En kæmpe kuglepen hen over hele forsiden.
Sådan illustrerede nærværende avis for nylig en artikel, der handlede om, at Finansministeriet havde sparet 400 millioner på indkøb til uddannelsesinstitutioner. Besparelsen var sket ved at opfordre landets gymnasier, erhvervsskoler og universiteter til at oplyse, hvor de købte kontorartikler og til hvilken pris. Det gode spørgsmål er, om det er en succeshistorie? Er det penge lige til at samle op, uden at det forringer kvaliteten? Eller er det stalinistisk styringsmani, som koster langt mere i frustration og tabt arbejdsglæde, end der spares? Denne anmelder hælder så absolut til sidstnævnte opfattelse. En af tidens største svøber er præcis det nidkære ønske om at registre, evaluere og kontrollere alt og alle. Men den diskussion skal pinedød tages konkret i forhold til det enkelte styringsredskab – ikke som generel mistænkeliggørelse af alle forsøg på at udnytte skattekronerne bedst muligt. Derfor er det næsten ikke til at holde ud, at Karen Lisa Salamons ’Selvmål – det evaluerede liv’ bruger så mange sider på opremsning af fordomme frem for at forholde sig mere åbent til dilemmaet: Virker kontrol- og evalueringsmanien, eller skader den mere, end den gavner? Fordi forfatteren er så forhippet på at skyde management og revision i alle afskygninger ned, bliver det til en ordentlig omgang spredehagl. ’Alle afskygninger’ skal tages helt bogstaveligt – selv frisurer og barberingsvaner ses af forfatteren som udtryk for tidens ekstreme selvkontrol. Der igen følger af managementkulturens ønske om effektivisering (!). Og det netop som moden foreskriver langt uplejet hår og hængerøv. Målfrie zoner Bogens problem er tilgangen til stoffet. Der er utallige kursiverede citater fra managementfilosofiens overdrev som væsentligste og mange steder eneste dokumentation. Selv om citaterne er morsomme og så fulde af varm luft, at det er en belastning for klimabalancen, er det ikke fair. For citaterne er taget ud af en sammenhæng, som der ofte ikke bliver gjort rede for. Endnu værre bliver det, når forfatterens besættelse af managementhalløjet trækkes med i bogens næste kapitel om ’Regnskab og faktura’. For sagen er, at der er så meget mere i tidens registreringstrang end ønsket om besparelser. Det er også en svaghed, at forfatteren igen og igen vender tilbage til Anders Fogh Rasmussens bog ’Minimalstaten’ og bruger den som reference. For sagen er, at den bog ikke udgør stilladset i det registreringshejs, vi har gang i. Tværtimod kommer en væsentlig del af miseren fra Finansministeriet bl.a. under Mogens Lykketofts regeringstid. Når det gælder tendensen til at lave alle offentlige ydelser om til kvalitetsstandarder, kan der ikke kobles ideologisk etiket på projektet – tværtimod er Socialdemokraterne for øjeblikket en af de fremmeste fortalere for det. Minimalstaten er derfor fortid. Fremtiden hedder noget så uliberalt som ’maksimalstaten’. Det bliver det ikke mindre uhyggeligt af. Meget bedre bliver det ikke, når bogen kommer til buddene på at vende den ulyksalige udvikling. Det bliver til et forsøg på at lave ’målfrie zoner’ for klap på kinden og til, at vi trænger til mere debat om emnet. Det kan de færreste være uenige i, men efter godt 130 siders beskrivelse af managementtænkningens steppebrand er det en lidt tynd haveslange at trække frem til at slukke den angiveligt altfortærende ild. Pokkers ærgerligt, at et så vigtigt og betændt samfundsanliggende skal nøjes med generaliseringer, der minder mest om rødvinsfilosofi sidst på natten. Emnet har fortjent bedre.
