Bodo Kirchhoff er kendt for sine narcissistiske hovedpersoner – og hovedpersonen og jegfortælleren i den store roman ’Parlando’ er ingen undtagelse. Karl Faller, som han hedder, er midt i trediverne, manuskriptforfatter på en tv-krimiserie, søn af en nu afdød, venstreintellektuel, promiskuøs rejsebogsforfatter, hvis serie af »storbyguider for single-rejsende« går som en rød tråd gennem bogen. Karl er ikke bare den vege søn, der lever med sin fars (og mors) slagskygger over tilværelsen, han er også et præmieeksempel på den mandetype, der iler gennem livet med pikken forrest og en forvirret sjæl halsende bagefter. Et mord på samvittigheden Da han bliver fundet bevidstløs en nytårsaften i Frankfurt ved siden af en knivmyrdet kvinde og sigtes for mordet, gør han alt for at tage skylden på sig, men trods overvældende indicier tvivler den kvindelige statsadvokat Suse Stein på hans forklaringer. Han bliver da også løsladt, og så sætter romanen af til en slynget rejse gennem adskillige af verdens storbyer og gennem Karls fortid. Hvad læseren oplever på rejsen, er blandet. Der er blændende passager om de psykofysiske moradser i personligheden, stærkest måske i skildringen af et forældresamleje, som den elleveårige Karl oplever fra sin hotelseng. Freud ville have pattet fornøjet på cigaren ved læsningen af denne urscene. Men der er også lidt for meget namedropping – for en gangs skyld ikke celebriteter, men eksotiske stednavne, en rejsebogstro på, at bare navnet Alfama fremmaner al Lissabons melankolske poesi. Til tider er der lange snørklede passager Og der er passager, hvor fortælleren bliver så lang og snørklet i spyttet, at man får lyst til stoppe bogen ind under en kommode og råbe: Så hold dog kæft, Karl! Karl er den monomant snakkende, obsessive selvskildrer, der allerede på side 56 siger til Suse Stein: »Meningen er, at De hører på mig. Altså, hør efter«. Det gør statsadvokaten så, og hun bliver endda så optaget af hans beretning, at hun følger efter ham og finder ham i Brasilien, hvor han er mellemlandet i sin jagt på en mystisk kvinde, der optræder i hans fars bøger og i de upublicerede notater på farens laptop, som Karl har arvet. Karl har nemlig gennem hele sit voksenliv haft som projekt at finde de kvinder, hans far har været i seng med, og nedlægge dem selv. På det fremmede kontinent viser statsadvokaten med det stenhårde efternavn sig at være blødere, og Karl Faller viser sig hårdere, da hun falder (for ham)… men med narcissistens blindhed for de ulykker, han selv skaber, og besynderlige trang til at tage skylden for ulykker, han ikke selv har skabt, får han føjet endnu mere kludder til den forkludrede arv, han bærer rundt på. I bogens allersidste sætninger aner man måske en forløsning, men man kan også tvivle. Plottet går op, men gør det sjælelige regnskab det også? Der er meget selvbiografisk stof i bogen Kirchhoff hører til 68-generationen, han har selv færdedes i det venstreintellektuelle miljø i Frankfurt, og efter hvad man hører små tyske fugle synge om, er der ret meget selvbiografisk stof i ’Parlando’. Generationen spejles i Karls efterfølgerkompleks, og billedet er ikke kønt: en generation, der kunne italesætte den nydelsessøgende uansvarlighed som verdensomvæltende nybrud. En sigende bifigur er farens usympatiske ven Haberland, der har en ikke ringe lighed med virkelighedens tyske eksudenrigsminister Joschka Fischer. Retfærdigt eller ej, det er skildringer, der kradser, og ikke kun på den sensationsplatte måde. ’Parlando’ hedder romanen, et musikudtryk, der betegner en slags syngemåde tæt på talesprog. Men dens tale er ikke jævn hverdagssnak, den fræser rundt i stemninger og meterlange sætningskæder med rasende vedholdenhed, selv i de mest navlepillende passager. Hans Christian Finks oversættelse er ikke spor udglattende, og det er det rigtige valg.