Det er ganske underligt at have oplevet, hvordan forskellige epokekonstruktioner kan skifte værdi. Da jeg begyndte at læse litteratur, var modernismen den bedste, mens romantisk litteratur var dårlig. Så skiftede moden, og nu blev den romantiske litteratur den bedste, mens modernismen røg ned på den litterære børs. Interessen for romantikken faldt sammen med postmodernismen, som vi nu kan se var romantisk. Den var et udtryk for den rationalitetskritik, der var fremherskende fra 1970’erne og op til omkring år 2001. Dengang frygtede man, at systemverdenen skulle kolonisere ’livsverdenen’, og man var optaget af fornuftens Andet. Fornuft var fascisme, som Foucault sagde. Og oplysningstiden var identisk med imperialisme. Alt det er glemt.
En modernistisk Grundtvig Historien synes at bevæge sig baglæns. Først modernisme (20. århundrede) derefter romantik (19. århundrede), og nu er vi på vej ind i oplysningstiden (18. århundrede). Der foregår for tiden en helt enestående idealisering af oplysningstidens idealer og dermed af en tid, hvor der ikke var folkestyre. Et aspekt af denne historie kan illustreres med Grundtvigs kursændringer. I løbet af 50’erne og i begyndelsen af 60’erne lykkedes det at fremstille en modernistisk Grundtvig. Det er ham, vi forbinder med især Kaj Thaning; og det er hans grundtvigianisme, vi finder hos K.E. Løgstrup. Denne modernistiske Grundtvig blev hurtigt overhalet af den romantisk-revolutionære 68’er-Grundtvig. Grundtvig, Mao og Marx blev fusioneret. Det var den rationalitetskritiske Ebbe Reich og økomarxisten Ejvind Larsen, der opfandt denne Grundtvig, og de kunne mobilisere Grundtvigs danskhed mod EF og kapitalismen. Det var de røde, der dengang var nationale. 1950’ernes kulturradikalisme Det kulminerede i, at det blev skolens fornemste opgave at gøre eleverne fortrolige med ’dansk kultur’, 1993. Langsomt begyndte opgøret med romantikken og postmodernismen. Det førte til genoplivelsen af 1950’ernes kulturradikalisme og dermed troen på fornuften og opgivelsen af fornuftskritikken, antiklerikalismen vendte tilbage og med den nye angreb på kristendommen, men tolerance over for islam. I den norske Magtudredning registrerede man en ny aristokratisk kritik af det folkelige. I de seneste år er Grundtvig blevet symbol på regeringen og DF. Hans værdi er nedskrevet; Holberg er igen oppe, og dermed er vejen banet for, at tolerance kan afløse frisind. Bogen er overraskende liberalistisk Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard har sammen skrevet en bog om tolerance, eller om hvordan man lærer at leve med dem, man hader. Men hvem er det, de to tolerancens grå talsmænd hader? Der er især to ting, der springer i øjnene ved denne bog. To nye ting. Bogen er overraskende liberalistisk. Hvor er fortidens helte: Marx, Freud, Adorno, Benjamin, Horkheimer? Nu er heltene John Locke og John Stuart Mill og endda Karl Popper. Det er nyt. Centralt står også inkarnationen af en liberal, førmodernistisk romanforfatter: E.M. Forster. Jeg tør her slet ikke tænke på, hvordan en postkolonialist ville bedømme deres læsning af Mill, Forster eller T.E. Lawrence eller af Alec Guinness, der kunne agere ’den anden’, som de skriver. De gør brug af fiktionslitteratur på en helt ny måde Den anden nye ting er deres brug af ’fiktionslitteratur’ på en moralsk-etisk måde. De har dermed forladt en æstetisk holdning til fiktionslitteratur, og på det punkt er deres bog en del af en tendens i tiden, selv om denne brug af romanen har masser af fortilfælde. Især hos den engelske kritiker F.R. Leavis, der virkede i 1950’erne eller helt tilbage til den victorianske romanforfatter George Eliot. De to genopliver også det 18. århundredes opfattelse, hvor digtningens opgave var at gavne og fornøje. Det har de to for øje. Men hvor er lyrikken? Modernismen? De tager Orwell og Nittenfireogfirs: den logiske positivismes filosofi oversat til roman. Hvilken samtidsdiagnose er der tale om? De går ud fra en samtidsdiagnose. De synes, at vi har et samfund, der er »grisk og grumt«. Jamen er det? Det er en ubegrundet påstand. Og mener de kun det danske? Det tyder det på. Det er en meget lokal bog. Men hvordan hænger det sammen med, at danskerne er verdens lykkeligste? At 56 procent føler en stor tilknytning til nationalstaten? At vi er nr. 6 på ’The Globalization Index’? Hvor det før var Marx, er det nu Locke, der kan redde os. Locke var en forudsætning for Grundtvig. Locke var en kristen tænker. Mon de tænker på det? Tilbage bliver dog spørgsmålet om, hvem de to eller ’man’ hader. Tolerance udøves altid fra en styrkeposition. Den muliggøres af magt. Så hvem er det ’man’, der skal lære at leve med dem, man hader, og kan fiktionslitteraturen – Holberg, Forster, Orwell – lære dem det? Hvem er læreren?
