Når jeg kører ad markvejen til og fra Rønde, letter den fra sin visne gren i piletræet og flyver en runde. Det er musvågen, og den har seks sider i bogen her. På vejskiltet sidder tårnfalken, altid, min tårnfalk. Den bliver siddende, når jeg kører forbi, og skriger en hilsen, for den kender mig. Den har også seks sider, for det har de alle sammen. Og cirka tre gange om dagen kommer spurvehøgen fræsende forbi huset i håb om at snuppe en musvit eller skovspurv. Det lykkes en sjælden gang. Hvorimod duehøgen har holdt pause. Den har ellers været fast gæst i lange tider, og der er kun 12 duer tilbage. Den er nok blevet skudt. De har krumt næb og kløer alle sammen, og jeg elsker dem. De er toppen af fuglelivet herude, smukke, dramatiske, uundværlige. Derfor var det fedt at modtage en ny bog om dem. ’Rovfuglene i Danmark’. Jeg slugte den, vidste det meste i forvejen og blev alligevel lidt klogere – men også lidt irriteret, og det kommer vi til senere.
Masser af billeder
For det er først og fremmest en vidunderlig bog, stor, tyk og med masser af billeder. Alle fugle er fotogene, men rovfuglene er det lidt mere end andre, og vore dages digitale teknik har bragt hidtil usete billeder i kassen. De er hele bogen værd.
Men ellers er det den dybt traditionelle fuglebog, som vi har så mange af i forvejen. En række indledende tekster om rovfuglenes skæbne i Danmark, om deres levevis, adfærd, træk, ynglebiologi og meget mere. Langt det meste kan læses i de andre bøger om fugle, men en væsentlig pointe er, at denne bog er helt ny, og at de nyeste forskningsresultater derfor er med. Blandt andet er antallet af de enkelte rovfugle ført helt ajour, og det er altid spændende læsning.
Især når det går den rigtige vej, og det lægger bogen ikke skjul på. Efter en decideret katastrofekurs indtil midten af 1900-tallet med massive nedskydninger af rovfugle er skuden rettet op, og langt de fleste arter har det godt. Den helt store nyhed (som har været omtalt i dagspressen mange gange) er, at en håndfuld arter, havørn, kongeørn, vandrefalk og rød glente, atter er blevet ynglefugle i Danmark efter at være helt forsvundet i en periode.
Bogen gennemgår 22 arter af rovfugle, som enten yngler i Danmark eller ses som regelmæssige gæster på træk og om vinteren. Hver art gennemgås grundigt, og foruden de flotte fotos er der to sider med tekst og tegninger, som viser artens særlige kendetegn og er et uvurderligt redskab, når man skal identificere en rovfugl (selv om bogens størrelse, 24x28 cm, gør den lidt besværlig at have med i jakkelommen).
Vandrefalk og havørn
Men jeg blev altså lidt irriteret. I den indledende del af bogen er der et yderst grundigt afsnit om, hvorledes miljøgifte i midten af 1900-tallet var ved at udrydde vandrefalk og havørn og gjorde kraftigt indhug i andre arter. Derfor forekommer det helt unødvendigt, faktisk irriterende, at vi skal læse den samme historie igen og igen ved omtalen af de enkelte arter. Især i betragtning af, at katastrofen de fleste steder er afværget.
Ellers er bogen lutter fryd og gammen. Velskrevet og med masser af spændende informationer om de enkelte arter. Hermed bare et par smagsprøver: At vi nu er oppe på 15 par ynglende havørne i Danmark og dertil tre par kongeørne. Alt tyder på, at antallet vil stige.
At duehøgen er den eneste af vore rovfugle, der har det dårligt. Bestanden er gået tilbage og nede på 500-600 par. Årsagen er utvivlsomt, at den stadig efterstræbes af mennesker, fordi den er så god til at fange høns, duer og fasaner!
Hvorimod den lille slægtning, spurvehøgen, har det fint. Vi har 3.500 par af den lille jæger.
Og musvågen, den rovfugl, der nok ses mest af alle, fordi den er blevet så tillidsfuld, tænk, dem er der 6.000 par af, og den er stadig i fremgang.
Jeg har en bog om Danmarks rovfugle i forvejen. Den er fra 1989, i sort-hvid og fremragende. Men jeg er bange for, at den kommer ind på bagerste række i boghylden nu, hvor ’Rovfuglene i Danmark’ er kommet. Det er en pragtfuld bog.
