Den dag i februar 1979, da storayatollah Khomeini vendte tilbage til Iran for at anføre ’den islamiske revolution’ efter mange års eksil i Irak og Frankrig, tog den dengang syvårige Reza Aslan sin fireårige søster ved hånden og drog – på trods af deres mors advarsel – ind til Teherans centrum for at være med til revolutionsfesten. Overalt var der musik og dans i gaden. Vildt fremmede mennesker løftede børnene op for at kysse dem på kinderne. Der blev kastet slik ud fra de åbne vinduer. »Jeg var egentlig ikke helt sikker på, hvad vi fejrede, men det var ligegyldigt. Jeg var revet med …«. Blev ikke revet med af revolutionen I dag er revolutionen 29, Reza Aslan er 37 år, religionsforsker og bosat i USA og stadig praktiserende muslim. Men revet med af revolutionen dengang – dét er han ikke. Han er sig bevidst om, at »islams navn (er) blevet brugt til at legitimere og vælte regeringer, fremme republikanisme, forsvare autoritære principper, retfærdiggøre monarkier, enevælde, fåmandsvælde og teokratier og til at fremelske terrorisme, splittelse og fjendtlighed«. Med andre ord: brugt til alting, der til forskellige tider passede skiftende mennesker med ambition om magt. Tilbage står for ham spørgsmålet, som reelt er omdrejningspunktet for hans første og dybt interessante bog: »Kan islam nu bruges til at etablere et ægte demokrati i Mellemøsten?«.
Islam og demokrati Se, det er jo et interessant spørgsmål i den standende debat, hvor kristne højrenationalister insisterer på, at islam kun kan vurderes på Koranens historiske bogstav og de mest reaktionære fortolkeres antidemokratiske læsning af den hellige bog. De kan ikke tage Reza Aslan i ikke at kende Koranen eller muslimsk historie. Han er en del af den, og han hører hjemme på den modsatte fløj, hvor man insisterer på at læse Koranen og islam ind i enhver samtid. Og hans flotte værk ’Kun én gud’ er et imponerende og personligt engageret skoleridt i islams oprindelse, profetens historie og den muslimske verdens tradition, som fører frem til dette kernespørgsmål, om en moderne islamisk stat kan skabe overensstemmelse mellem fornuft og åbenbaring og derved skabe et demokratisk samfund? »Islam ikke alene kan. Islam skal«, skriver Aslan. Og til forskel fra bogstavskræmte kritikere og foragtere af Koranen og islam finder han drømmen om et demokratisk samfund i fuld overensstemmelse med Muhammeds etiske idealer i Medina for halvandet årtusinde siden. Kritik mod magthaverne i Iran Kampen for demokratisering af den muslimske verden er ifølge Reza Aslan ikke en fantasi, ikke et ærinde for fremmede regeringer og ikke et fremtidsprojekt. Kampen foregår lige nu, den kan ikke importeres, og kampen for islamisk demokrati i Iran »er blot én af fronterne i et verdensomspændende slag, der finder sted i den muslimske verden – jihad, om man vil – for at fravriste de traditionalistiske ulama (skriftlærde, red.) deres monopol på islams betydning og budskab«. Hans bog vil næppe stå på de forreste hylder i Irans boglader, men nok finde et stort oplag i basarens dølgsmål, fordi han kritiserer de øverste gejstlige magthavere i Iran for at udnytte deres religiøse magt til at opnå den absolutte magt. Han kritiserer det øverste præsteskab for at besvare modrevolutionen med ’brutal kompromisløshed’. Og han er overbevist om, at kampen for en demokratisering i islams navn netop nu formuleres i det, han kalder den muslimske verdens udviklingshovedstæder – Teheran, Kairo, Damaskus og Jakarta – men ikke kun dér, også i Vestens kosmopolitiske hovedstæder, New York, London, Paris og Berlin. Kamp mellem reform og modreform Hvem vil vinde denne kamp mellem reform og modreform? Reza Aslan anslår, at »det vil tage mange år at rense islam for de nye falske afguder – skinhellighed og fanatisme – som dyrkes af dem, der har vraget Muhammeds oprindelige visioner om tolerance og fællesskab til fordel for deres egne idealer om had og stridigheder«. Hans bog er et fornemt forsvarsskrift for et muslimsk ideal. Og han ville så gerne kunne frikende islams hellige bog og intention for diskrimination af kristne og jøder, så sandt som at (muslimsk) forfølgelse af disse ’beskyttede folk’ var forbudt ifølge islamisk lov. Men allerede på profetens tid var jøder og kristne dog pålagt en særlig ’beskyttelsesskat’, og det havde yderligere styrket Reza Aslans troværdighed, hvis han i dette spørgsmål havde lagt mere vægt på intention end på tradition, som ret beset rummer dokumenteret forskelsbehandling, uanset at jøder i væsentlige dele af muslimsk historie har nydt en beskyttelse, som de ikke fandt under kristne herskere.
Politisk-religiøst selvopgør Aslan lægger sig provokerende ud med magtfulde skriftlærde, både i sin tolkning af traditionen og i sin anfægtelse af de skriftlærdes autoritet. Han fortæller profetens historie, udlægger den muslimske verdens udvikling fra profetens åbenbaring til dagens Iran og lukker os glimtvis ind i sin egen historie, hvor han står højlydt fast på sit krav om retten til – og forventning om – den reformation, han ser sig omgivet af. Hvis man kun har tid til at læse én aktuel bog om det politisk-religiøse selvopgør inden for den muslimske verden, er Reza Aslans bog et oplagt bud.