Den begynder godt nok i retslokalet, den ny retssalskrimi ’Dommeren’ af Scott Turow, en af genrens amerikanske mestre.
Men vi forlader hurtigt dette lokale igen sammen med alle procedurerne og belæringerne – og bevæger os ud i den omkringliggende juridiske virkelighed og ind i bevidstheden hos en 59-årig appelretsdommer med det imposante navn George Mason. Det er hans indre tanke- og følelsesliv, romanen drejer sig om, og det fremgår faktisk tydeligere af dens danske titel, ’Dommeren’, end den oprindelige, ’Limitations’, altså ’begrænsninger’. George Mason skal tage stilling til en vanskelig appelsag om en gruppe-drugrape af en 15-årig pige, begået af fire high-school-knægte, som var dumme og afstumpede nok til at optage deres ugerninger på video. Båndet bliver senere fundet og fører til en sigtelse mod de fire unge mænd, nu ’frat boys’, knapt fire år efter forbrydelsen havde fundet sted. To juridiske forhold vanskeliggør dommerens beslutning: delstatens forældelsesfrist på tre år samt bevismaterialets mulige overtrædelse af overvågningslovgivningen, eftersom videooptagelsen helt indlysende er foregået uden ofrets accept. Begge forhold er dog kun teknikaliteter i forhold til det indre drama hos dommeren, som sagen udløser. For fyrre år siden har han som ung college-studerende deltaget i en udskejelse, der på væsentlige punkter ligner den verserende sag. Sagen minder ham om en samvittighedsgæld, som ikke uden videre kan indfris, og den kaster ham ud i en livskrise: »I en alder af 59 år spekulerer George Mason på, hvem han egentlig er«. Menneskelig fejlbarlighed Romanens motiv – dommeren, der pludselig selv ser sig involveret og må dømme sig selv – er klassisk inden for genren, og Turow udfolder også fint de medhørende temaer om skyld, tilgivelse samt menneskelig fejlbarlighed og begrænsninger. Alligevel er romanen ikke så fængende som Turows tidligere, mere udadvendte retssalskrimier – ikke mindst gennembrudsromanen ’Måske uskyldig’, der blev effektivt omsat til film med Harrison Ford i hovedrollen som Rusty Sabich. Noget af det mest interessante ved ’Dommeren’ er faktisk gensynet med de tidligere romaners persongalleri, som her igen er genbrugt: Tommy Molto, Sandy Stern og især Rusty Sabich, der i mellemtiden er blevet chefdommer. Det var Sabich, der stod anklaget for at have myrdet sin elskerinde i ’Måske uskyldig’ – et mord, som hans kone havde begået. Den hemmelighed ender Sabich med at måtte dele med sin kone for altid, og i ’Dommeren’ får vi at vide, at hans liv i forhold til den gamle sag »er delt op i et før og et efter på samme tydelige måde, som hvis nogen havde malet en hvid stribe igennem det«. Det tror man på.
