Lenin, Stalin og Mao er historiske skikkelser, som de fleste danskere over 40 nok har en rimelig klar fornemmelse af, hvem er. Men Nguyen Ai Quoc, hvordan er det nu, han hører til i det selskab? Sig navnet: Ho Chi Minh! Så er de fleste halvgamle og ældre med. Onkel Ho huskes som en af 60’ernes store revolutionære, anti-imperialistiske ikoner. Grundlæggeren af det moderne, kommunistiske Vietnam lever i skyggen af sine ideologiske storebrødre. Alt efter temperament og synsvinkel kan man synes, at dette er fortjent eller ufortjent. De mange turister, der besøger Hanoi i disse år, vil have set den stålgrå bygning midt i byen, som huser Ho Chi Minhs balsamerede legeme. Mange skilderier af propagandistisk art For ikke at tale om de mange skilderier af propagandistisk art, som hænger ude i det vietnamesiske landskab og viser den langskæggede landsfader i forskellige sympatiske positurer. Onkel Ho med et barn på armen, Onkel Ho, der vinker – mytologien får, hvad den behøver og mere til. Historikere på stribe har for længst pillet fjerene af de kommunistiske rovfugle, Lenin, Stalin og Mao, så hvorfor er turen ikke for længst kommet til deres åndsfælle, Ho? Kan det skyldes, at han ikke var en rovfugl, som en enlig svale, der har fortjent prædikatet landsfader? Sådan er i hvert fald den fornemmelse, der bliver hængende i opleveren efter læsning af den franske historieprofessor Pierre Brochuex’ biografi om Ho Chi Minh, den første af slagsen i en dansk oversættelse. Ingen tvivl om, at forfatteren i sit udgangspunkt har villet en sympatisk skildring af den leder, som i dag, snart 40 år efter sin død, tillægges æren for, at Vietnam blev forenet efter årtiers krig og konflikt. Fordomsfri tilgang til stoffet Brocheux’ egne (sic!) fotos af Onkel Ho i selskab med de to kinesiske ledere, Mao Zedong og Deng Xiaoping, i 1965 kan næsten kun betyde, at den unge historiker har haft medlemskort i det franske kommunistparti. Deraf sympatien. Men den fordomsfrie tilgang til stoffet er forvaltet nøgternt og hæmmer ikke troværdigheden i skildringen af Ho som en overbevist idealist, der vælger den kommunistiske vej, fordi han her får det eneste slagkraftige redskab i kampen mod fransk kolonialisme og amerikansk hegemoni. Brocheux stiller i epilogen det logiske spørgsmål: Var Ho Chi Minh en autentisk patriot, der helt og holdent sigtede mod sit lands uafhængighed og befrielsen af sit folk, eller var han redskabet for en imperial ekspansion, der fandt sted under dække af en universel frigørelse af de trælbundne folkeslag? Ho besvarer selv spørgsmålet med en sjælden klarhed, da han til en amerikansk officer i 1945 siger: »Man opnår uafhængighed ved at organisere sig, udføre propaganda, uddanne sig og disciplinere sig. Likvideringen af mindst 15.000 tidligere jordejere Man har også brug for en tro, et evangelium, en praktisk analyse, ja, man kan sågar tale om en bibel. Marxismen og leninismen forsynede mig med dette værktøj«. Så hvor er synderegisteret? I 1950’erne lænede Ho sig op af Mao (der havde leveret soldater og materiel til at tæve franskmændene i 1954) og gennemførte med kinesisk inspiration en serie jordreformer i Nordvietnam, der resulterede i likvideringen af mindst 15.000 tidligere jordejere. Nogle historikere sætter tallet så højt som 50.000. Modsat Mao erkender Ho det katastrofale i overgrebene og beordrer en »omklassificering« af de tidligere jordejere »for at genoprette tilliden til partiet«. Det sker i 1956. Tja. I det mindste slap de nordvietnamesiske bønder med skrækken, da Mao i stedet for undskyldninger søsætter sit katastrofale kollektiviseringsprojekt, kendt som det Store Spring Fremad Vanskeligt at bevare overblikket Beskrivelsen af Ho Chi Minhs lange vej fra tiden som ung kommunist i Frankrig til uafhængighedsleder i hjemlandet er spækket med så mange detaljer, at det for nytilkomne til Vietnams historie nok kan være vanskeligt at bevare overblikket. Detaljerigdommen fejler intet, men Brocheux kunne nok have sparet læseren for de mange person- og stednavne og i stedet have brugt spalteplads på mere opsummerende diskussioner af Ho Chi Minhs selvindlysende dilemma i rollen som både idealistisk frihedskæmper og kommunistisk revolutionshelt. Landsfaderen dør i 1969, seks år før nordvietnamesernes panserstyrker og infanteri løber et slagent Sydvietnam over ende og realiserer hans drøm om genforening. Uden Ho som ikon ville de kommunistiske ledere have haft svært ved at gennemføre den folkelige mobilisering, som leverede politisk og moralsk brændstof til genforeningsprojektet. Ethvert menneske har noget godt og dårligt i sit hjerte Alligevel ender Brocheux med at tegne et slutfacit af Ho Chi Minhs arv som værende noget af en tragedie. 1960’ernes strid mellem Kina og Sovjetunionen tager hårdt på ham, og dogmatiske partikadrer overtager styringen i hans sidste leveår. Brocheux mere end antyder, at Hos personlighed både rummer elementer af den traditionelle kungfutsianske lærde og den revolutionære socialist – en dualisme, der udtrykkes præcist i en enkelt udtalelse fra 1968, året før landsfaderens død: »Ethvert menneske har noget godt og dårligt i sit hjerte. Vi bør sørge for, at den gode del giver sig til at blomstre som en forårsblomst, og at den dårlige forsvinder lidt efter lidt. Dét er den revolutionæres indstilling«. Ingen af Ho Chi Minhs samtidige eller efterfølgere kunne have formuleret sig tilsvarende elegant. De handlede som bekendt heller ikke derefter, men blev klassiske kommunistiske erobrere, vejledt og finansieret af Sovjetunionen. Næppe i landsfaderens ånd. Bogen er nyttig og oplysende Biografien skildrer derfor en tragisk helteskikkelse, uanset alle de ædle, opdragende formål han i nutidens propaganda er rekonstrueret til at tjene. Bogen er nyttig og oplysende for enhver med interesse i asiatisk og kommunistisk historie, om end de temmelig mange indforståede beskrivelser især om den første halvdel af Ho Chi Minhs liv forekommer overvældende. De kan dog vise sig at være guf for specialeskrivere!