Der var engang en dreng, der hed Albert.
Han er hovedpersonen i Birgit Strandbygaards vidunderlige (og prisbelønnede) børnebog ’Drengen der samlede på ord’. For således kommer Albert levende igennem en mistrøstig barndom i skyggen af krigen og med to brødre på det forkerte hold. Albert opdager, at ord kan ændre verden. Han holder især af disse tre: mirabelle, solsikke og Jesus. Forklædt som voksen(bog) kommer Albert igen i ’Overdrevet’. Hvad er der blevet af ordene? Jo, Albert er blevet forfatter. En agtet forfatter, som i sine bøger gennemskriver den forfrosne, landlige barndom i og omkring Overdrevet. Men ordene forløser ikke længere. De forvirrer. De forstærker facaden, som skal værne mod erindringens kerne. Det er umuligt at forstå dybderne i Alberts kvaler, hvis man ikke kender børnebogen. Og den store forklædning, som ’Overdrevet’ beskriver, bliver så blot en temmelig almindelig historie om at turde se sine rødder og dæmoner i øjnene. Borte har taget de tre nævnte ords kraft. Albert må sande, at jo flere ord, han finder på, desto mindre mening giver de. Der er en sjælden og smuk samhørighed imellem disse to romaner. Hvad er det, som Albert snubler over? Han har aldrig forliget sig med den voldelige far, den sjælssårede bror fra Østfronten eller en mor, der var blevet brændt som heks i fjernere tider. Nu skal forfatteren Albert Nielsen tale på det lokale bibliotek, og her møder han – efter alle disse år! – nogle af de mennesker, som formede ham. Ude på plejehjemmet ligger den mor, han ikke har set i årevis. Rundt om hjørnet bor bror Niels, der godt vil fortælle ham en historie fra krigens tid. Nu kan Albert ikke løbe længere. Ordene rammer ham i nakken. Og kærligheden kunne han heller ikke holde på. Engang havde han poesiens blå blomst i sin hånd. Nu er han en tom skal. ’Overdrevet’ er for så vidt en bekræftelse af sin egen pointe. Ord, der ikke rimer på hjerte, er tomme skaller. Når man kender Albert i forvejen, læser man med øjne på stilke. Uden denne viden læser man en registrant over et stækket menneskes evne til at stikke blår i øjnene på sig selv.
