TIL KNUD SØRENSENS 80-årsdag har Limfjordsegnens Litteratur Samvirke, en af de mange foreninger, der har nydt godt af mandens sociale talent, udgivet festskriftet ’Landmåleren’ med gedigne artikler, der byder på en gennemgang af hans forfatterskab.
Her gås virkelig igennem, omhyggeligt og solidt, poesi, noveller, essays. Og så er der to stjerneskud oven i hatten. Ove Korsgaard har skjult sit lys under den grå titel ’Den mentalitetshistoriske baggrund’. Men det varer ikke mange sider, før man bliver klar over, at her taler en mand med en viden og gedulgt intensitet af samme kaliber som fødselarens om det, de begge er vokset op i og har iagttaget, landbokulturen, dens sjældne styrke og dens uundgåelige opløsning. Sjældent har jeg forstået så klart, hvad gymnastikken var for karlene og pigerne på landet, hvor meget andelstanken rummer af levet og oplevet liv, eller hvad jord kan betyde. Det, dårlige højskolefolk har begravet i grundtvigianske floskler, har Ove Korsgaard frilagt i et klart og lavstemt sprog, der er fødselaren værdigt. Knud Sørensen har haft lange startbaner i sit forfatterliv. Han debuterede som lyriker, da han var 37, og som romanforfatter, da han var 69 med ’En tid’, romanen, der sammen med fortsættelsen, ’En befrielse’, blev et højdepunkt i forfatterskabet, og for resten også i dansk litteratur om besættelsestiden. Også i festskriftet bliver dobbeltromanen til et højdepunkt. Klaus Rifbjerg skriver en indgående analyse af Knud Sørensens mesterværk, specielt af den teknik, som Johs. Nørregård Frandsen i sin artikel kalder medvidersynsvinklen og Rifbjerg malende sammenligner med den græske tragedies kor. De erindringer og det festskrift tegner tilsammen et portræt af en kaliber, som udkantens store medvider fortjener.