Bogens fjendebilleder er trivielle og forudsigelige Bogen har fjender. Jeg ved ikke, om de er hadeobjekter, og om bogen er skrevet for at lære nogen at leve med dem, dvs. med det flertal af danskere, der har stemt på regeringen og DF for tredje gang. For bogens fjendebilleder er trivielle og forudsigelige. Det er underligt. Store dele af bogen er skrevet med et overskud. Der tænkes nye, store og spændende tanker, og så ender det så lavt. De har siddet i det smukke Bellagio med udsigt over Comosøen, i luksuriøse omgivelser, og så har de tænkt på, hvor småligt det er i Danmark med Grundtvig, Fogh Rasmussen, Karen Jespersen, Ralf Pittelkow og Flemming Rose. Der er intet stort i det små i Danmark. Bogen indledes rituelt med et angreb på Anders Fogh Rasmussen og Jespersen og Pittelkows bog om islamister og naivister. Og den afsluttes med en kritik af Grundtvig og pæn afstandtagen til Muhammedtegningerne. Så er vi på hjemmebane. Hvorfor er Grundtvig-bashing blevet så populært? Religiøs analfabetisme Grundtvig »kunne ikke døje oplysningen«, skriver de om ham, for hvem lyset ikke var for de lærde blot. Dernæst kunne han ikke få »plads til sin religion«. Sin religion? Og dernæst taler de om hans »professionelle religiøse liv«. Her har vi at gøre med to, der ganske har mistet den religiøse forestillingsevne. Med en sådan religiøs analfabetisme kan det undre, at en af forfatterne har skrevet om Kierkegaard? Kunne han heller ikke få plads til »sin religion«? Nu er det ikke Grundtvig, de er ude efter, siger de da, men den bevægelse, han lagde »grundsten og navn« til. Lagde han grundsten til den? Senere i bogen gøres Grundtvig til en fundamentalist, der kan sammenlignes med de værste muslimske ledere fra Bradford. Derefter konstruerer de noget, de kalder grundtvigianere. De lyder næsten som islamister. Grundtvigianerne har forvansket tolerance og oversat det til frisind, og for dem er oplysningstiden den grusomme tid. Tolerencebegrebet De taler »tågesnak« og »vås«. Og med dette forvrængede tolerancebegreb var vejen banet for Flemming Rose. De forsvarer Salman Rushdies postmodernistiske ’De sataniske vers’. De konstruerer, som så mange andre, en afgørende forskel mellem den og karikaturerne. »Ingen bestrider«, siger de, at romanen er et kunstværk. Ingen? Jo, da. Nogen beskriver den som en værre gang »orientalisme«; andre har sagt, at hvis bogen ikke var blevet forbudt, ville ingen have kaldt den et kunstværk – ligesom Lawrences ’Lady Chatterley’. Andre igen: Den er et typisk produkt af Rugby og Cambridge osv. De to overgiver sig her til den rene essentialistiske kunstmetafysik om, at denne roman som roman skulle indeholde en »velargumenteret kritik«. Og ikke nok med det: I Vesten ved vi, at romaner er kunstværker, men i Orienten er et ord et ord, uanset hvor det optræder. Det kan man da kalde nyorientalisme. En reduktion og forfladigelse af romanen Deres argumentation hviler på den præmis, at litteratur er fiktion. Det er en reduktion og forfladigelse af romanen. Den ville Orwell ikke gå med til. Her holder jeg med orientalerne. Ralf Pittelkow plæderede i ’Forsvar for nationalstaten’ for en forsoning i Danmark mellem den kulturradikale oplysningstradition og den folkelige grundtvigske livsoplysning. ’Tolerance’ vil det modsatte. For i den er den folkelige livsoplysningstradition den onde Anden. Bogen er en modbog til ’Islamister og naivister’. Er det en lærebog i at lære at leve med de folkelige, med de grundtvigske? Og hvem skal lære det? Der er jo fysisk ikke langt fra Politikens hus til fjendens højborg, Vartov.
Fundamentalisten er et nødvendigt spøgelse Ironisk nok er nutidens Grundtvigske Forum – der holder til i Vartov – Det Radikale Venstres forlængede arm. Så der er åndeligt talt ikke langt fra Politiken til Vartov. Det kan ikke være dem. Hvem er da ’grundtvigianerne’? Hvis det er fundamentalisterne, så er det for nemt. Har de mon nogen sinde mødt en fundamentalist i virkeligheden? Nej, fundamentalisten er et nødvendigt spøgelse. Den sjette fremmede uden hvilken vi ikke kunne have et fællesskab.