Det handler om tyveri.

Brugstyveri og litterært tyveri. Begge dele finurligt taget under behandling af den islandske forfatter og tidligere bassist i Sugarcubes, Bragi Ólafsson, hvis roman ’Ambassadøren’ er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Først om brugstyveriet: Den lidt nørdede hovedperson, 51-årige Sturla, har spinket og sparet for at få råd til en fin frakke, som han har bestilt hjem til en af Reykjavíks dyre herreekviperingsforretninger. Men i Vilnius, hvortil poeten Sturla bliver sendt som Islands litterære ambassadør ved en stor bogmesse, stjæler nogen frakken. Det vækker den ellers fredelige mands harme, og en stille eksistens vågner og går amok. For nogle vil dette handlingsreferat allerede lyde bekendt, for nu er vi ovre i litterært tyveri – i romanen og i virkeligheden. I romanen beskyldes Sturla i sit fravær for at have skrevet sin nye digtsamling af fra en afdød fætter. Og i virkeligheden har Bragi Ólafsson lagt sin handling tæt op ad et litterært forbillede: Den russiske attenhundredetalsforfatter Nikolaj Gogol og hans historie ’Kappen’, hvor en stille embedsmand får stjålet sin dyre frakke og taber besindelsen. »Hvis nogen stjal min frakke, sådan som det sker i Gogols ’Kappen’ – og i min ’Ambassadøren’, ville jeg blive meget vred. Hvis nogen stjal fra min litteratur, ville jeg blive meget beæret. De gamle modernister sagde faktisk, at det er bedre at stjæle fra en tekst end at blive inspireret af den«, siger Bragi Ólafsson, som i sine seneste romaner kredser om forbrydelse og straf, retfærdighed og fortjeneste. Store spørgsmål, som han serverer med absurd-komisk humor. Forfatteren er i København for at promovere sin bog og for at læse op af den på den islandske ambassade, der selvfølgelig har set ideen med et fremstød, når nu den hedder ’Ambassadøren’. Hader fantasy I ’Ambassadøren’ er Sturlas morfar ambassadør, hotellet i Vilnius hedder Hotel Ambassador og Sturla er Islands ambassadør på bogmessen i Litauen. Er det bare en forfatters fryd at lege med fantasien på den måde? »Overhovedet ikke. Det er skam virkeligt alt sammen. Min bedstefar var ambassadør i Danmark i 60’erne, Hotel Ambassador ligger i hovedgaden i Vilnius, og Sturla er litterær ambassadør for Island på bogmessen. Selvfølgelig er det mig, der vælger at tage alle dele med, men mine bøger er aldrig fantasi. Jeg hader det mindste antræk til fantasy. Når jeg skriver, vil jeg have begge ben plantet solidt i virkeligheden. Jeg har for eksempel selv en meget dyr frakke, som jeg fik bestilt hjem fra Boston. Den er dog heldigvis ikke blevet stjålet!«, siger Bragi Ólafsson, der som sin hovedperson selv er gået fra at skrive poesi til at skrive prosa: »Sturla bestemmer sig på en studs for, at han aldrig mere vil skrive poesi. Det vil jeg gerne, og min prosa er også stadig lidt i poesiens verden. Jeg kalder heller ikke min bog en roman på titelbladet, men ’episke vers’. Der henviser jeg igen til Gogol, som kaldte sin eneste roman ’Døde sjæle’ et digt. Og det giver et andet perspektiv at læse den som et digt, selv om den selvfølgelig ikke er det i strikt betydning«. Du er inspireret af de store russere? »Ja. Dem holder jeg utrolig meget af. Deres humor og tyngde. De er en nydelse at læse«. Episke vers, siger du. Det er næsten også som at læse et digt at gå sammen med Sturla gennem Reykjaviks gader, hvor du minutiøst nævner gadenavnene på den rute, han går. Hvorfor gør du det? »Igen fordi jeg vil plante mine historier i virkeligheden. De gader, han går ad, ligger der, og ruten giver mening. Man kan bruge ’Ambassadøren’ som en alternativ guide til Reykjavik. Jeg begyndte at udgive poesi i 1986, måske fordi jeg før har været musiker (Bragi Ólafsson spillede bas i punkrockbandet Purrkur Pillnikk og senere i Sugarcubes, sammen med Björk, red.), var poesi en nærliggende overgang til litteraturen. Det var ikke før 99, jeg fandt den rette tone til en roman. Men det er lettere at skrive romaner end poesi. ’Ambassadøren’ skrev jeg på syv-otte måneder«, siger Ólafsson, som har udgivet fire romaner de seneste otte år. Ikke et lykkeligt land I denne sidste styrer han handlingen mod Hviderusland, hvor Sturla og den russiske forfatterinde Liliya, som