Når Venstre ikke kom til magten allerede i 1998, skyldes det to ting: at Lejernes Landsorganisation to dage før valgkampens slutfløjt indrykkede en annoncekampagne, som viste, at lejerne ville tabe stort – og Uffe Ellemann vinde stort – hvis lejeværdien blev afskaffet; og at samme Ellemann dagen før valget fik sig en whiskysjus på forsiden af Ekstra Bladet, side om side med de berømte ord: »Den er hjemme«. Men var det nu også sådan, det gik til? Var det nu virkelig årsagen til, at Venstre ikke kom til magten i 1998? Det er ikke til at sige, for ingen ved det. Når man befinder sig i undtagelsestilstand Men det er den fortælling, der siden har cirkuleret i mediernes kredsløb som den ’naturlige forklaring’. Og fortællinger som denne er der masser af i det uhellige spændingsfelt mellem politikere og journalister, ikke mindst når valgkampen raser og begge parter befinder sig i undtagelsestilstand. Nu har to ph.d.-stipendiater ved Syddansk Universitet skrevet en bog, hvor de ser nærmere på disse »myter om politik, journalistik og valgkampe«. Og det har de gjort godt. Det er en debatbog, hvor alle kan være med, og hvor alle måske endda burde være med. Alle har i hvert fald en interesse i at kunne gennemskue, om mediernes dækning har bund i en politisk virkelighed, der rent faktisk eksisterer – eller om det hele blot er tankespin(d).
Ikke alt er spin i dansk politik En af de myter, Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann forsøger at aflive, er myten om, at »det hele er spin« i dansk politik. Ifølge forfatterne er sagen snarere, at et effektivt kobbel af kommentatorer og »spindetektiver« nu er marcheret ind i mediemanegen og har overbevist journalister og den øvrige omverden om, at »det hele er spin«. »Fint nok, at nogen tror, at 2005-valget blev udskrevet på baggrund af taktiske spinovervejelser. Men hvilken statsminister har nogensinde undladt at forsøge at placere et valg mest gunstigt for sig selv?«, som de skriver. Og denne mytedræbende stil holder de fint hele vejen gennem den hurtigt læste bog – side om side med en stribe tankevækkende iagttagelser og kostelige avisklip fra de seneste ti års valgkampe. Egentlige anbefalinger til journalister Forfatterne er desuden meget praktisk orienterede, og det får sine steder – og helt eksplicit i det afsluttende afsnit – karakter af egentlige anbefalinger til journalistiske retningslinjer. F.eks. kunne de to forfattere ikke drømme om at forbyde meningsmålinger. Men de bruger endog rigtig meget plads på at redegøre for de heri indbyggede problemer og dermed også på at komme med forslag til, hvordan medierne bedre – og mere troværdigt – kan gøre brug af meningsmålinger. Den praktiske tilgang fortjener stor ros, og derfor skal bogen ikke mindst anbefales til de chefredaktører og mediechefer, der sidder på pengene, når der skal laves rigtig journalistik – eller »indholdsjournalistik«, som forfatterne kalder det.
Ikke alle myter aflives Det er ikke alle myterne, de slipper lige heldigt fra at gendrive, og det havde klædt bogen, hvis der ikke pinedød skulle være ’ti myter’. F.eks. ønsker de at demontere myten om, at danske valgkampe har udviklet sig til ’præsidentvalgkampe’, og det lykkes dem ganske enkelt ikke. Myten om, at det er penge, der afgør valg, får forfatterne heller ikke argumenteret ihjel. Det gør imidlertid ikke deres diskussion af disse temaer mindre interessant, men så er de netop bare temaer. Samlet set slår forfatterne dog ikke et større brød op, end de kan bage – og (næsten) spise selv. Så man skal ikke lade sig narre af den ubehjælpelige titel, ’Teflon og Bullshit?’.