Al sympati for forfatteren Marcus Lauesen (1907-75), men litterært er han glemt.

Død og borte. Bjarne Nielsen Brovst forsøger en heroisk genoplivning i denne bog, men det er stærkt at kalde ham ’Lykkebarnet fra Løjt’. Jo da, Lauesen fra Løjtland ved Åbenrå blev en mutation i forhold til sit miljø, men bortset fra en tidlig og en sen succes blev hans forfatterliv en stroppetur op ad bakke, uden ret meget lykkebarnsmedvind på cykelstierne. Og at sammenligne hans »digterskæbne« med Frank Jæger, som Brovst gør, er hen i vejret. Jæger var fra først til sidst en sikker artist, en klassiker, der swinger med det bedste i dansk lyrik. Den nøgterne sandhed er, at det interessanteste i dag ikke er Marcus Lauesens bøger, men forfatterskabet som sociologisk fænomen. Lauesen tilhører den store gruppe folkelige forfattere, der fra århundredskiftet bragte nye miljøer ind i litteraturen. Han var søn af en vejmand, graver og krigsveteran fra 1864. Løjts tyske præst og politikeren H.P. Hanssen fik Marcus i gymnasiet, han blev højskolelærer og journalist, og inspireret af Helge Rode og Andersen Nexø begyndte ’proletaren’ – som nogen kaldte ham – at skrive lyrik og romaner.
Døjede med succes Som 24-årig i 1931 fik han et kanongennembrud med romanen ’Og nu venter vi paa Skib’, der på to måneder oplevede 12 oplag – langt mere end Nis Petersens ’Sandalmagernes Gade’ og Knud Sønderbys ’Midt i en Jazztid’ samme efterår – og snart kom på otte sprog. Den succes døjede Lauesen resten af livet med at leve op til. Det blev til endnu 12 romaner og digtbind – flaksende i alle retninger, på skiftende forlag, med svingende anmeldelser. Fra 1941 blev han tavs, indtil han i 1961 udgav romanen ’Mor’ og modtog Boghandlernes gyldne Laurbær. Han endte sine dage i Kirkens Korshærs herberg på Nørrebro. Nielsen Brovst tager tonen højt ved at jævnføre Lauesen med H.C. Andersen og Pontoppidan og gøre ham til martyr som »en stor digter, der fik frataget sit potentiale ved en af de mest uhørte danske romansucceser«. Det skal vistnok betyde, at Lauesen blev forladt af Gud og hvermand samt lunkne kritikere, der efter succesen blev farisæisk strenge i deres krav til ham. Oprejsningen af Lauesen foregår ved sentimental mytologisering. Hans romaner ses som selvbiografiske og bruges til at farve hans livsløb – hvorefter de hyldes som »taget direkte ud af virkeligheden«. Comeback-bogen ’Mor’ gøres ’fin’ med, at den »udkom på det eksperimenterende forlag Stig Vendelkær«. Hallo! Vendelkær var – trods gode gerninger – primært 60’ernes bog-pornogrosserer, og hans eksperimenter bestod mest i at hitte pseudonymer til forlagets påståede luder-memoirer.
36.000 eksemplarer Brovst klipper flittigt fra tidens anmeldelser, herunder 63 stk. af ’Og nu venter vi paa Skib’. Men han plukker kun ros og bruger ikke materialet til at forstå, hvorfor Lauesen slog an og så blev glemt? Hvorfor gik ’Skibet’, som forfatteren kaldte den, i 36.000 eksemplarer den vinter, langt over Nis Petersen og Sønderby, hvorpå salget gik i stå? ’Skibet’ er – set med min søkikkert – en tidstypisk variant af den elskede slægtsroman, der går fra Thomas Manns ’Buddenbrooks’ og John Galsworthys ’Forsyte-saga’ til blødvarer som Mazo de la Roches Jalna-serie. Omsat til en pittoresk familiehistorie fra det gamle land syd for Kongeåen, der kom hjem ved genforeningen 1920. Til dramaet om ’Skibet’ hørte, at forlaget C.A. Reitzels konsulent, den bidske kritiker Harald Nielsen, kasserede romanen – og blev fyret, da Gyldendal løb med kassen. Nielsen kaldte romanen »et Makværk«. Mit skøn efter en frisk læsning er, at den hverken er makværk eller mesterværk, men skitsen, skelettet til et mesterværk. Den foregår omkring den 86-årige enkefru Juliane Hagemeyer i Åbenrå – en sidste overlevende fra de slesvigske skibsrederslægter, der tjente formuer på Kina-handelen, men måtte lægge op under Første Verdenskrig. ’Barken Juliane’, som hun kaldes, oplever sine tre sidste levedage, og Døden får hende til at gøre status og indse, hvordan hun og den degenererede familie har styret alle med grådighed og grusomhed. Omkring hende samles sønner, slægtninge og ansatte, og herfra – det foregår i august 1929 – udvides det til billede af en egn, et barsk, nu opløst handelsmiljø og en opbrudstid med økonomisk krise og nazisme i kulissen. Kødet er porøst Skelettet til et mesterværk, ja – men kødet er porøst. Efter en flot førstedel vander dette forfaldsepos ud i lyrisk svamp og kruk, vidtløftige bimotiver og tomgang i de overlæssede sætninger. Marcus Lauesens bidrag til mellemkrigstidens litterære decentralisering var, at han som den første beskrev det genvundne Sønderjylland, fra krigen 1848-50 til efter den tyske tid 1864-1920. De bedste dele af hans bedste bøger – ’I Morgen’ (1930), ’En Mand og hans Fjende’ (1932), ’Den rige Vandring’ (1940) og så ’Skibet’ – fastholder ukendte miljøer og småfolks drøje vilkår under tysk tryk, især under krigen 1914-18, da Løjt Sogn mistede 95 unge mænd i tysk uniform. Men selv de bedre bøger virker i dag ujævne, ordrige og humorforladte, tynget af patos og overspændt småfilosoferen. Ligesom mange autodidakter var Lauesen bedst, når han ikke stod på hovedet for at være original – som i de barndomserindringer, Brovst citerer flittigt fra, og som han aldrig fik udgivet. De overlevende af 30’ernes mange nye forfattertyper er dels de sociale realister, der fastholdt nye miljøer i enkel form – som Knuth Becker, Herdal og Jørgen Nielsen, dels de sproglige artister – som Karen Blixen, Branner, Kirk, Mogens Klitgaard, Tom Kristensen, Paludan, Sønderby og Scherfig. De grupper hører Marcus Lauesen ikke til. Han var for bundet af sin tid og egn. Men det er jo historiens gang: at tiden skiller ud og sorterer fra, også blandt fhv. succesforfattere. Det gør ikke manden til martyr.