han møder på bogmessen, måske ender: »Jeg så Minsk for mig som en tragisk slutning, Hviderusland er ikke et særlig lykkeligt land, slet ikke nu under Aleksandr Lukasjenko. Mødet med Liliya giver et elementet af lykke, men det er også en dead end, for efter det med frakken har Sturla forsømt sit arbejde som poet og har for en tid forladt sit liv og sine forpligtelser i Island«, siger Bragi Ólafsson og afbryder sig selv: »Men egentlig er det slet ikke en slutning, jeg ser fire-fem bøger om Sturla for mig. Om ham og hans familie. Den, jeg er i gang med, handler mest om hans far, der laver film med sin ven Ørn Featherby, som også er med i ’Ambassadøren’. Det bliver en slags roadmovie, som foregår i Reykjavik og i Hull i England. Det handler om de to gamle fyre – de er 67 – der laver et filmmanuskript«. Du spidder et par nationaliteter, da Sturla møder nogle forskellige blandt publikum på en stripbar i Vilnius. Hvad siger du, hvis jeg siger svenskere? Ólafsson smiler og ser en smule brødebetynget ud: »Jeg kan ikke være for hård ved svenskere. Der er meget, jeg godt kan lide ved dem. Deres produkter for eksempel! Og ABBA, dem har jeg altid godt kunnet lide«, siger han, så det lyder som verdens venligste fornærmelse: »Nej, så har jeg mere tendens til at være spydig over for nordmænd. Men danskerne lader jeg være i fred. Jer respekterer jeg!«. Smager af mad og hyggeDu giver ellers skurken det danske navn Madsen. Et navn, som hans lærer udtaler, så »dets danske klang er nærmest stødende for bæreren«. Og den mest latterlige person på bogmessen er danskeren Roger. »Det med Roger er, fordi I bruger så meget engelsk i jeres sprog. Også i de navne, I giver jeres børn. Engelsk trænger sig på alle vegne, men hos jer går det rigtig hurtigt. Og Madsen? Måske har du ret, det er et lidt sjovt navn i islandske ører: Mad-sen smager af mad og hygge. Røget ål. Noget typisk dansk. En god frokost på Det Lille Apotek. Men jeg vil ikke drille for meget, for jeg har varme følelser for Danmark, min bedstefar var ambassadør her i 1960’erne«. Hvad tænker du, når jeg siger islændinge? »Det, der falder mig ind, er den stereotyp, som andre ser. At vi er meget dynamiske og køber alt muligt op i andre lande. Angleterre, Nyhedsavisen og så videre. Det er en stor kliché, men når man tænker på, hvor få vi er, i Reykjavik bor der 150.000 mennesker, hvis vi regner forstæderne med, er det måske rigtigt nok. Det, der sker i øjeblikket med de islandske forretningsmænd, pengemænd, som mere eller mindre ejer Island nu og begynder at få fodfæste i Danmark og England, kommer islandsk økonomi til gode, selv om det er lidt risikabelt. Men bagsiden af medaljen er, at disse rige folk er blevet ret mange. De begynder at opføre sig som ’barbarer’, og de er i gang med at splitte vores samfund, der ellers har været meget homogent. Pludselig har folk, der arbejder som sygeplejersker og lærere, mindre købekraft. Deres løn matcher ikke priserne. Mens andre bliver meget rige. Det kan jeg ikke lide«. Skriver på støtte Bragi Ólafsson lægger vægt på, at også islandske forfattere har fået flere penge mellem hænderne – i form af støtteordninger – og at det er den vigtigste grund til mange og gode udgivelser: »Det er noget, der er sket gennem de sidste tyve år. For nu har vi et støttesystem, som er i orden. Jeg kunne ikke skrive bøger uden disse penge. Jeg arbejdede før som musiker og på reklamebureau, men nu, hvor man kan søge og få legater, kan jeg endelig have det at skrive som arbejde, for selv om man sælger godt, er det ikke nok«. Da Sturla får sin hundedyre frakke stjålet i Vilnius, stjæler han i irritation en anden, endnu dyrere, fra en rig amerikaner. I øvrigt en frakke af samme mærke som Bragi Ólafssons egen. Det pinlige tyveri bliver afsløret, og Sturla må flygte fra poesifestivalen. Hjemme i Island er der dog en slags oprejsning på vej. Madsen er ikke længere så sikker i sin sag og trækker i land. Måske har Sturla blot læst de efterladte digte så mange gange, at noget af dem nærmest er groet ind i hans eget sprog. Og er der så tale om plagiat? Alle forfattere står på fortidens litteratur, og litterære lån er elegante, når de tages af en gentlemantyv som Bragi Ólafsson.