Mor, for syv sytten!« ... min lillebror Jakob og jeg betragtede betuttet det store dukkehus, der stolt tronede foran os. Naglet til gulvet stod vi, mens cowboybukserne med blomster-applikationer forneden duvede svagt om vores spinkle drengeben. Væk var vores pistoler, geværer, sabler og knive, for vores kære moder havde i sin nyfundne 70’er-visdom sammen med en mængde medsøstre fundet ud af, at kønsroller blot er sociale konstruktioner, og at en energisk indsats under opdragelsen ville kunne skabe følsomme drenge, der legede med dukker og en dag ville tage opvasken som den naturligste ting af verden, mens kæresten pløjede sig gennem dagens ’Børsen’. Kvinder er blide og drenge er aggressive Præmissen, som hun ofte og med stor energi fremførte, var, at kvinder af natur var blide, fornuftige, kommunikerende væsner, alt imens mænd var nogle grumme, aggressive og testosteron-duftende primater – behøver jeg tilføje at hun ikke læste ’Macbeth’ hen over urteteen? Blev jordens ledelse derfor blot overladt til kvinder, eller til nød drenge der var opdraget i den rette ånd, så skulle krig og ufred nok snart gå i sig selv igen. Efter få timer skete imidlertid det helt forudsigelige. Vi vendte ryggen til dukkehuset, fandt en gren at skære i, så den kunne blive til et gevær, og så gik ellers den infantile, maskuline krigsleg lykkeligt videre, mens min mor panderynkende så til. Der er altid noget befriende ved at konstatere sin rasende almindelighed. Således også her, hvor journalist Britt Lilja i huj og hast efter sidste års datterbog, har fået fabrikeret en interviewbog med mødre og sønner fra kvindekampen dengang i 70’erne. Rødstrømpesønnerne taler ud Lilja har indkaldt syv fremtrædende eller blot aktive feminister fra dengang, bl.a. KVINFO’s direktør Elisabeth Møller Jensen, socialdemokraten Helle Degn og stand-up-komikeren Sebastian Dorsets mor Annelise; og så har hun ladet dem samtale med deres syv sønner om, hvordan det egentlig var at vokse op i den ulmende østrogen-strøm, der dengang banede sig vej over det ganske land: Femø-lejr, skilsmisse, kollektiver, basisgrupper, kvindehus, the works. Det er der kommet en både oplysende og livlig bog ud af; guderne skal vide, at vi har hørt fra feministerne, men måske knap så ofte fra deres sønner. Hvad skete der så med dem, drengene? Blev de bløde mænd, der hulkende over tekoppen snakkede følelser fra morgen til aften? Blev de rasende neo-machoer på vild flugt fra al den omklamrende moderkastration? Eller blev de blot et eller andet midt imellem, der i modsætning til deres fædre og især bedstefædre, på nogenlunde lige vis kunne tage fra i forhold til hjem, børn og karriere? Stort set alle forældrene er skilte En ny mand, der hverken er flæbende følsom, eller voldsdampende machomonster med en kædesav i den ene hånd og en stak dollarsedler i den anden, og en erigeret penis der altid er på vej mod næste skød? Ja, lige præcis. Der er naturligvis klare forskelle mellem både mødre og drenge i bogen. Slående er det dog, at stort set alle forældre blev skilt, men drengene – der nu er voksne mænd – er generelt kendetegnet ved, i det mindste i denne sammenhæng, at fremstå som noget andet og mere end blot forvirrede og søgende metroseksuelle. Nemlig rimeligt afbalancerede og afklarede mænd; mænd der sætter pris på stærke kvinder; mænd der også henter og bringer børn; mænd der også laver mad; mænd der støtter kæresten i karrieren. Ikke helgener, eller ideale symbioser mellem flæbehovedet og gorillaen. Men derimod nystærke mænd der kan lidt af hvert, ud over at slå et søm i væggen.
Hastværk er lastværk Til slut må min indre universitetslærer dog også sukke lidt over, at bogen er hjemsøgt af et hav af graverende stavefejl – måske snarere et resultat af hastværk end en sen effekt af 70’ernes rundkredspædagogik? Og så til allersidst: Nora gik ud af dukkehjemmet, og min bror og jeg vendte ryggen til dukkehuset – men jeg er bange for, vi trods alt endte med at blive nogle slemme krypto-mandschauvinister; og SFI’s statistikker synes også at vise, at kvinder stadig står for hovedparten af husarbejdet, ligesom det notorisk stadig er sådan, at vi ikke har ligeløn. Betyder det, at vi nu skal til at sætte endnu flere dukkehuse ind på drengeværelserne? Næppe, men det er et vidnesbyrd blandt mange om, at kvindekampen og mændenes parallelle søgen efter identitet langtfra endnu er tilendebragt.