Når ens far er bedemand med tvangsneurotisk hang til at dekorere familiehjemmet perfektionistisk som et mindre herresæde, er det ikke uvittigt af børnene (og oversætteren) at omtale huset som ’Dårekisten’
– den amerikanske titels ’Fun Home’, formoder jeg. Men undertitlens genrebetegnelse ’tragicomic’ lader sig jo ikke oversætte.
En slags kolbøttefabrik er familien Bechdels hjem:
Den omvæltende oplysning om, at hendes far har været skabsbøsse, får Alison først som voksen, da hun selv har samlet mod til at vende forældrenes billede af hende på hovedet med oplysningen om, at hun er lesbisk. Kort efter bliver hendes far dræbt af en lastbil – som han med vilje trådte ud foran?
Sådan er rammen om den mest omtalte ’graphic novel’ i USA i 2006 og 07, bl.a. kåret som ’årets bog’ i Time Magazine og betegnet som »årtiets bedste erindringer« i The New Yorker.
Årets ’bedste værk baseret på virkeligheden’
Bogen har foruden et par finlitterære priser fået tegneseriebranchens særdeles seriøse Eisner Award som årets ’bedste værk baseret på virkeligheden’.
Netop Will Eisner udmøntede begrebet ’graphic novel’ om sine tegnede skæbnefortællinger ’En kontrakt med Gud’ (1978), men især Art Spiegelmans tobinds omdigtning af hans fars holocaust-erindringer i ’Maus’ (1986) dannede skole, så biografi og erindring blev dominerende genrer i det ny format.
Iranske Marjane Satrapis ’Persepolis’ og franske David B.s ’Det store onde’ er fremtrædende nyere eksempler.
Alison Bechdel, f. 1960 i Pennsylvania, tegner ikke sin livshistorie i Satrapis stiliseret naivistiske eller David B.s fabulerende, kontrastrigt sort-hvide stil, men heller ikke helt så prunkløst forenklet som Spiegelman.
Alle hverdagens gråtoner
Hendes univers har alle hverdagens gråtoner i en effektfuldt udnyttet blegblå dækfarve (ligesom i landsmændene Daniel Clowes og Seths beslægtede serier, omtalt i Pol. 28. oktober).
Andre inspirationer til hendes miljø- og figurtegning kan spores til Ben Katchor og Doonesbury-tegneren Trudeau.
Men den store klangbund for familielivet i Beech Creek, Pennsylvania, lægger verdenslitteraturen: Prousts ’På sporet efter den tabte tid’ og Scott Fitzgeralds ’Den store Gatsby’ strukturerer de litteraturkyndige forældres selvforståelse, suppleret med Albert Camus’ essays, William Faulkners romaner og Wallace Stevens’ digte.
Nøgler til sig selv finder Alison selvfølgelig hos Colette, Kate Miller, Radclyffe Hall, Virginia Woolf ... for ikke at tale om magasinet Esquires sider med herremode.
Faren han går og sminker lig
I stikordsform kan det lyde som litterær namedropping, mens figurer og scene måske mere giver associationer til et Osvald-omkvæd om, ’hvem der ligger i med bedemandens datter, mens faren han går og sminker lig’.
Men nej – resultatet er fjernt fra både litteratursnobberi og lummerhed. Sin tilsyneladende troskyldige beretning komponerer Bechdel med lang lunte op til den egentlige pointe:
Børnenes vrængen ad faren vender sig til den voksne datters for sene forsøg på kontakt og forståelse, virkningsfuldt spejlet i både ’Odysseen’ og ’Ulysses’:
Nok udveksler far og datter i forbifarten erindringer om at klæde sig ud i hhv. pige- og drengetøj, men »Det var ikke Odysseus’ og Telemachos’ hulkende, glædelige genforening.
Et blufærdigt og usentimentalt billedepos
Det var snarere faderløse Stephen og barnløse Bloom ... Men hvem af os var faren?« spørger den voksne Alison og knytter med Joyces Stephen Daedalus tilbage til barndommen, da faren og hun legede flyver: Ikaros som forsøgskanin for nok så forsigtige fader Daidalos.
Dermed distancerer fortællingen den gængse coming of age-roman såvel som dens homofile underkategori, spring ud og bliv voksen-romanen.
Vel er der efterklang fra både ’Forbandede ungdom’ og ’Ensomhedens brønd’, men i det større mytiske ekkorum udvides klangen fra privat til alment:
Et blufærdigt og usentimentalt billedepos indtegner sig i litteraturens årtusindlange sang om uforløste bindinger og afmægtige kontaktforsøg mellem ophav og afkom!
