og nu som før marcherer menneskemasser på halve millioner gennem Moskvas gader, råbende »død over…«. Hvem? Den Putin peger på som fjenden. Kulavig vedgår i sit forord, at ’KGB’ er en »gengivelse, sammenskrivning og diskussion af andres historier«. Hvorfor nævnes dette lands fremmeste stalinforsker, Niels Erik Rosenfeldt, så ikke en eneste gang?