Franskmænd hævder naturellement, at de har opfundet den sorte romangenre, le roman noir, med Emile Zola og Co.

Men igen skal de gode gallere ikke komme for godt i gang. En stor del af genren ligger i Wilkie Collins’ litterære arvelod. Især med hans første store gennembrudsroman fra 1860, ’Kvinden i hvidt’, som på alle måder er skelsættende for den fortælling, han selv kaldte for den dramatiske roman, med et antydet ’melo’ foran sig! Victorianerne elskede nemlig melodramaer, men de skulle ende godt, godt nok med lidt død undervejs. Det var vejen ad hvilken ind i engelske hjerter, og den kendte den store Charles Dickens bedre end andre. Han var en slags faderskikkelse for og ven, kollega, men også konkurrent med Wilkie Collins, mandslingen på lidt over halvandet meter, kronet med et æggehoved stort som en vandmelon. Ikke smuk og ’handsome’ som Dickens, til gengæld god til det der med kvinder. Thi han holdt hele to af dem som bigamist i en bigot epoke. En af hans elskerinder var hende i hvidt, som han sammen med maleren J.E. Millais så forsvinde ud fra et hus i Londons koglende nat for så senere at vende tilbage på anden vis i Collins’ liv. Maleren med sans for prærafaelitiske kvinder med langt rødt hår og vandblå øjne så straks hendes skønhed som en moderne Ofelia. Den realistiske forfatter Collins ville straks vide alt om hende. Det kom han senere til, men i mellemtiden skrev han så sin føljetonroman ’Kvinden i hvidt’.
En underskøn kvinde Den unge neurotiske og nørdede kunstner Walter Hartright møder just som sin forfatter en underskøn kvinde i bleget hvidt, flygtigt og flagrende ud i mørket, og så er hun mystisk væk. Snart bliver vor helt ansat på godset Limmeridge som tegnelærer for kvinderne Laura og Marian. Marian er den grimme, men gennemført sanselige kvinde med en hungrende skikkelse, mens Laura enigmatisk og æterisk minder påfaldende om hin hvide kvinde, Walter så i et glimt af skæbne og sex. Og det er der en grund til, som hænger sammen med en infamt impliceret intrige på forveksling, ægteskab og fatalitet og så romanens diabolske skurk, den romerske Grev Fosca, stormester i en global frimurerloge, som hævner brud på tavshed med usigelig terror og voldsom død. Fosca er den geniale storforbryder, som vi senere skulle gense ham i adskillige varianter hos Collins’ elever, såsom de tre store, Dashiell Hammett, Raymond Chandler og Eric Ambler. Dette karismatiske, men kriminelle menneskebjerg på 60 år kan noget med sin tunge, som får kvinder til at falde til føje og mænd til at høre efter. Den frankofile Collins, som altid besøgte lighuset, når han var i Paris, har lagt hele sit syrlige syn på sin britiske samtid i denne italiener, der både emmer af mafia, spionage og sadisme. Men på den fede amoralske facon. Det var derfor, at samtidens kritik ikke tog nådigt mod bogen, den tog ikke nok moralsk afstand fra kriminalitet. Collins’ romaner summer af en sensuel dobbelttydighed, erotisk ambiguitet, der forargede ikke kun læserne, men også Charles Dickens, som advarede sin ven mod påvirkning fra franske romaner. Den intellektuelle Collins gik på egen måde et skridt videre med sine kvinder og deres latente længsler efter andet og mere end at have en salmebog mellem benene og lave den perfekte julebudding. Måske fordi han som så mange andre angelsaksiske forfattere var traumatiseret af mobning på kostskolens sovesal. Langt mere end Dickens var Collins et offer for tidens iskolde socialisation for drenge med dybe ar af trang til andre følelser end smæk fra spanskrør, kolde afvaskninger og fædre med smalle stive overlæber. Sociale vovemod ’Kvinden i hvidt’ er en flerstemmig sag, et fantastisk polyfonisk værk strikket sammen af diverse spændende beretninger, som udgør et spraglet, aldrig kedeligt gobelin. Du kan finde dens komposition klodset og uden kronologi, men historien fascinerer mere end så meget andet af tidens føljetonlitteratur på sit både stilistiske og sociale vovemod. Bare titel og handling var en klar hentydning til periodens hvide slavehandel, hvor kvinder forsvandt enten som sexslaver i skjulte haver eller som besværlige koner på sindssygehospital. Engelsk litteraturs Rasmus Modsat, T.S. Eliott, som selv fik en besværlig hustru spærret inde, satte ’Kvinden i hvidt’ højere end noget af Dickens. I det hele taget peger Collins’ roman frem mod kvindelige dobbeltgængere, la femme fatale i nat og tåge, fra David Raksins smægtende melodi om Laura til filmen af samme navn, over Hitchcocks geniale ’Vertigo’ til Lawrence Kasdans anden elvekvinde i hvidt i ’Høj Puls’. Alt dette og meget mere skriver dramatikeren Jokum Rohde fremragende om i et efterskrift, som den læge læser bør læse før selve romanen. Aldeles fint og følsomt oversat af Christiane Rohde. Efter sigende begyndte hendes oversættelse som oplæsning for en kræftdøende veninde og blev så siden poleret til en appetitlig og (op)læseværdig fordanskning. Sådan noget ville glæde gamle Collins, som selv ønskede at optræde i sine tekster. Snart om kap med døden, der besøgte ham i en alder af 65 år i 1889 med en cocktail af hjerteslag og opium. Collins skal ikke lignes med den større Dickens, men han er en stemme i samme kor, store victorianere som sang deres samtid i dur og mol. Collins nok mest det sidste.