At et barn dør før sine forældre, er imod naturens orden.
Det gælder, uanset hvor skeptiske vi end må stille os over for dette udtryk, ’naturens orden’, der er blevet misbrugt til så meget. Digtsamlingen ’Av skogens sus spirer nytt’, af Synnøve Persen, der er samisk kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris i år, tager udgangspunkt i sådan et brud på naturens orden – i et barn, der er revet bort. Digtene kredser om tabet i hvirvler af hvileløshed, der viser, at netop sådan en sorg ikke blot er en tyngende kraft, men også en vældig centrifugalkraft, der slynger den sørgende væk fra det centrum i verden, som ikke er der længere. Der er hverken rist eller ro i Persens digte, der i den ydre natur kun finder påmindelser om tabet, og som i anskrigene til himlen kun registrerer deres eget ekko. Et requiem er der ikke tale om. Afmagten afføder længsel efter almagt, som forløses i drømme, der tilbyder trøst. Som en spedalsk møder omverdenen den sørgende, der føler sig forladt på jorden og kun har lyrikken tilbage som adækvat udtryksform. ’Av skogens sus spirer nytt’ kan man ikke undgå at blive grebet af.
