En ældre mand kan ikke sove. Så han ligger i sin seng og digter en historie. En fortælling om et parallelt Amerika, hvor USA ikke er i krig i Irak, hvor 11. september aldrig har fundet sted, men hvor USA er opløst i en borgerkrig efter valgskandalen i 2000. I for lang tid følger man denne kontrafaktiske fortælling, uden at den hverken motiveres eller sandsynliggøres. Eller man kan venligere vende det om og sige, at litteraturkritikeren August Brill, den ældre mand, der ikke kan sove, jo ikke er nogen skønlitterær forfatter, og at bogen heller ikke forsøger at skjule det. Brills hastigt skitserede figurer udfylder ikke den fortænkte fortælling, der dog rummer et elementært spændende element. Hovedpersonen får nemlig til opgave at slå en gammel mand ihjel, en vis August Brill, et mord, som skulle kunne få krigen til at ophøre. Rammefortællingen om den søvnløse August Brill er mere interessant. Han ligger i et værelse i sin datters hus i Vermont. I huset er også hans datter og hans barnebarn. De har en fælles, uhyrlig skæbne, der knytter dem sammen med hele USA’s skæbne i disse år. Så ligningen kommer til at gå op, som det hedder et centralt sted: »Amerika er skam i krig. Vi udkæmper den bare ikke her. Ikke endnu i hvert fald«. Men det gør disse tre sårede personer fra hver deres generation. Og det gør denne roman. I hvert fald symbolsk. Gennem en enkelt søvnløs nat får vi rimpet bedstefarens, datterens og barnebarnets fortællinger sammen med krigens, men også sprættet dem tilstrækkeligt op igen, så lyset kan tændes og de alle blive mere eller mindre befriet for deres skyldfølelser. En gammel forfatter ’Mand i mørke’ trækker mange ligheder med tidligere Auster-romaner. Den er helt umiddelbart en tvilling til den seneste ’Rejser i scriptoriet’, der ligeledes handler om en gammel forfatter, der sidder og kæmper med sine (livs)fortællinger i et lukket rum og med en lang allegorisk midterfortælling om den amerikanske borgerkrig. Og dermed binder Auster an til temaer fra begyndelsen af forfatterskabet i undergangsfortællingen ’I det sidstes land’ fra 1990 og New York-trilogiens (1987-89) fortællinger, der konstant krydser sine egne spor. Nok er det ur-Auster, men den nye roman er alligevel et stykke fra hans hyldester og store bidrag til den litterære fortællekunst, som overbeviser ved deres rene illusoriske kunnen i bøgerne ’Timbuktu’, ’Mr. Vertigo’ og ’Illusionernes bog’, der alle er skamløst forføriske læseoplevelser. Hans stil har altid været maskulint nedbarberet, ingen floromvundne beskrivelser, ingen dvælen i miljø eller personer, blot denne vedholdende glæde ved litteratur, film og mylderet af skæbnefortællinger, skænket som tør bourbon af Chandler med isterninger af Camus. Men i ’Mand i mørke’ er flasken næsten tømt. Auster skal ikke bevise noget længere. Han har skabt store amerikanske romaner som ’Moon Palace’ og ’Leviathan’. Nu kan han som den modne kunstner nøjes med skrive lige, hvad der passer ham. Og det gør han, som en ældre August Brill, der ligger søvnløs om natten og spekulerer i mørket. Indfald vokser ud af indfald: »Tankerne gør sig deres egne tanker«, mens »den sære verden ruller videre«. Nye læsere af Auster opfordres ikke til at stå på her.