I en lille svensk bølge af halvokkulte gysere i Stephen King-sporet følges John Ajvide Lindqvists allerede filmatiserede vampyrroman ’Lad den rette komme ind’ her op af Johanne Hildebrandt med en roman om onde ånders bogstavelige uudryddelighed: En pestepidemi fra år 912 bryder ud på ny i 2000-tallet, da et mosefund fra dengang bliver blotlagt af Stockholm-arkæologer i hælene på et hold bygge- og vejarbejdere.
Men foruden den dødbringende byldeplage er også selveste »den mørke« sluppet fri. Routa hedder han på samisk, og det 1.100-1.200 år gamle lig er i sin tid ofret – blevet garrotteret, fået halsen skåret over og derpå druknet i en hellig kilde på Stalofjeldet i Västerbotten – for at binde den arge satans onde kræfter. Dæmonen – eller hvad vi nu skal kalde »den mørke« – nærer sig af folks svaghed, angst og misundelse og kan indtage hele personer, viser det sig i arkæologmiljøet, der oser af akademiske ambitioner, falsk loyalitet, erotisk frustration og hensynsløst brødnid.
Finderen af den naturligt mumificerede oldtidskvinde – dog tusind år yngre end vores Tollundmand, som nævnes i forbifarten – er ironisk nok Helena, nutidshovedpersonen, der skriver på en ph.d.-afhandling om oldtidens ofringer, men selv har samiske rødder netop på dén egn. Og snart begriber vi jo, at mosemumien må være Aila, den shamansøster, hvis synsvinkel vi følger i de indlagte fortidsafsnit fra år 912. Helena fatter derimod sammenhængen forbløffende langsomt, skønt hun selv som lille blev kaldt Aila og nu bliver kraftigt presset til at besøge sin døende, samiske farmor på plejehjemmet.
Kulturclash
Især de bipersoner, der lægger pres på Helena, er så overtydelige og samtidig usandsynlige i deres karriereliderlige enfold, at det virker skiftevis fornærmende og ufrivilligt komisk. Men psykologisk konsistente figurer har nu aldrig været den tidligere krigsreporter Johanne Hildebrandts styrke, det ved vi fra hendes velresearchede og samtidig fantasy-fulde Valhal-trilogi om ’Freja’, ’Idun’ og ’Saga’ og de andre asynjers mulige liv på jorden i kulturclashet mellem matriarkalsk og patriarkalsk tro og samfundsorden.
’Forbandelsen’ vil skildre mødet mellem samisk tro og kristendommen sydfra, og dens antropologiske viden i kombination med dens beslutsomme overtro gør den til et lige så farverigt selvmodsigende projekt som trilogien om den ’jordiske mytologi’: oplysning til udbredelse af formørkelsen.
