Først talte vi kalorier, så var det fedtet, der var synderen. Senest har det være kulhydraterne, der stod for fald, og nu lader det til, at det er rammerne for måltidet, der skal ryddes op i, i hvert fald hvis man skal tro den amerikanske ernæringspsykolog Brian Wansink. I sin nye bog, ’Hovedløse spisevaner’, beretter han med muntre, veldokumenterede historier fra forsøg i sit Food and Brand Lab ved Cornell University om menneskets illusoriske forhold til, hvor meget det spiser. Han redegør – ikke overraskende – for, hvordan overbevisninger hos mennesker og ydre forhold styrer vore spisevaner og dermed også vores sundhedstilstand. Mad skal være en fornøjelse Hans budskab er – siger han – at mad skal være en fornøjelse, og hvis vi lærer at gennemskue de skjulte signaler, som bestemmer, hvor meget vi spiser, så vil vi kunne ændre disse spisevaner og få styr på vægten. På den måde ryger han let ud i et paradoks, da vi på den ene side ikke blive slanke af at være på kur, men på den anden side skal være bevidste om det ubevidste for at kunne styre uden om alverdens fælder. Men er det bare endnu et popsmart amerikansk forsøg på at tjene penge på en slankebog, eller er der virkelig forskningsmæssige nyheder i det, han skriver? Wansink er ikke den første, der har fat i de betydende rammer og det ubevidste, men han forsøger at samle det i en hel buket, og man kan sagtens tilbringe et par fornøjelige timer med at læse om alt det, der kan snyde os til at spise for meget.
Uddannet i marketing og i ernæringspsykologi Især hvis man hopper over de gennem bogen tiltagende moralske pegefingre i slutningen af hvert afsnit. Beretninger om forsøg med folk, der går i biografen og tildeles store mængder gratis uspiselige popcorn og spiser store mængder af de fem dage gamle utyggelige snacks, er både lærerige og underholdende. Wansinks største fortrin er, at han både er uddannet i marketing og i ernæringspsykologi, hvilket gør, at han ser ud over den rene diætists tro på, »at bare vi ved, hvad der er sundt, så vil vi nok gøre det«. Derfor får Wansink peget på rigtig mange faktorer, der har stor betydning for vores lyst til at spise, og på den måde kommer han indirekte til at bidrage til de empiriske belæg, der kan understøtte, hvad det æstetiske formsprog gør ved os spisende, nydende mennesker. Wansink selv er bare ikke klar over, at der er tale om et æstetiske formsprog som en erfarings- og erkendelseskategori. Han holder sig til psykologiens bevidste og ubevidste størrelser, og så er han ydermere for kraftigt fikseret på vægttabet. Godt værktøj for mad-coaches Det fornøjelige har det med at fortone sig – ud over i læsningen – når bogen ender i konkluderende råd om at »uskadeliggøre sine kostfarezoner«. Alene udtrykket giver myrekryb og har blottet måltidet for enhver skønhed. Bogen kan derfor ikke siges at ville være et godt værktøj for den enkelte spiser, men til gengæld et rigtig godt værktøj eller eftertænksomhedsskrift for mad-coaches af enhver art. Desværre er Wansink ikke omfattende nok i analysen af menneskets forforståelse. Han nævner blot forventningen som en aktør i vore valg. Alligevel har han fat i mange væsentlige faktorer, der ellers sjældent behandles i ernæringsoplysningen hellige navn. Så skidt med at det ender i lidt popsmart positivisme, han både bekræfter og gør dét læseligt, som filosofferne har vidst og vist i 300 år.