Discount-krig dur ikke.
Hvis ikke hele landet og alle dets ressourcer sættes ind, så fører en krig sjældent til det resultat, som ønskes opnået. Og har de politisk ansvarlige ikke et klart mål med deres krig, så kører hele projektet af sporet. Så skal de professionelle soldater kæmpe med den ene arm bundet på ryggen, og det kan de ikke. Sådan kan man kort – og lidt forenklet – sammenfatte den utroligt spændende, gennemarbejdede oversigt over 30 afgørende slag efter Anden Verdenskrig, som den svenske militærhistoriker og professor ved det svenske forsvarsakademi Gunnar Åselius har skrevet. For selv om de fleste opfatter perioden efter 1945 som fredelig, så har der været krige overalt, næsten uafbrudt siden. Han starter med en gennemgang af slaget i Negevørknen i 1948-49, hvor den nydannede israelske stat får etableret en egentlig hær og flyvevåben og får besejret de egyptiske styrker. Her var en stat, som kastede alt ind på at vinde, nationens overlevelse stod på spil, her måtte alt andet vige. Den samme gejst – på et højere teknologisk niveau med bedre og dyrere våben – gennemlyste 6-dageskrigen i 1967. Men i de senere konflikter Israel har haft, har man forsøgt med begrænsede midler og uklare politiske mål at holde modstanderne fra livet. Selv om det militært er klaret, så har ikke mindst invasionerne i Libanon fra 1981 og frem til i dag været politiske nederlag, mener forfatteren. Bogen åbner også op for en spændende debat omkring asymmetriske konflikter. Dem vi alle står midt i, guerillakrig, terrorkonflikter, eller hvad vi nu skal kalde dem. Politisk nederlag Sovjet viste i 1956, hvor megen vold der skal til for at nedkæmpe et folkeligt oprør som det i Ungarn. Nok blev oprøret smadret, men for Sovjet var det et politisk nederlag, som det aldrig rigtig overvandt. Det samme kan siges om den franske nedkæmpning af den algeriske nationalistbevægelse, der endte med tilbagetrækning, selvstændighed og indenrigspolitisk krise. En analyse af den første Golfkrig i januar-februar 1991 viser, at her var et klart politisk mål med FN’s opbakning. Saddam Hussein skulle smides ud af Kuwait, som han havde erobret året før. USA satte hele sit enorme militære potentiale ind, fik skabt en holdbar alliance og de irakiske styrker hurtigt nedkæmpet, bl.a. med en helt utrolig omfattende luftkrig. Den anden krig mod Irak har aldrig haft et klart politisk eller militært mål. Var det den onde Saddam, der skulle væk, masseødelæggelsesvåben, der skulle fjernes, eller var der skjulte dagsordener som sikring af olie, inddæmning af Iran? Svaret blæser endnu i vinden. Åselius skriver, at det endnu er for tidligt at fortælle historien om Irak og Afghanistan. Men hans gennemgang af Vietnamkrigene og andre konflikter kloden rundt i de sidste knap 60 år viser, hvor usikkert og stort set uproduktivt det er at gå i krig, hvis ikke der er total politisk opbakning, frivilligt eller påtvunget, bag en krig. Og det er svært, mener han, at få den vestlige verdens middelklasseungdom til at gå i krig for noget som helst. Bogen er fyldt med fine billeder og gode kort, så man kan følge med i de enkelte slags afvikling. Og det er forfriskende at følge forfatterens tankegang. En svensker, der står uden for den koldkrigsretorik, som ellers har været fremherskende, giver nye indgange til den løbende debat. En enkelt dråbe malurt til sidst. Det er svært at oversætte fra svensk, fordi det på overfladen er så let. Men det fører til svedismer og kluntede sætninger, som irriterer øje og sind.
